Man skal ikke være i stue med Else Møller ret længe, før man så udmærket forstår, hvorfor det ikke er helt ligetil at få lavet en interviewaftale med hende. Den 72-årige fynbos kalender er de fleste dage fyldt op fra tidlig morgen til sen aften. Og det er vel at mærke ikke med diverse kaffeslabberas-aftaler. I stedet er det frivilligt arbejde, der fylder det meste af hendes vågne tid.
LÆS OGSÅ: Frivillighed er en smuk og rørende tanke
På visitkortet kan hun lige nu blandt andet skrive madlavningsinstruktør for enlige mænd, formand for foreningen Turismens Venner i Kerteminde og formand for Kirsebærfestivalen, en årligt tilbagevendende kulturfestival i Kerteminde, ligesom hun er primus motor for en café for mennesker med begyndende demens.
Else Møllers engagement i det omgivende samfund og lysten til at yde en ekstra indsats har været der så godt som altid.
Jeg har altid haft det i mig, at man skal være en aktiv medborger. Det fik jeg med hjemmefra, hvor min far sørgede for at holde forskellige aviser i et kvart år ad gangen, så vi så forskellige sider af samfundet. Selvom han var konservativ, holdt vi for eksempel også til tider Aktuelt, så vi ikke blev ensidige i vores opfattelse af omverdenen, fortæller hun.
Det første stykke frivillige arbejde, Else Møller engagerede sig i, var etableringen af en legestue, da hendes børn var små. Sidenhen har det frivillige arbejde været med til at forme den tidligere husholdningslærers liv både da hun var inspektørfrue på Hverringe Gods på Fyn, og da hun som medlem af byrådet for De Konservative fra 2002 til 2007 var borgmester i Kerteminde.
Jeg var aldrig blevet den, jeg er, hvis ikke jeg havde involveret mig så meget i frivilligt arbejde. Og jeg ville ikke for noget have undværet alle de fantastiske oplevelser, jeg har fået derigennem. Jeg elsker forskelligheden blandt mennesker, og jeg selv er ligeglad med, om jeg skal være bossen eller bumsen, bare det er noget, jeg synes er sjovt at arbejde for, og som giver mening for mig, siger hun.
Else Møller tilslutter sig dermed en tilsyneladende voksende gruppe af mennesker herhjemme, der sætter pris på at udføre frivilligt arbejde. Ifølge Lars Skov Henriksen, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, tyder flere undersøgelser således på, at interessen for at udføre frivilligt arbejde er stigende, og at særligt de danske seniorer har fået øjnene op for værdien af at arbejde uden at få betaling for det.
Der tegner sig et billede af, at gruppen fra 30 til 50 år stadig er dem, der er de flittigste, men at de taber terræn til både de yngre og ældre generationer, siger han og giver også et par bud på, hvorfor det forholder sig sådan:
De ældre har i dag et bedre helbred end tidligere, og de har flere ressourcer i form af for eksempel uddannelse sammenlignet med tidligere generationer. En anden forklaring er, at de tilhører en generation, der er vokset op med, at man tager en tørn i det frivillige arbejde, og har måske gjort det hele deres liv.
Netop nu arbejder Lars Skov Henriksen på en undersøgelse, der blandt andet vil give et mere præcist billede af hvor mange seniorer der i dag udfører frivilligt arbejde, og med hvilke motiver de gør det. Indtil den afsluttes senere på året, mener han, at et realistisk gæt vil være, at mellem 40 og 50 procent af 60-plusserne bruger tid på frivilligt arbejde.
For Else Møller er der stor forskel på det frivillige arbejde, man yder, når man stadig er erhvervsaktiv og har børn i skolealderen, og det, man udfører, når man er blevet ældre.
Det frivillige arbejde, man begynder at lave, når man bliver hvidhåret og har mere overskudstid, er rent lystbetonet, og sådan bør det være. Mens man er yngre, er det mere et spørgsmål om, at man yder sin borgerpligt og for eksempel melder sig som træner for sit barns fodboldhold eller går ind i skolebestyrelsesarbejde, siger hun.
