Mon ikke mange har siddet omkring et festdækket bord og arm i arm sunget Jeppe Aakjærs gendigtning af den skotske digter Robert Burns Auld Lang Syne og givet sig hen i sangen uden måske at tænke nærmere over, at venskab er en af livets dyrebareste gaver? Og det gælder især, des ældre vi bliver. Hvis et gammelt venskab brydes, opleves det som en smerte, det kan være svært at komme over. Som noget i retning af en skilsmisse. Det meningsløse og uforklarlige i, at det skete.
Den tanke krøb ind under huden på mig, da jeg læste Klaus Rifbjergs nys udkomne bog Nøleren. Den handler om en aldrende litteraturprofessors livslange venskab med kunstneren Nikolaj Værn. Et ulige venskab mellem den beundrende over for den beundrede, hvis opmærksomhed kan lyse som solen, eller hvis negligering kan ramme bogens jegfortæller som en lammelse. Et kompliceret og smertefyldt venskab. Jeg vil citere et lille afsnit fra bogen. Bogens hovedperson er sammen med sin ægtefælle, Aline den eneste, over for hvem han (næsten) tør være sig selv på besøg hos en nær slægtning, som er ramt af en uhelbredelig kræftsygdom:
Da vi sad i den kompakte skumring hos Nora og så, hvor lidt tilbage der var af hende, kunne jeg umuligt lade være med at tænke på, hvor lidt der var tilbage af os alle sammen, og hvor idiotisk det var, at Nikolaj og jeg ikke kunne tale med hinanden. Jeg mener: tale med hinanden, er det ikke det enkleste af alt, at veksle et par ord, at sende en hilsen? Men der skulle hverken tales eller sendes hilsner, en bom var gået ned, en dør smækket i, og der var tilsyneladende ingen nøgle. Underligt, når man tænkte på, at det meste af vores liv var gået med snak, ikke bare idle talk, men virkelig samtale, som for en stor dels vedkommende handlede om, hvordan man førte mennesker sammen, hvordan man åbnede deres øjne for kunsten og alle livets herligheder, hvordan den åndelige ekspansion, som var vores ærinde, kunne nå endnu videre ud, hvordan man i det hele taget lærte at leve. Og nu sad vi dér og skulle snart dø alle sammen (side 166).
Den død, somdet ikke er til at komme til rette med, går som en strøm, en drift gennem bogen. Døden er den altid nærværende virkelighed, som man kan stampe imod eller resignere over for. Der er ikke så lang tid tilbage, så jeg skyndte mig at fortrænge den. Hvorfor plage sig selv med noget, der åbenbart ikke kan være anderledes? Hvorfor i det hele taget plage sig selv?
Sådan lyder bogens udgangsreplik, efter at bogen har været én lang plage over det uigenkaldelige brud. Der er gået død i det alt sammen.
Jeg skal ikke diske op med flade opbyggeligheder. Som Rifbjerg fornemmer jeg lige fuldt dødens istap-hånd (Salmebogen nummer 538). Men jeg tror, at Grundtvig har anet en livsvirkelighed, som Rifbjerg i sin forbitrede påståelighed og mange med ham har stirret sig blind på i stedet for at forlade sig på den. Det uudsigelige, som kun billedtalen kan rumme og tyde. Jeg vil citere vers 6 fra samme salme, som jeg aldrig kan blive træt af at se ind i:
Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven
med ven,
om, hvor vi snart skal ses
igen
og glemme al vor kvide!
Troen lever i sproget. Derfor skal troen forkyndes, bekendes og synges, så troen bliver til hjertesproget, som kan udsige det uudsigelige.
I troens sprog har ordet ven en uudtømmelig indholdsfylde. Om Bibelen siger Luther, at her taler Gud selv med os, som et menneske med sin ven. Og Søren Kierkegaard kan sige, at Det Nye Testamente skal læses som brevet til den elskede. Det vil sige som Guds kærlighedserklæring til ethvert menneske. Guds ord blev kød og blod i Jesus. Han er tegnet på, at ethvert menneske er Guds ven, umistelig for Gud.
Det her nærmer sig en prædiken. Og dog! Skal vi forstå, hvad det vil sige, at vi er Guds venner, fordi Jesus er Menneskesønnen, skal der vækkes en erkendelse i os om, hvad venskab betyder i vort liv sammen med hinanden. Som altid er Luther djærv og ligefrem i sin forståelse, når han i forklaringen til fadervors fjerde bøn regner gode venner med til dagligt brød, det vil sige: det elementært nødvendige, som ingen kan undvære uden at forkrøble. Sådan er det menneskeligt, og sådan er det kristeligt: Menneske først og kristen så
Der er flere slags venskaber. Der er det aktive, nærværende venskab, som gør sig gældende i den aktuelle hverdag som inspiration, tryghed, glæde og fortrolighed. Og der er det hvilende venskab, som liver op i samme nu, du møder en ven, du ikke har set måske i mange år. Men i gensynet er det, som om tiden ikke er gået.
Venskab er Guds gave og velsignelse. Da jeg skrev denne klumme, var det i bevidstheden om, at den ville blive bragt i avisen to dage efter allehelgenssøndag. I det perspektiv vil jeg slutte med et udsagn af digteren Søren Ulrik Thomsen, fra Kristeligt Dagblad den 27. oktober 2012, at uden Gud er mennesket fuldstændig overladt til døden og glemslen.