Uffe Ellemann-Jensen: Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre

Et lille stykke papir med vise ord fra kejser Aurelius har længe ligget gemt i Uffe Ellemann-Jensens tegnebog, så han altid har dem på sig

Uffe Ellemann-Jensen (V) var udenrigsminister fra 1982 til 1993. Han forlod Folketinget i 2001. –
Uffe Ellemann-Jensen (V) var udenrigsminister fra 1982 til 1993. Han forlod Folketinget i 2001. – .

Når Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister og medlem af Folketinget for Venstre, besøger Rom, har han altid et ganske særligt ærinde. For når turen går til den italienske hovedstad, skal han nå at besøge statuen af den gamle romerske kejser Marcus Aurelius (121-180 e.Kr.), der var kejser fra 161-180 e.Kr. og stoisk filosof.

”Jeg skal altid hen og bukke for Marcus Aurelius, fordi jeg har været optaget af hans tanker i mange år. Særligt den lille leveregel, der hedder ’Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen’,” siger Uffe Ellemann-Jensen.

Sætningen stammer fra Marcus Aurelius’ bog ”Tanker til sig selv”, som består af en række stoiske læresætninger på græsk, som han skrev under sine felttog.

”Jeg synes, denne sætning er en rigtig god rettesnor til at forholde sig til alle de udfordringer, livet stiller med undervejs. Den minder om, at der er en række af problemer, du må opgive at gøre noget ved, så du kan bruge dine kræfter på det, du kan ændre. Og om at du kan håbe på at få visdom til at kende forskellen,” siger han.

Han fortæller, at citatet er et af flere citater med stoiske holdninger til tilværelsen, som efter hans mening er værd at stræbe efter. Dog vil det for ham altid være en stræben, fortæller han.

”Jeg er hysterisk og opfarende af natur. Derfor går jeg også med sedlen med ordene i min pung, for selvom jeg er 74 år, har jeg aldrig opgivet mig selv,” siger han og uddyber med, at der er situationer fra fortiden, hvor han ville ønske, at han havde fulgt læresætningen.

”Jeg ved udmærket godt, at sådan fungerer jeg ikke, men jeg er blevet bedre til det med årene,” siger han.

Første gang, Uffe Ellemann-Jensen stødte på sætningen, var i gymnasiet. Her var han optaget af historie og i særdeleshed det gamle Rom.

”Jeg var ung, opsøgende og sugede til mig. Og så blev jeg meget betaget af Marcus Aurelius’ interessante skæbne,” siger han.

”Jeg synes, det er sjovt at tænke på, at en kejser for så mange år siden har siddet og nedskrevet noget, der stadig kan bruges i dag.”