Som tidligere politiker er Else Møller fuldt ud klar over, at de folkevalgte kan fristes til at bruge frivillige til at løse vigtige samfundsopgaver. Men hun mener ikke, at man kan lægge hvad som helst over på frivillige hænder.
Vi skal som frivillige ikke tage arbejde fra nogen, der tjener deres penge på et fag. I det øjeblik vi skal tage os af noget, som bør være kommunalt, skal vi sige nej. Vi kan overtage kan-opgaverne og være dem, der kommer med flødeskummet, men skal-opgaverne, det er ikke de frivilliges. Vi skulle nødig tilbage til hattedamernes tid, siger hun, men indrømmer, at grænsen er hårfin.
En politiker kan tænke: Vi bruger en frivillig som nattevagt på plejehjemmet, så kan hun altid tilkalde en fagperson, hvis det bliver nødvendigt. Det er ikke i orden, synes jeg. Men samtidig har vi vågetjenesterne, som varetages af frivillige, og som jeg bifalder, men som jo egentlig også kunne være en opgave for det offentlige, siger Else Møller.
Det frivillige stykke arbejde, som Else Møller selv er mest glad for, er det, hun yder som formand for Kirsebærfestivalen, der så dagens lys i 2004 med cirka 1000 besøgende, men som i dag har vokset sig til en stor succes med mellem 40.000 og 50.000 gæster. Her har en stor del af hendes arbejde drejet sig om at få andre til at yde en frivillig indsats, og det er en af hendes styrker, mener hun selv.
Noget af det, jeg kan, er at få folk til at engagere sig. Jeg oplever, at folk siger ja, når jeg spørger dem, og jeg tror, at det handler om at få opbygget et tillidsforhold, siger hun og bliver suppleret af ægtemanden, Frederik Møller, der altid har haft det fint med at have en hustru, der var på farten.
Her i Kerteminde giver vi hinanden kælenavne, og det siger lidt om, hvordan Else bliver opfattet her, at hun, da hun var borgmester i byen, flere steder blev omtalt som vor mor, siger han med et smil på læben.
Else Møller er ikke i tvivl om, hvad der skal til, for at man kan få frivilligheden til at blomstre. Ros og rammer, der er til at arbejde konstruktivt ud fra. Glemmer man at værdsætte de frivilliges arbejde, forsvinder motivationen, mener hun, og hvis ikke eksempelvis kommunerne hjælper med til at skabe nogle gode arbejdsrammer, er det omsonst og umuligt at rykke noget.
For et års tid siden var jeg til et møde i Kerteminde byråd, hvor jeg skulle fortælle om frivillighed. Her sagde jeg, at hvis frivillige føler, at deres indsats værdsættes, og rammerne er der, så kan de få os til nærmest hvad som helst, siger Else Møller, der mener, at frivilligt arbejde også kan have en social, mellemmenneskelig gevinst.
I såvel Turismens Venner som Kirsebærfestivalen har vi både højtuddannede og nogle, der har lavet håndens arbejde. Det nedbryder grænser, når de skal arbejde sammen, og man får øje for, at det, der virkelig betyder noget, er mennesket bagved, siger hun.
Inden længe tager den tidligere borgmester sin afsked som formand for Kirsebærfestivalen. Hun kan godt mærke, at overskuddet ikke mere er uendeligt, og hun vil også gerne have lidt mere plads i kalenderen til sine børn og børnebørn. Ægtemanden er godt tilfreds ikke fordi han er træt af sjældent at have hende hjemme, men fordi han gerne vil passe lidt på hende.
Jeg er gift med et dampbarn og har jo slet ikke kunnet følge med. Men nu forsøger jeg at få hende til at holde lidt igen. Husk på, nu er jeg jo også gift med en bedstemor, smiler Frederik Møller.
Else Møller gengælder smilet og får så nævnt, at hun også lige er blevet involveret i fejringen af 600-årsjubilæet for Kerteminde som købstad og skal være med til at arrangere en kæmpe fællesspisning midt i Kerteminde by.
Næ, det må jeg indrømme. Det der med at sige nej, det har jeg vist aldrig rigtig været så god til, siger hun.