Sproget er et magtmiddel, som undertrykker dem, der i forvejen har det svært

Det offentliges sprog og detaljefikserede bureaukrati er en blandet oplevelse at komme i nærkontakt med

For ikke ret mange år siden troede jeg på, at Danmark ville bestå prøven på, ”at du kan måle et lands niveau på, hvordan det behandler sine svageste”. Men vi er dumpet, skriver Lis M. Frederiksen.
For ikke ret mange år siden troede jeg på, at Danmark ville bestå prøven på, ”at du kan måle et lands niveau på, hvordan det behandler sine svageste”. Men vi er dumpet, skriver Lis M. Frederiksen.

”Jeg hører stemmer” hedder en forestilling på Det Kongelige Teater med den dansk-egyptiske kunstner Zaki Youssef i den altdominerende rolle. Det er en stærk og personlig beretning om ”dem og os”, hvor ”perkersprog” veksler med formfuldendt dansk, og hvor Zaki Youssef fortæller om utilpassede unge, der ikke passer ind.

Sproget er afstumpet. De får hele tiden at vide, at de ikke opfører sig ordentligt og ikke passer ind, indtil de ender med selv at tro på det.

Zaki Youssef rapper, taler, synger, er ironisk, skarp og revser os. Med fotoet af hans lyshårede mor på scenen og hans egen mørke hud forstår man, at han ved, hvad han taler om. En meget stærk og tankevækkende forestilling om integration eller udstødning med sproget som en vigtig faktor.

Vi taler i disse år meget om, at vores land er blevet endnu tydeligere opdelt mellem de større byer og landet ude i alle afkrogene. Mellem de veluddannede og dem med en lav eller ingen uddannelse hvad enten de nu er hvide, brune eller sorte. Mellem dem, der har kulturel dannelse, går i biografen, i teateret, på kunstudstillinger, læser bøger og kan tale med, og dem, der hænger i kanten af arbejdsmarkedet og kæmper for at få fat eller helt er droppet ud.

De fleste kender sikkert en nabo, et familiemedlem måske en flygtningefamilie, som ikke mestrer sproget. Som hele tiden oplever benspænd fra det offentlige, når der kommer breve, de ikke forstår ordlyden af og derfor heller ikke forstår konsekvenserne af, hvis de ikke reagerer på brevet. Et brev, som selvfølgelig er kommet i deres e-Boks. Lad mig i denne sammenhæng også tage henvendelser fra banker og andre lignende instanser med.

Sprogprofessor Johannes Nørregaard Frandsen arbejder på institut for kulturvidenskab på Syddansk Universitet og svarer meget præcist, da jeg spørger ham om sprog og magt. ”Det er fuldstændig rigtigt, at juridisk og offentligt sprog er et magtmiddel. Men det passer ikke, at man ikke kan skrive både den juridisk vandtætte version af en sag og samtidig skrive en mere enkel og tilgængelig tekst, så de fleste almindelige mennesker kan være med.”

Nørregaard Frandsen taler om ”fuck-sproget”. Det er et sprog fyldt med kraftudtryk, som er en måde at få en kraft på, som disse mennesker ikke har. Et sprog, der er udtryk for den samme kulturelle afmagt, som Zaki Youssef udtrykker med sit ”perker-sprog” i forestillingen på Det Kongelige Teater.

Den kulturelle og dannelsesmæssige ballast, som nogen er så heldige at have med hjemmefra, andre må kæmpe for den, atter andre opnår den aldrig, handler om mange ting, men i høj grad også om at have ordet i sin magt, mundtligt som skriftligt. I forbindelse med denne klumme er jeg blevet gjort opmærksom på en fransk sociolog, Pierre Bourdieu, som åbenbart er noget af en guru blandt forskere på området. Han taler om økonomisk, kulturel og social kapital. Den kulturelle kapital omhandler dannelse og sproglige kompetencer, som er afgørende for, at man kan begå sig for eksempel på uddannelsesområdet. Og en uddannelse er, som vi ved, afgørende for at opnå økonomisk succes, og sådan hænger det hele sammen.

Men alt for mange i dette her samfund bliver hægtet af, fordi de ikke har uddannelsen, evnerne eller måske helbredet. Måske er de flygtninge, som virkelig gerne vil integreres. Dem kender jeg nogen af. De kæmper, skaffer sig selv arbejde, men oplever det ene benspænd fra det offentlige efter det andet. Der kommer brev om boligstøtte fra Udbetaling Danmark, som de ikke forstår. De forstår ikke, hvorfor boligstøtten hele tiden bliver reguleret flere måneder bagud, så de mangler pengene.

1000 kroner om måneden er for dem en formue. De allerseneste måneder er blevet en kamp med den nye integrationsydelse som økonomisk målestok.

Den unge ærkedanske familie, jeg kender, med svage sproglige og intellektuelle kompetencer, har det næsten lige så svært.

Jeg havde ikke troet, at jeg skulle opleve reel fattigdom i Danmark, men det sker nu. Danmark er inden for de seneste få år blevet et fattigere land. For ikke ret mange år siden troede jeg på, at Danmark ville bestå prøven på, ”at du kan måle et lands niveau på, hvordan det behandler sine svageste”. Men vi er dumpet. Alt imens bliver det offentlige ved med at sende svært tilgængelige skrivelser ud til borgerne og flest til dem, der kæmper hårdest med systemet.

I søndags havde Kirkens Korshær landsindsamlingen ”Hjælp fattige mennesker i Danmark”. Hvornår har vi senest set en indsamling med det slogan? Jeg mener, at vi skal tilbage til 1930’erne. Kan vi være det bekendt