På væggen hjemme hos Ingvar Cronhammar hænger ordene ”Tro er retten til ikke at forstå”. Det har de gjort de seneste 12-14 år, og billedhuggeren læser dem hver eneste dag. Også selvom han kan dem i søvne.
Da han fik dem, var han på vej for at holde et foredrag ved et ”gejstligt arrangement”. Det var vennen Jacob Haugaard, der sagde ordene til ham i telefonen, også selvom Cronhammar sagde, at det der, det havde han ikke tid til at høre på lige nu.
Men siden har de altså fulgt ham.
”Jeg synes jo ofte, at det er gavnligt at holde sin kæft. Det er vel også derfor, jeg arbejder som billedhugger. Efter min opfattelse sker det vigtige der, hvor sproget holder op. Det er i anelses-domænet, at gestalterne træder frem. Men da jeg hørte netop de ord, tænkte jeg, at det er godt nok stærkt, det her,” siger Ingvar Cronhammar, som opfatter sætningen som værende både kristen og som en, der ramte ham helt personligt: ”De ord ligger imprægneret i min virkelighed og mit virke.”
Den svenskfødte kunstner, der bor i Lundhuse lidt uden for Herning, taler jysk, så man ikke kan høre så meget som antydningen af svensk sprogtone. Fra hans hjem er der ikke langt til Birk og den 380 tons tunge skulptur, han formentlig er mest kendt for: kunstværket Elia. Stålkuplen har en diameter på 60 meter, og fra den rejser der sig fire stålsøjler. I midten sidder en stor gasbrænder, som to gange i løbet af en 19 dages periode laver en kæmpe ildsøjle i cirka 30 sekunder – tidspunktet for udladningen styres af en computer og er tilfældig. Skulpturens navn er en henvisning til den gammeltestamentlige profet Elias.
I mange år var Ingvar Cronhammar vred på kirken som institution, det er han sådan set stadig. Men det ”har jo ikke noget med Vorherre at gøre”, siger han. Og for nogle år siden lod han sig døbe.
”Jeg blev godt nok døbt som spæd, men det gjaldt ikke rigtig. For mig var det vigtigt selv at tage stilling til dåben,” siger Ingvar Cronhammar, som bestemt ikke bryder sig om udviklingen i folkekirken.
”Den burde tage sig selv mere alvorligt. Man har den bedste vare overhovedet at sælge, og alligevel laver man gudstjenester med bongotrommer og spaghetti og præster med pagehår, der … nej, jeg kan simpelthen ikke holde det ud, jeg ved godt, det ikke er alle steder, men det gør mig rasende,” siger Ingvar Cronhammar, som dog grundlæggende mener, at kunsten og kirken er de eneste åndehuller.
At citatet, som han har hængende indrammet på væggen, har gjort så dybt indtryk på ham, skyldes ikke mindst, at ”vi er så skrøbelige”, som han siger.
”Det er derfor, det er vigtigt at have ord, vi kan tage med os. Ord, der krystalklart siger, at vi er skænket retten til ikke at forstå.”