Prøv avisen
Ord der tæller

Teaterdirektør: Tradition er ikke at tilbede asken, men at videregive ilden

Ifølge teaterdirektør Emmet Feigenberg forbindes tradition fejlagtigt ofte med noget dødt og kedeligt. Han forstår i stedet tradition som en sammenhæng med tiden før og efter os selv. Foto: Lars Krabbe/ ritzau

Den 1. september overtager Emmet Feigenberg direktørposten over de fusionerende teatre Republique og Østre Gasværk. I det arbejde vil især én sætning være en ledetråd til at forbinde fortid, nutid og fremtid

Hvad er tradition? Og hvordan videregiver man det fortidige uden at begrænse det nutidige og fremtidige? Den slags refleksioner er oplagte, når man som teaterdirektør repræsenterer en traditionsrig kulturinstitution. Når 62-årige Emmet Feigenberg, sceneinstruktør og tidligere skuespilchef på Det Kongelige Teater, den 1. september sætter sig i direktørstolen for de fusionerende københavnske teatre Republique og Østre Gasværk, er det imidlertid med en klar forståelse af tradition.

”Tradition er ikke at tilbede asken, men at videregive ilden.” Sætningen tilskrives ofte den østrigske komponist Gustav Mahler, og skønt Emmet Feigenberg ikke kan huske, hvor han først er stødt på den, har sætningen fulgt ham og ligget som et benspænd i hans baghoved i mange år.

”Tradition handler ikke om at kigge tilbage og tilbede noget gammelt og vissent, men om at overdrage noget, man selv har brændt for og har lært af,” lyder det fra teaterdirektøren.

Ordet ”traditionel” bruges ifølge Emmet Feigenberg i dag ofte med en nedsættende tone, og han mener, at der generelt i tiden er en trang til at bryde med traditioner, som om de nødvendigvis er noget dødt, kedeligt eller irrelevant. Og det er en skam.

”Det er, som om enhver skal opfinde alt forfra. Det skal vi ikke, og vi skal selvfølgelig heller ikke gøre alt, som de gjorde for 300 år siden. Men vi står på skuldrene af dem før os, og en dag vil andre stå på skuldrene af os. Derfor er tradition en ånd, der lever videre. En følelse af sammenhæng med tiden før og efter os selv,” forklarer Emmet Feigenberg.

Selv glædes han ved tanken om, at vi i dag har en tråd, der går tilbage til både de gamle grækere og Shakespeare. Det er en arv, der ifølge ham forpligter og giver lyst til at bygge noget, som folk i fremtiden kan overtage og bygge videre på.

”På den måde handler tradition også om respekt og ansvar for eftertiden,” siger Emmet Feigenberg.

For teaterdirektøren er sætningen dog ikke bare en smuk floskel, der skal hænge som et broderi over sengen, som han selv siger. I stedet er den en arbejdsanvisning. En påmindelse til at overveje, hvordan man selv viderebringer ilden og undgår at tilbede asken.

Det er heller ikke en sætning, han kaster omkring sig og på den vis giver mundtligt videre. I stedet foretrækker han at videreformidle den ved eksempel, gennem sit arbejde i teaterverdenen, der har tusindårige traditioner bag sig.

”Som ung og ny i teatret var jeg glad for, at andre ikke belærte mig, men blot fortalte, hvad der optog og begejstrede dem. På samme vis bruger jeg sætningen, når jeg står ved mit teatersyn og de ting, jeg selv begejstres af, samtidig med at jeg med stor glæde og respekt giver scenen videre til andre.”