Prøv avisen

Studerende skubber kørestole i kulturlivet

Line Kaiser Povlsen og Line Ladefoged Grøn, der gennem Foreningen af Frivillige Ergoterapeutstuderende hjælper ældre og handicappede borgere i Aarhus til gode oplevelser i byens kulturliv, nyder udsigten fra ARoS sammen med Hilda Andersen (siddende). Foto: Lars Aarø/Fokus.

Unge strømmer til ny forening, der vil hjælpe gamle og handicappede borgere til gode oplevelser i byens kulturliv

En gruppe unge kvinder småsnakker uden for elevatoren ved indgangen til Lokalcenter Møllestien i Aarhus. De venter på deres nye venner en flok gamle plejehjemsbeboere. De skal på deres første udflugt sammen til ARoS, op under Olafur Eliassons regnbue, den mangefarvede glorie, der svæver over kunstmuseet som byens nye vartegn.

LÆS OGSÅ: Aarhus vil bygge bro over generationskløften

De unge er fra Foreningen af Frivillige Ergoterapeutstuderende, FAFE. Den blev stiftet for få måneder siden af Naja Benigna og Mette Eg Jørgensen med det formål at hjælpe ældre og handicappede borgere til gode oplevelser i byens kulturliv, som de ikke længere kan opsøge selv.

Det er både til fordel for gamle og unge. De gamle får kontakt med unge, de ellers aldrig ville have mødt, og de får kulturelle oplevelser, som de normalt ikke har mulighed for. De studerende lærer de gamles liv at kende, får et socialt netværk på studiet og praktiske erfaringer med deres kommende arbejdsfelt. I løbet af bare to måneder har den nye forening fået 62 medlemmer, som er parate til at stille op som frivillige.

Det er helt overvældende, siger Mette Eg Jørgensen.

Vi er meget glade for opbakningen, for vi synes virkelig, der er brug for mere engagement på uddannelsen og flere oplevelser af, hvad vores fag kan i praksis, siger hun.

Elevatordøren glider op, og Naja Benigna triller ud med den første kørestol. Hun er stedkendt, for hun arbejder som afløser her på Lokalcenter Møllestien ved siden af studierne. Aase sidder iført varm frakke og rosa strikhue klar til den kølige sommerdag. Hanne, Henny og Hilda holder også klar. Hilda har været med til Marselisløbet i Aarhus takket være de aktive studerende.

Jeg er med, hvor der sker noget, siger hun kækt.

Igennem tre år har ergoteraupeutstuderende stillet op som frivillige hjælpere for kørestolsbrugere, så deres handicap ikke forhindrer dem i at være med i det populære motionsløb. Naja Benigna og Mette Eg Jørgensen har været med flere gange, og det er oplevelserne fra motionsløbet, som har inspireret dem til at stifte foreningen. Nu kommer Ingeborg Jensen flankeret af to unge, Anne Christine Linne og Sannie Sørensen. Ingeborg Jensen er den eneste uden kørestol. Hendes bentøj virker stadig fint, selvom hun er den ældste, over 100 år.

Jeg har altid gået meget, så jeg har holdt det ved lige. Det gjorde vi også som børn med vores forældre, og det er jeg bare blevet ved med, fortæller hun.

Kørestolskaravanen sætter i gang hen ad fortovet fulgt af trekløveret Sanne, Ingeborg og Anne Christine. Personalet vinker farvel og glæder sig på beboernes vegne.

Det er et virkelig godt initiativ, og vores ældre borgere er fantastisk glade for det, siger Vibeke Trærup, der er afdelingsleder på Lokalcenter Møllestien.

Vi er meget glade for de frivillige, for vi har ikke ressourcer til for eksempel at gå på museum med vores beboere. Hvis de ikke har familie, der kan tage dem med ud, får de ikke den her slags oplevelser, siger hun.

Ann Katarina Lindgaard skubber en af kørestolene.

Jeg har meldt mig, fordi jeg gerne vil være en del af et miljø, hvor jeg kan lære mit fag bedre at kende, og så kan jeg godt lide at gøre noget for andre. Det gør mig rigtig, rigtig glad, siger hun.

Ann Katarina har ikke umiddelbart tænkt sig, at hun skal arbejde med ældre, når hun bliver færdig, men snarere med børn eller psykisk syge. Det er ganske typisk for mange af de studerende.

De færreste kender noget til ældresektoren, selvom det er et stort arbejdsområde for ergoterapeuter og vi vil godt vise, at det også er spændende at arbejde med de ældre borgere. Der er også meget liv på plejehjemmet. Det forstår man, når man oplever det, siger Mette Eg Jørgensen.

Møllesti-karavanen fletter sammen med en tilsvarende gruppe fra et andet plejehjem i Carl Blochs Gade, og sammen når de den monumentale museumsbygning, som er tegnet af arkitekterne ­Schmidt, Hammer og Lassen.

De får en kop kaffe med kage i caféen, og så triller de ind i den store vareelevator og bliver løftet næsten op til toppen af bygningen i samlet flok. Ingeborg Jensen tager trappen de sidste to etager på sine 100-årige ben. Hun har aldrig været gift, så hun har hverken børn, børnebørn eller oldebørn, der kan følge hende herop.

Åh, hvor er vi højt oppe! siger hun, da de endelig står i regnbuen og ser ned på byen gennem blågrønt glas. Stemmen dirrer lidt bekymret, men glasset er tyk og sikret, forklarer de unge.

I små grupper bevæger de 7 gamle og 14 unge sig gennem regnbuens farvefelter, mens himlen over Aarhus skifter kulør fra blå og grøn til gul og rød og violet og tilbage til blå igen. Verner Pedersen på 84 år stopper op og ser ned på den gamle officersbygning og Ridehuset ved siden af.

Jeg var soldat her lige efter krigen, fortæller han de unge piger.

Kasernen lå lige her, hvor vi står. Det var bare træbarakker fra tyskernes tid. Og så har de plantet sådan en bygning her! Det er da meget hyggeligt, siger han jovialt.

Verner Pedersen er en venlig mand. Han synes, det hele er godt og hyggeligt.

Naja og Mette er flittige til at fotografere, for at de gamle, som husker dårligt, kan have noget at støtte erindringen til bagefter, så dagens oplevelser ikke straks forsvinder for dem. Gamle dage er nemmere at huske.

Dernede havde vi eksercits. Vi holdt altid øje med rådhusuret, så vi kunne se, hvornår det var overstået. Verner Pedersen nikker mod haveanlægget nedenfor.

Han fortæller om sin ungdom efter krigen, hvor han måtte rejse til København for at få arbejde. Hjemme i Stoholm var der kun et teglværk, og der var ikke noget at komme efter. De unge lytter og spørger lidt. Så går de videre og ser ud over de nye byggerier, der skyder op på havnen.

Det er jo fantastisk, siger Verner Pedersen.

Mette og Naja synes, det er fantastisk, at deres initiativ er så vellykket.

Ergoterapeut er verdens bedste fag, men der er for mange, som ikke rigtigt opdager det på studiet. Der mangler glød og et fagligt og socialt miljø, hvor man kan lære studerende fra andre årgange at kende og få mere indsigt i faget, siger Mette Eg Jørgensen.

Naja Benigna er enig. De synes, der er brug for bedre sammenhæng mellem teori og praksis i deres uddannelse.

Uddannelsesleder Line Folsgaard fra ergoterapeutuddannelsen i Aarhus forstår dem godt.

Tidligere var uddannelsen præget af rigtig meget aktivitet, uden at det blev sat ind i en teoretisk ramme. Det prøver vi at rette op på nu, så de studerende kombinerer aktivitet og kreativitet med et stærkt teoretisk fundament, siger hun.

Hun synes dog på ingen måde, at FAFE går hende og de andre undervisere i bedene. Tværtimod.

Jeg er vældig glad for initiativet på de ældre borgeres vegne, på fagets vegne og på uddannelsens vegne, siger hun.

De, der orker, ser også på kunst. Ingeborg Jensen har mod på flere etager med både guldalder og modernisme. Hun hviler kun kort i en lædersofa foran Harald Giersings Dame i blåt, som kunstneren malede under Første Verdenskrig, da Ingeborg Jensen selv var en lille pige og boede uden for Hamborg med sin danske far og tyske mor. Detaljerne fortaber sig i fortidens tåger.

Lyset slår kunstkiggerne i møde på afsatsen uden for udstillingen og lyden af lyse stemmer. Aarhus Pigekor øver på gangbroerne ud mod glasfacaden, så smukt, at det skærer i hjertet. Så går det nedad igen. Hjem til aftensmad på Møllestien og i Carl Blochs Gade. Den første udflugt med Foreningen af Frivillige Ergoterapeutstuderende er til ende. Det var en vellykket debut, synes både Naja Benigna og Mette Eg Jørgensen. Den giver dem mod på mange flere udflugter for unge og gamle.