Lykken er somrene på Østmøn. Som lille pige løb Bente Scavenius af sted i vandkanten med skovl og spand og samlede vættelys, søpindsvin og rav dagen lang. Som godsejerdatter på Klintholm var der altid legekammerater omkring hende blandt de ansattes børn. Vinden var fløjlsblød og solen varm. Madkurven var pakket og tæpperne bredt ud.
I årenes løb blev barndommens somre til ungdommens med sommerforelskelser og lange snakke på stranden. Og senere i livet var det Bente Scavenius' egne to børn, der løb i samme vandkant og samlede sten.
Sådan mindes den nu 70-årige kunstkritiker og forfatter somrene på sit elskede Møn.
Hun forlader af princip aldrig Danmark om sommeren. For hun er helt afhængig af at være i tæt kontakt med naturen på Møn og at finde ro i sit sind for at kunne leve som et helstøbt menneske vinteren igennem i København, fortæller hun. Hun tilbringer minimum fire uger i det, hun kalder sit ”sommerhus”, som er et landarbejderhus ved vandet nær Klintholm, der altid har tilhørt familien.
Og da hun den forgangne sommer atter drog mod sydhavsøen begyndte en betydningsfuld sætning igen at rumstere i hende:
”Sommer var glæde, og dit navn var sommer, og det var altsammen omkring mig.”
Sætningen kommer fra Ole Sarvigs (1921-1981) kærlighedsfortælling ”Limbo” (1963). Bogen er skrevet som en radioroman til en kvindestemme. Det gør den særligt billeddannende, fortæller hun. Og den lyriske roman maler billedet af alle Bente Scavenius' sommerminder i ord.
”Man identificerer sig i den grad som kvinde med fortælleren. Sarvigs rytme, æstetik og lyrik gør bogen til en sommersymfoni af indtryk. Han beskriver alle mine forestillinger om sommer,” siger hun og fortsætter:
”Jeg tænker altid på sommeren på en meget nostalgisk måde - på badebolde, hav og strand. Og selvom det i år mest blev til gråvejr, vestenvind og enorme bølger, så er det den samme forestilling om sommer, jeg vil have til næste år.”
Bente Scavenius er kunstkritiker ligesom Sarvig og en flittig kunstformidler på både tv og i avisspalterne. Hun læste første gang ordene tilbage i 1980'erne. Det skete på anbefaling fra hendes daværende kollega og inspirator Poul Borum, der selv var meget betaget af romanen. Og netop Sarvigs billeder af lys, vand og strand fascinerede hende.
Dengang levede Bente Scavenius hver sommer tæt på stranden med sin mand og børn. Siden er der kommet to børnebørn til, som Bente Scavenius nu også kan samle sten med, skønt de slet ikke finder rav i de mængder, hun husker fra sin barndom.
Hendes barndoms sommer er for længst blevet udskiftet med den modne alders sommer.
”Alle mine aldre er forbundet med somre, som vækker forskellige følelser og sanser i mig. Og hver sommer har sin karakter og sanselighed, afhængigt af hvor jeg er i min egen udvikling som menneske. 'Limbo' er et langt tilbageblik, hvilket spejler sig så fint i den refleksion over tilværelsen, som jeg i dag gør mig i mit mere modne liv.”