Prøv avisen

Stolthed og glæde over et 12-tal i danskprøve 2 åbner nye døre

"Vellykket integration er en gensidig proces. Den går ikke kun den ene vej. Både flygtningene og danskere skal vise respekt og empati for hinanden, og som samfund skal vi vide, hvad vi vil, og hvad vi forventer – men fri os fra et hoverende, tikkende taxameter," skriver Lis M. Frederiksen. Foto: NIMA STOCK

Som samfund skal vi stille krav og have forventninger. Men behøver vi at galpe op med antallet af stramninger?

I begyndelsen af sidste uge, midt i eksamenstiden, plinger en sms ind på min telefon:

”Hej lis, jeg får 12 i mundtlig eksam, jeg er meget glad for det. tak for hjælpen. Kh …”.

Der er stavefejl i sms’en, ja. Men det skal nok blive bedre.

Den omtalte eksamen er prøve i dansk 2 for ægtefælle-sammenførte udlændinge fra tredjeverdenslande. Sms’en kom fra en syrisk kvinde på 44 år. Gift med en flygtning og mor til fem børn i alderen 6-17 år. For hende er det en kæmpe sejr og et skridt på vejen til en fremtid i Danmark.

Oven i hatten har hun selv skaffet sig arbejde som handicapmedhjælper for en lille dreng et par timer hver dag. Hun tjener sine egne penge, man viser hende respekt og taler ordentligt til hende. Nu er hun tilmeldt det lokale VUC, Voksenuddannelsescenter, med henblik på at tage 9. klasses prøver i dansk og matematik og derfra videre med en egentlig uddannelse.

12-tallet er udtryk for en viljestyrke, en beslutsomhed og en tro på en fremtid i Danmark trods det forhindringsløb, som flygtningene skal igennem i vores ekstremt detailstyrede og bureaukratiske land. Det kan nogle gange virke, som om vi bevidst som samfund vil gøre livet så besværligt som muligt for de flygtninge, der er sluppet igennem nåleøjet og har fået opholdstilladelse i Danmark.

Arbejdet med flygtninge de seneste tre års tid har givet en indsigt i det danske samfund fra en helt anden vinkel, end jeg nogen siden tidligere har haft.

Fra første dag som flygtning med opholdstilladelse vælter det ind med informationer fra det offentlige i e-Boksen – på dansk, selvfølgelig. Nogle af dem indeholder vigtige datoer og tidsfrister, som skal overholdes, hvis man ikke vil miste sine rettigheder.

Flygtningene skal først og fremmest lære dansk, og det er jeg helt enig i. Men det mestrer man altså ikke fra den første dag. For en flygtning med grusomme oplevelser i bagagen tager det tid at falde så meget til ro, at man kan begynde at koncentrere sig om at lære et for dem ekstremt vanskeligt sprog som dansk.

Prøv at vende situationen på hovedet. Tænk, hvis det var en selv, der skulle lære arabisk med helt andre skrifttegn og en sprogstamme, som er os fremmed.

Kommunerne bruger mange penge på tolkebistand, og det er ikke bare godt, men også helt nødvendigt. Men jeg har oplevet mange eksempler på, at tolkene ikke forstår det fagsprog, som kommunernes sagsbehandlere bruger. Når jeg har hørt fra sagsbehandlere om oplysninger, flygtningene skulle og burde have fået, så er virkeligheden en anden.

Alle fag har deres egen terminologi. Det er helt naturligt. Heldigvis er der nu kommuner, som sender deres medarbejdere på kurser for at lære dem at skrive et enkelt og forståeligt sprog, som flygtningene lettere forstår. Men det gælder så sandelig også mange danskere, som er i samme situation, og hvis daglige tilværelse er afhængig af hjælp fra samfundet.

For dem – og nogle gange også for mig selv – kan det være nøjagtig lige så svært at forstå, hvad der bliver skrevet.

Jeg har selv talrige gange virket som ”oversætter” fra kompliceret dansk bureaukratsprog til enkle og forståelige hovedsætninger, hvor svære ord bliver omskrevet, og hvor indskudte sætninger er forbudt. Det kan lade sig gøre. Men viljen hos myndighederne skal være til stede.

Det kan man blive i tvivl om, når man går ind på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside. På forsiden triller et gammeldags taxameter rundt. ”Regeringen har gennemført 64 stramninger på udlændingeområdet”.

Her stopper taxameteret i skrivende stund. Man mærker hensigten og bliver forstemt, meget forstemt. For at undgå eventuelle misforståelser mener jeg, at det har været nødvendigt at foretage stramninger, at have kontrol over indvandringen og at stille krav til de flygtninge, der kommer igennem nåleøjet. Fortidens misforståede hensyntagen og svenskernes veludviklede fortrængningsevne til at se udfordringerne i øjnene er jeg slet ikke tilhænger af. Men hele tonen og den ofte næsten mistænkeliggørende og fjendtlige retorik fra myndighedernes side gør mig forstemt.

For mange af de kvinder og piger med muslimsk baggrund, der kommer til et land som Danmark, er det en ren vindersituation, hvis de vel at mærke får lov af deres mand og far. Hvis mændene tør give lidt slip på den sociale kontrol og se i øjnene, at de er kommet til en helt anden kultur med andre normer.

De mange danskere, der har knyttet sig til flygtningefamilier, har sikkert som min mand og jeg kunnet konstatere, at de, der har allermest behov for samtale og forståelse for deres situation, er mændene, fædrene og dermed også deres sønner. Her i landet lider de tab af kontrol og status. Uanset hvor meget de kæmper imod, så sker det uvægerligt.

Det bedste, vi kan gøre, er at prøve at forstå mændenes og drengenes situation og få dem til at indse, at vi ikke ønsker at tage noget fra dem. Tværtimod. Men for eksempel støtte og opbakning til endelig at bestå en dansk køreprøve giver prestige og bedre jobmuligheder. Og for en ung 17-årig syrisk dreng kan det være endog meget svært at afkode, at man ikke bare kan kaste sig over en ung dansk pige, fordi hun har næsten blottede bryster og bare lår. Danske piger taler man med, man bliver venner med dem, og måske ender det med mere end det.

Vellykket integration er en gensidig proces. Den går ikke kun den ene vej. Både flygtningene og danskere skal vise respekt og empati for hinanden, og som samfund skal vi vide, hvad vi vil, og hvad vi forventer – men fri os fra et hoverende, tikkende taxameter.