Der er ord, som har en særlig klang i sind og erindring fra barndom til alderdom. Det gælder ordet sommer. Der er glæde, lys og forventning i det ord: ”Vi er børn af sol og sommer... ” sang jeg som FDF-dreng – ”men i slægt med blæst og regn…” Sådan er virkeligheden. Der er ikke sol og sommer hele tiden. Derfor glæder vi os over solen og sommeren, når den bryder frem. Og vi kender undertiden til at længes efter den.
Lige nu glæder jeg mig til sommerferien. Selvom jeg som pensionist i en vis forstand har ”ferie” hele året, så er det lykkeligvis ikke bare sådan. Jeg er på arbejde, bilder jeg mig ind. Der er foredrag, som skal forberedes og holdes, og klummer, der skal skrives. Og bøger, der venter på at blive læst. De er heldigvis tålmodige. Og jeg trives derved, så længe det varer.
Jeg lever i årets rytme, hvor hver tid har sit særpræg. Sindet har sine årstider med efterårets tysthed og vemod, vinteren med længsel og frost og sne, som vi snart er ved at glemme.
I gråvejret spejder vi efter de første forårstegn med vintergækker og erantis, indtil foråret melder sig med sin dårende pragt og fuglesang. Nu lyser løv i lunde, og det dufter lysegrønt af græs. Den danske sommer har meldt sin ankomst sammen med de lyse nætter.
I overmorgen kører vi ud i al herligheden. Turen går til solskinsøen Bornholm, som vi håber lever op til sit navn. Derfra til Gotland med sin særegne natur og historie. Der er meget at forberede. Bilen er tjekket, vasket og støvsuget. Dosmersedlen er ved at være afkrydset, så vi husker det hele, undtagen det, vi har glemt. Heldigvis er det hverken pas, kørekort eller penge, så vi skal nok klare os. Forventningsuret er begyndt at tikke.
Rejsebagagen omfatter også gode bøger. Jeg glæder mig til at læse Kaj Mogensens store værk om H.C. Andersen ”Livet – det dejligste eventyr”, bind et og to. Vi medbringer tillige Salmebogen og Højskolesangbogen. Begge strømmer over i fryd over sommeren.
Nogle få eksempler viser det. Thøger Larsen, først og sidst (1875-1928). Hans levnedsløb blev kort og intenst med hjemsted i Lemvig og med naboskab til Jeppe Aa- kjær og Johannes V. Jensen som nære venner.
Hans to sommersange ”Danmark, nu blunder den lyse nat” og ”Du danske sommer, jeg elsker dig”, som er nummer 314 og 321 i Højskolesangbogen, indskriver sig i dansk lyrik med sommerluft og duft. Læs dem, glæd dig, nyn dem, og syng dem. Så ved du, hvor du har hjemme.
Salmebogen halter ikke bagefter. Sommeren i Salmebogen er et billedord for det nutidige og det evige livs glæde. De er i uadskillelig enhed – det ene ikke uden det andet – evig, evig sommer.
Lige nu er jeg på vej ud i sommerlandet. Jeg er ved at pakke bilen som nævnt med kurs mod Bornholm og Gotland. Så jeg slutter med den svenske sommersalme, som takket være Johannes Johansens gendigtning er blevet et solglimt i danske hjerter:
”Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde,
så ny blir himmel, ny blir jord,
en verden grøn af grøde.
Kom, Jesus, snart,
og gør det klart:
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.”
Salmebogen nummer 725 vers 5