Prøv avisen

Vævning er som tilværelsen - man ser først det færdige resultat til sidst

Inge Bjøns passion for vævning holder hende ung. Hun fylder 90 i næste uge, men er alligevel aktuel med to nye udstillinger (Kolding og Års). Hun blev for alvor kendt for sit samarbejde med Asger Jorn, og var i 40 år væve-lærer på Askov Højskole. Foto: Palle Peter Skov

Billedvæver og tekstilkunstner Inge Bjørn, som blandt andet er kendt for sit samarbejde med maleren Asger Jorn, fylder 90 år i dag. Op til den runde dag er hun aktuel med ikke mindre end to kunstudstillinger

Der findes en indisk myte, som fortæller, at tiden er trenden på en kæmpemæssig væv. Ingen ved, hvor den begynder, og om den ender noget sted, men hvert menneske får lov til at væve sit eget lille islæt på et lille afgrænset stykke af den store trend.

Den myte fortalte to indiske elever på Askov Højskole engang til deres vævelærer, Inge Bjørn. Det er længe siden, men hun har aldrig glemt den. Selv har hun fået lov til at væve længere end de fleste på tidens store væv. I dag fylder den kendte tekstilkunstner 90 år. Hun er stadig udøvende kunstner og har ikke mindre end to kunstudstillinger i spil op til sin runde fødselsdag - én i Kolding og én i Aars.

”Jeg kan ikke lade være med at arbejde. Nogle gange skriver jeg. Men når jeg skal have noget bearbejdet for alvor, er det altid med tråden. Sådan er det,” siger Inge Bjørn.

Trods en øm ryg og travlhed med fødselsdagsforberedelserne tager hun sig tid til at vise rundt på den retrospektive udstilling, som Kolding Kunstforening har arrangeret i Det Gamle Borgerhus - byens ældste bygning.

Det første, der fanger øjet inden for døren i det gamle hus, er et strålende gult æble på et træ i udstillingens første store billedtæppe. En hånd rækker ud efter det. Det er Evas. Hun skal have æblet med ud af haven, for hun skal så kærnerne og få nyt liv til at spire på Jorden. Inge Bjørn rækker også sin 90-årige hånd ud mod æblet. Det virker så livagtigt, at man næsten tror, det kan plukkes.

”Det er det, der er selve meningen med uddrivelsen af Paradis: at føre livet videre og få det til at gro. Det er ikke nogen straf, men en mulighed,” forklarer hun.

”Eva kommer til mulighedernes verden, men også til risikoens verden. For livet har jo begge dele i sig. Hun er den kvindelige ansvarsfølelse og har den ansvarspligt, der er forbundet med at sætte liv i verden,” siger den gamle væverske.

Ansvar, respekt for livet og for det enkelte menneskes værdighed er vigtige ord og begreber i Inge Bjørns ordbog. Næsten lige så vigtige som ordene hånd og ånd - ord, hvis betydning og værdi har rødder helt tilbage i hendes tidlige barndom og den landbokultur, hun er vokset op i.

Hun blev født på en lille gård i Himmerland i 1925 som den ældste af fem søstre. Hendes far var kreaturhandler og engageret både i Venstre og i sognerådsarbejdet, så det var først og fremmest hendes mor, der passede gården med sine døtres hjælp. Inge lærte at bruge sine hænder fra hun var helt lille: De har kartet uld og stikket strømper, muget ud og malket køer, broderet korssting og klippet kjoler. Hænderne har altid været hendes vigtigste arbejdsredskaber, men også et redskab til indsigt og erkendelse gennem arbejdet.

Håndens arbejde og respekten for det gode håndværk giver mennesker en rodfæstethed, som mange mangler i dag, mener hun. I de 40 år fra 1953 til 1993, hvor hun var højskolelærer i Askov, gjorde hun derfor sit yderste for at hjælpe sine elever ikke kun til at tilegne sig solid håndværksmæssig kunnen og udvikle et kunstneriske udtryk, men også til at engagere sig i de store spørgsmål i livet og i samfundet.

Før Inge Bjørn kom til Askov, havde hun uddannet sig som tilskærer og arbejdet som håndarbejdskonsulent. Hun havde også taget kurser i blandt andet vævning og opsøgt dygtige læremestre i Danmark og i Sverige, men det var mødet med maleren Asger Jorn og hans miljø sidst i 1950'erne, som for alvor gjorde hende til kunstner. Hun traf Jorn på højskolen, og han inviterede hende til at væve med på gobelinen ”Den lange rejse”, som han skabte sammen med den franske maler Pierre Vemare i Paris. To vintre arbejdede Inge Bjørn sammen med tre andre vævere på det store og nu meget berømte billedtæppe, der i dag hænger på Museum Jorn i Silkeborg.

For Inge Bjørn blev dét begyndelsen på en lang personlig og kunstnerisk rejse ind i en friere og mere fabulerende symbolverden, som har præget hendes tæpper lige siden. Og det blev vejen til mødet med den franske fotograf Gérard Franceschi, som hun dannede par med i 15 år og fik sønnerne Peter og Johannes med.

Inge Bjørn kravler op ad den stejle trappe til førstesalen i Det Gamle Borgerhus i Kolding for at vise et andet stort billedtæppe frem: ”Sortebakken”, som hun vævede i 1995 i en alder af 70 år til skolen i sin barndomsby, Nørager. En eller anden har pillet ved tæppet, og en tråd hænger løst. Hun fæstner den omhyggeligt igen og udpeger figurer i de abstrakte former.

”Der er helhesten. Og der er frøen, som bliver forvandlet til en spillemand. Nogle steder er han jo en prins, men i Nørager er han altså en spillemand, og jeg er gået ud fra de gamle myter og fortællinger, jeg selv har hørt som barn,” fortæller hun.

Der er fugle og himmerlandske landskaber gemt i vævningen, og nederst er der en tredeling, der repræsenterer de tre tramp, Inge Bjørn som barn så folk stampe i jorden, når de gik forbi Sortebakken, for at besværge det onde, man mente boede i den. Men spillemanden har en cello, og hans musik og poesi er det bedste middel mod onde kræfter.

”Poesi har en helbredende virkning på den livsangst, som dominerer mange mennesker i vores tid,” siger Inge Bjørn med langsom eftertænksomhed. ”Man tror måske, at de materielle goder er et værn imod livsangsten, men de kan ikke fjerne den. Det kan derimod poesien.”

”Sortebakken” er vævet uden tegning. Kun bestemte pejlemærker, farverne og materialerene var bestemt på forhånd. Motivet kendte hun ikke i detaljer. Det voksede frem under vævningen.

”Noget af det, der virkelig fascinerer mig ved at lave billedvævning på den her måde, er, at man ikke kan se resultatet undervejs. Man væver med vrangen op, og ser det hele spejlvendt og kun ét stykke af gangen, fordi man hele tiden ruller det vævede op, mens man væver. På den måde ligner vævningen selve tilværelsen: Man ser først det færdige resultat til sidst,” siger hun.

”Sortebakken” er et af de billedtæpper, der er vævet med fingrene og uden slagbord, og det giver både muligheder og begrænsninger for væveren.

”Hvis jeg væver gardiner eller tøj, bruger jeg slagbord, og hvis jeg laver fejl, retter jeg dem. Men det gør jeg ikke, når jeg laver billeder. Her er det lige som i livet: Man kan ikke gøre det gjorde ugjort. Men man kan rette op på det, og man kan øve sig i at indse, at det mislykkede også hører med til erfaringen,” siger hun.

Men vævning er hårdt arbejde, og i de senere år har Inge Bjørn ikke vævet billeder. