Prøv avisen

Hvordan kan jeg nyde livet igen, når min mand er gået bort?

"Hvordan bliver jeg livsnyder? Og er det overhovedet muligt?" spørger en læser, der har mistet sin ægtefælle. Foto: NIMA STOCK

Når man mister en ægtefælle, kan det være svært at finde livsmodet igen. Men dag for dag kan det lysne, hvis man har gode mennesker omkring sig

Jævnligt sker det, at læsere opfordrer os, der på skift skriver denne klumme, til at tage et emne op. Det kan hænde, at jeg får en henvendelse ved foredragsaftener eller spontant, når jeg går tur i byen eller på indkøb i supermarkedet. En klumme bliver kommenteret, ovenikøbet med tak. Jeg er overbevist om, at mine medskribenter oplever tilsvarende.

For nylig kom der et brev til seniorliv@k.dk, som omhandler en livssituation, som mange læsere kan spejle sig i. Som seniorer har vi erfaret sorg og savn. En ægtefælle, der afgår ved døden. Forældre og svigerforældre. Gode venner og frofaste naboer. Vi har ofte været til begravelse/bisættelse, og en dag kommer turen til os hver især. Den kendsgerning skal man ikke fortrænge, men forholde sig til. Vi bliver mindet om, at hver dag er en ny betroelse og gave. Livet får stærkere farver.

I anonymiseret form kommenterer jeg nu det omtalte brev. Det har sat mærke i mit sind. En kvinde i senioralderen skriver, at hun har mistet sin ægtefælle efter mange års lykkeligt samliv. ”Jeg er på Herrens mark og kan ikke udholde dagene. Der er nogenlunde dage, men flest dårlige med angst for fremtiden, alene uden min elskede mand... Nu sidder jeg så tilbage og har ikke lyst til livet uden ham... og tynges af samvittighed over, at vi ikke sammen kan nyde goderne og tilværelsen... Hvordan bliver jeg livsnyder? Inden det alt sammen er for sent. Og er det overhovedet muligt?”.

Som præst og sjælesørger gennem 40 år ved jeg kun alt for godt, at der ikke findes nemme svar. Som jeg nu læser brevet, kan jeg høre den levende stemme fra et dybt ulykkeligt menneske. Og jeg vil stilfærdigt sige: Tag sorgen til hjerte. Du har i fællesskabet med din ægtefælle fået givet så megen glæde, som du aldrig kan glemme. Sorgen er glædens dyre pris. En smerte i sindet, for den ægtefælle som bliver ladt tilbage.

At sørge er en livsproces. Ikke sådan, at sorgen forsvinder, men den forandrer sig og kan blive til mildhed og taknemmelighed for alt det, vi sammen fik givet. Sådan har jeg erfaret det i denne efterårstid, hvor det den 1. december er 10 år siden, min ægtefælle døde som 65-årig efter en langvarig cancer. Du har i dit brev præcist formuleret det, som jeg oplevede i tabet og sorgen. Til at begynde med den udsigtsløse tristhed og modløshed. Men en lindring lysnede dag for dag ganske stille i samtale med gode venner, en menneskeklog psykolog og en lydhør praktiserende læge.

Dertil kom den usigelige hjælp, jeg fandt i salmebog, bibel og gudstjeneste. Alene det at sidde i kirkens rum og være helt stille og synke ned i den vished, at vi ikke er overladt til os selv og vor egen trøstesløshed.

Nu på søndag den 5. november er det allehelgensdag. Det er en af de store søndage i kirkeåret. Ved denne gudstjeneste er det almindelig skik, at navnene på alle fra sognet, som er afgået ved døden, siden sidste års allehelgen bliver nævnt.

Vi ser tilbage over vort og vore kæres liv – og vi ser frem. Stærke ord kan hjælpe os på vej.

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

lad mig ikkun stævne imod min grav:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,

ud hans hånd mig river af dødens garn.

Salmebogen nummer 754 vers 6 (+ vers 7)