Spørg dig for, før du bestiller ferie

Tilbuddene fra rejsebureauerne er lokkende. Vandreferie i Armenien. Bolivia off-road. Cykelkrydstogt på Donau. Vandreture i Hessen. Men kan jeg klare det? Rækker fysikken? Hvor strabadserende er det? Eller skal jeg hellere vælge det sikre, busturen til Harzen eller Prag?

Det kan være en fordel at vælge en rejse uden alt for mange deltagere. Rejselederen kan lettere tage hensyn til de enkelte og foreslå en deltager nogle andre ting end den mere strabadserende tur sammen med de øvrige, skriver Lis M. Frederiksen i seniorklummen. Her et foto fra Lipe Island, Thailand.
Det kan være en fordel at vælge en rejse uden alt for mange deltagere. Rejselederen kan lettere tage hensyn til de enkelte og foreslå en deltager nogle andre ting end den mere strabadserende tur sammen med de øvrige, skriver Lis M. Frederiksen i seniorklummen. Her et foto fra Lipe Island, Thailand. Foto: .

Mange af os kender overvejelserne. På denne tid af året hører man megen snak om sommerferie, om hvor den går hen, og hvem man skal ud at rejse med.

Men realiteten er, at rejsesæsonen er udvidet til det meste af året for os, som ikke længere skal møde på arbejde hver dag. Derfor vil mange i denne tid være godt i gang med at overveje næste vinters og forårs rejse, hvor man kan komme lidt væk fra sne og frost og få en tiltrængt pause i de mørke måneder, vi må døje med på den nordlige halvkugle.

LÆS OGSÅ: Seniorer vil på eventyr

Det er et privilegium ikke længere at være tvunget til at holde ferie i juni, juli og august. Hvad enten det har været af hensyn til skolebørn eller arbejdsplads. Hjemme hos os synes vi, det danske forår og sommeren er noget af det dejligste, og vi er blevet svære at lokke ud af landet i den periode. Kun rejser til Færøerne kan få os af sted i juli–august. Disse små øer med meget omskifteligt vejr og en helt særegen kultur og natur, som er betagende.

Hver gang man vil ud at rejse, gælder det om at læse beskrivelsen af rejsen grundigt. Hvis der står, at "vandreturen byder på lidt anstrengende op- og nedture", er der grund til opmærksomhed og selverkendelse. De fleste rejsebureauer forsøger at beskrive grundigt, hvad der indgår i rejsen af fysiske udfoldelser.

Esben Gynther fra rejsebureauet Viktors Farmor fortæller, at langt de fleste mennesker har en udmærket selverkendelse, og han understreger, at det er meget vigtigt at spørge sig for, før man beslutter sig for en rejse, hvis man føler sig usikker.

"Den fysiske form har intet med dåbsattesten at gøre. Jeg har haft en mand på 92 år med på en rundrejse i Iran. Men det var en rejse, hvor deltagerne blev transporteret rundt det meste af tiden," understreger Esben Gynther.

Erfaringen viser, at 1 ud af 25 rejsedeltagere spørger til de fysiske strabadser. Der er også mange eksempler på, at et par ikke nødvendigvis kan klare de samme udfordringer. Derfor kan det være en fordel at vælge en rejse uden alt for mange deltagere. Rejselederen kan lettere tage hensyn til de enkelte og foreslå en deltager nogle andre ting end den mere strabadserende tur sammen med de øvrige.

Rejser med færre deltagere, 10-15 stykker, er typisk i den dyrere ende. Men det giver også mulighed for en mere individuel tilrettelæggelse undervejs. Man får, hvad man betaler for – også når det gælder rejser.

Ældre rejser mere i disse år. Det er en klar tendens i rejsebranchen, at mange ældre rejser oftere og længere væk, lige indtil bentøjet ikke kan mere.

"At rejse er at leve" sagde H.C. Andersen, og det er vi mange, der giver ham så evig ret i, samtidig med at folk har fået bedre råd. Men bentøjet er og bliver afgørende. På Senior Rejsers hjemmeside står: "Det er en betingelse for at deltage i Senior Rejsers rejser, at man er 100 procent selvhjulpen og kan klare sig selv på trapper, brosten – også med sin kuffert – samt på udflugter til fods".

Marketingchef Anne-Mette Gjøderum bekræfter, at folk i langt de fleste tilfælde har den nødvendige selverkendelse.

"Vi spørger ikke direkte til den fysiske form, og det er kun sket meget sjældent, at en rejseleder har måttet bede en deltager om ikke at tage med på en tur," fortæller Anne-Mette Gjøderum, der er marketingchef for både Senior Rejser og 65-Rejser.

Men kniber det, så er der altid kortere busture til for eksempel Harzen. Turene er populære blandt de gangbesværede. Endelig er der flere bureauer, der arrangerer specialrejser for grupper med tungere handicap. Kort sagt er der noget for enhver smag og fysisk formåen, hvis du kender dine egne styrker og svagheder. Hånden på hjertet: Vi er vist blevet gamle nok til at have den selverkendelse, ikke!

God fornøjelse derude.

Lis M.