Nu hygger mange danskere sig igen med Matador-serien i weekenden. Og som en ældre dame forklarende sagde til mig: Selvom jeg har set den før, så nyder jeg den igen, ikke mindst alt det smukke tøj, som udgør en vigtig del af tidsbilledet. Og de har ikke alle sammen det samme på! tilføjede hun med et smil.
LÆS OGSÅ: Nu må erfaring og alder godt kunne ses på hårfarven
Og jeg ved godt, hvad hun tænkte på. Hvert alderstrin sit tøjpræg. Men hvor går man hen, hvis man ikke er mannequin-slank eller purung længere? Og stadig gerne vil have noget nyt, der følger moden lidt og er smart. Vel at mærke til den alder, man nu har. Faktisk er det sådan, at tøj til voksne og ældre kvinder i dag er blevet et helt overset kapitel. Og det kan være svært at finde det i butikkerne.
Modeverdenen er så ungdomsfikseret, og der er tilsyneladende ikke rigtig prestige i at lave tøj til voksne kvinder. De er en forbigået gruppe. Men selvom man måske ikke er på arbejdsmarkedet mere, betyder det jo ikke, at man ikke gerne vil forny garderoben nu og da. Sådan siger mange kvinder. Men alle modemagasinerne viser tøj til de helt unge, på de ultraunge mannequiner, og alle alderstrin kan nu engang ikke lige springe i det samme tøj.
En af dem, der indgående kender til dette, er skræddermester Annette Freifeldt, Østerbro i København: Ja, det er egentlig så mærkeligt, siger hun, for det er jo ofte den ældre generation, der har de økonomiske muligheder.
Annette Freifeldt ved lige nøjagtigt, hvad det er, den ikke mere helt unge kvinde leder efter på stangstativerne, nemlig noget tøj, der ikke er damet og som heller ikke ligner døtrenes tøj.
Modne kvinder holder også af smukt tøj og vil også gerne føle sig smarte, siger Annette Freifeldt, der med et smil mindes, at hun syede en kjole til en kundes runde fødselsdag og havde fået strenge instrukser om, at den ikke måtte være for fruet. Det blev den heller ikke, og først bagefter fandt Annette Freifeldt ud af, at kjolen var til kundens 90-års dag!
Annette Freifeldt er født ind i en skrædderfamilie, hendes bedsteforældre var skræddermestre på Frederiksberg, og hendes far, Celli Freifeldt, åbnede sin egen butik med fornemt skræddersyet tøj i 1949 i København.
Den butik fører Annette videre i dag. Hendes far, der blev kongelig hofleverandør, har trukket sig tilbage, han er nu 91 år, men følger ivrigt med i forårs- og efterårs-kollektionerne, som Annette designer.
Min far syntes ikke, jeg skulle ind i firmaet, så jeg fik en handelsuddannelse og læste sprog, siger Annette, men hver dag efter mit job var jeg jo alligevel i skrædderiet, og far blev klar over, at det var det, jeg allerhelst ville!.
I dag syr Annette Freifeldt meget tøj til de ikke-purunge.
Voksne kvinder skal ikke gå i ét med tapetet og tage alt for meget beige på, de skal finde en farve, der liver op, og som klæder dem. Man skal ikke være bange for farver, når man kommer op i alderen, siger Annette Freifeldt og tilføjer:
Og så opdager den ældre kvinde også, at hun får mange flere komplimenter! Hun bliver lagt mærke til.
Den ældre generation af kvinder i Danmark i dag voksede op i 1960erne og 1970erne, da mode ofte blev set ned på.
I dag er det helt anderledes.
De unge i dag har stor interesse for deres tøj, siger Annette Freifeldt, jeg tror, det vil komme til at betyde, at de også vil kræve, der er smart tøj til dem i butikkerne, når de bliver 70, 80 og 90 år.
Annette Freifeldt har syet tøj til voksne i mange år og kan øse af sin erfaring:
Hvis kvinder bliver fyldigere med årene, skal de ikke gemme sig i et telt, siger hun, men vælge noget, der følger kroppen og finde et snit, der fremhæver det gode indtryk. Man skal ikke hoppe i lårkort, men lade længden på nederdelen gå dertil, hvor det ser bedst ud på ens ben. Arme er ikke altid mere så attraktive, som de måske har været. De unge kan tage en sæk og et bælte på, og så ser de pragtfulde ud. Men er man lidt ældre, er det nu en god idé at tale med sit spejlbillede og følge sin egen intuition.
Erik Mortensen, vores store modeskaber i Paris, sagde med forfærdelse, at joggingtøj skulle kvinder holde sig fra i hvert fald uden for hjemmets fire vægge. Annette Freifeldt er enig.
I Frankrig ser man på tøj som en del af kulturen, siger hun. Og det er det jo! Smukt tøj er et tidsbillede, har udtryk og skaber stor glæde.
Og kvinder skal have lov til at glæde sig over tøj hele livet. Det kan være et elegant tørklæde eller en trøje i en ny og overraskende farve, der kalder på smil og anerkendelse.
Annette Freifeldt tror også, at når den voksne kvinde befinder sig godt i sit tøj og udstråler velvære, så smitter det af på mændene, så de ikke alene bliver glade for synet, men også selv klæder sig festligere. Og det er jo en vigtig sidegevinst!
Matador er god inspiration på mange områder og sætter altså også tanker i gang om tøjet, når den atter en gang ruller over skærmen.