Søren Ryge: Poesi skal ikke forstås og fortolkes, men lyttes til

Havemanden Søren Ryge Petersens liv har altid været fyldt med ord. Her fortæller han, hvordan han under et højskoleophold for alvor mærkede den store poesi

I Søren Ryge Petersens barndomshjem var hverdagen fuld af ord. Her lærte han flere hundrede digte udenad, men uden altid at kunne forstå dem.
I Søren Ryge Petersens barndomshjem var hverdagen fuld af ord. Her lærte han flere hundrede digte udenad, men uden altid at kunne forstå dem. Foto: Scanpix

Der er mange ord, der tæller, alt for mange til, at det med rimelighed kan rummes i en lille avishistorie. Jeg vil derfor blot nævne et par eksempler fra min barndom og ungdom. Da jeg blev konfirmeret i 1960, blev der holdt stor familiefest, og min morbror Magne holdt en tale, der sluttede med disse ord: ”Å hovs nu det, min dreng, te der ska mer til å plov end å sæj hyp.” Det er det eneste, jeg husker fra konfirmationen, men jeg forstod ordene og syntes, at det var meget klogt sagt.

I øvrigt var barndommen fyldt med ord, for der blev snakket og læst højt og sunget konstant. Jeg lærte hundreder af digte udenad, for det gør man, når man synger dem igen og igen. Det allerførste var den sang, vore forældre sang for os hver aften, når vi var lagt i seng. Det var indbegrebet af tryghed, når de sad på sengekanten og holdt os i hænderne og sang, at ”Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne”, men når de kom til andet vers, blev det altid lidt mærkeligt:

Har i dag jeg, kære Gud,

Syndet imod dine bud,

Vær mig nådig, vær mig god,

Slet det ud for Jesu blod!

Disse linjer har jeg sunget hundreder af gange som barn. Jeg forstod dem ikke, for jeg havde da (som regel) ikke syndet, og hvordan kan man slette synder, man ikke har begået, med blod!! Det var simpelthen uhyggeligt! Vores far eller mor fandt det aldrig nødvendigt at forklare, hvad de betød.

Det gjorde Niels Højlund 15-20 år senere. Da var jeg på Askov Højskole, og han blev min lærer i litteratur. En dag kom han med et lille, brunt hæfte, smækkede det i bordet og sagde, at dette er noget af det vigtigste, der er skrevet i vores tid. Derpå læste han en side, som var et digt. Det hed ”Myggesang”.

I juninatten denne drøm/

huset båret af kirsebær-træernes skum/

til druknende fugles klukkende bølgeslag/

under en klokke spinklere end fjordens spejl/

min søvn en gærdesmuttes æg: en væg/

af kalk og bristefærdigt synsbedrag/

dirrende plantet i mørket det hvide en segl/

og lydløst hakker et usynligt næb/

på spejlets hinde af vind og salt/

snart brister alt

Det forstod vi naturligvis heller ikke, men bagefter snakkede han og vi om det i en hel time. Dagen efter købte jeg bogen, som hed ”Galgenfrist” og var skrevet af Ivan Malinowski (1926-1989). Jeg lærte ”Myggesang” udenad, selvom det ikke rimer og ikke kan synges, og det var mit første, uforglemmelige møde med den store poesi, der handler om livet og døden og naturen og mennesket og året og hele verden. Det skal ikke forstås og fortolkes, men læses og lyttes til på samme måde som foråret og den store musik. Snart brister alt.