Udviklingshæmmede naboer giver hverdagen kvalitet

Levefællesskabet Hertha i Herskind nær Aarhus er en meningsfuld ramme om Kirsten Franks seniorliv. Sammen med cirka 110 andre såkaldt normale deler hun hverdag med 20 udviklingshæmmede under overskriften omvendt integration

”Det her er faktisk et vældig godt sted at blive gammel. Det er ikke et kollektiv, men vi har et tæt fællesskab, hvor alle kender alle, og der er altid gode venner og naboer lige uden for døren,” siger Kirsten Frank – her sammen med Heino, der arbejder i gartneriet i Levefællesskabet Hertha. –
”Det her er faktisk et vældig godt sted at blive gammel. Det er ikke et kollektiv, men vi har et tæt fællesskab, hvor alle kender alle, og der er altid gode venner og naboer lige uden for døren,” siger Kirsten Frank – her sammen med Heino, der arbejder i gartneriet i Levefællesskabet Hertha. –. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Der er lunhed og lyd i luften. Travle fugle kvidrer rundt i buskene uden for Kirsten Franks blå træhus. Selv sidder hun på en bænk og nyder den første rigtige forårsdag. Udeliv, have og natur har høj prioritet i hendes liv. Sådan er det for mange pensionister, men Kirsten, der er 67 år og pensioneret lærer, har meget mere end sin egen lille have at udfolde de udendørs interesser i.

Hun bor på 20 tønder land med biodynamisk landbrug, gartneri og fællesarealer, som hun deler med cirka 130 naboer i Levefællesskabet Hertha i Herskind nær Aarhus. De 110 er helt normale, mens de sidste 20 er udviklingshæmmede.

Vi kalder det omvendt integration. Andre steder er det de udviklingshæmmede, der må integrere sig, tilpasse sig og leve på det normale samfunds præmisser. Her er det omvendt, siger Kirsten Frank.

Hertha er det eneste fællesskab af sin art i Danmark. Det er inspireret af den østrigske filosof Rudolf Steiners idéer og ligner de såkaldte Camphill-landsbyer for udviklingshæmmede, som blev etableret i 1939 i Skotland, og som i dag findes mange steder i verden. Kirsten Frank har været med til at grundlægge stedet, og for hende er levefællesskabet en ideel ramme om seniorlivet, selvom det ikke var derfor, hun i sin tid flyttede ind.

Jeg har aldrig spekuleret meget på min alderdom, men det her er faktisk et vældig godt sted at blive gammel. Det er ikke et kollektiv, men vi har et tæt fællesskab, hvor alle kender alle, og der er altid gode venner og naboer lige uden for døren, hvis man bliver syg eller har brug for hjælp, forklarer hun

LÆS OGSÅ
: Udviklingshæmmede lider i stilhed

Kirsten Frank blev inspireret til at gå ind i gruppen, der etablerede Hertha, da hun i 1983 tilfældigvis besøgte Camphill-landsbyen Jøssåsen ved Trondhjem i Norge.

Det var et fantastisk sted. Jeg blev dybt fascineret af livsstilen og hverdagen med de udviklingshæmmede. De drev biodynamisk landbrug uden mange hjælpemidler, og der var masser af håndarbejde, de kunne være med til. Det var simpelthen så skønt at se, og jeg tænkte straks, at sådan et sted ville jeg også gerne bo, fortæller hun.

Drømmen blev virkelighed i 1997. Da var hun enlig, og hendes to voksne sønner var for længst flyttet hjemmefra. De første år på Hertha arbejdede hun dog stadig som lærer i Horsens, men som 60-årig gik hun på efterløn og lægger nu i stedet en masse frivillige arbejdstimer i fællesskabet. Og der er nok at engagere sig i.

Lige uden for hendes have ligger gartneriet. En lille gruppe udviklingshæmmede er i gang med at fjerne massive klumper af kvikrødder. Det er enkelt, men meningsfuldt arbejde, for gartneriet leverer biodynamiske grøntsager til hele fællesskabet. Arnannguaq, en stor glad pige fra Grønland, lader ukrudt være ukrudt og kommer løbende for at uddele knus.

De hæmmede er et fantastisk dejligt islæt i hverdagen. Det er oplivende at være sammen med dem, for de har så meget hjerte, varme og imødekommenhed, siger Kirsten Frank.

Arnannguaq sætter sig ned igen og hjælper gartner Birthe Holt med kvikrødderne. Birthe Holt hører til staben af professionelt personale, som er ansat til at tage sig af de udviklingshæmmede.

Hertha har også sin egen landmand. Han står lidt derfra og holder tepause med 10 udviklingshæmmede uden for stalden eller ko-katedralen, som den bliver kaldt.

Derinde gumler en flok gule Jerseykøer fredfuldt. Sødlig duft af mælk og møg og friske roer bølger omkring dem. De lader sig ikke forstyrre af, at småbørn i flyverdrager tuller rundt foran deres muler. De små er fra Herthas dagpleje, som både er for børn fra levefællesskabet og fra det omkringliggende lokalsamfund.

Lader man næsen styre, bliver næste stop bageriet en anden af Herthas små arbejdspladser.

LÆS OGSÅ
: Downs syndrom er snart fortid i Danmark

Store bradepander med mysli er netop taget ud af ovnen for at give plads til chokoladekage og fastelavnsboller, men Kirsten Frank kigger ind i sidelokalet for at hilse på sin nabo, Stine. Hun er i gang med at lave is af fløde fra Jerseykøerne.

Alle Herthas udviklingshæmmede arbejder hver formiddag i gartneri, landbrug, mejeri, fælleskøkken, vævestue eller her i bageriet. De fleste bor i et af Herthas to bofællesskaber, men Stine kan klare sig selv. Hun har sin egen lejlighed i det blå hus ved siden af Kirsten Frank.

De to naboer sludrer lidt om isen. Da Kirsten Frank flyttede ind, var det fællesskabet, naturen og det biodynamiske landbrug, der trak mest, men som tiden er gået, har hun fået stadig mere øje for den ekstra dimension, de udviklingshæmmede tilfører.

Jeg synes, den måde, vi lever på her, giver min hverdag en åndelig dimension i bredeste forstand, og det betyder meget for mig, siger hun.

Det er følelsen af at være del af en helhed, hvor det væsentlige er respekten for den levende natur og for det enkelte menneske som et værdifuldt åndeligt væsen. Det er det, der gør Hertha til sådan et godt sted at leve.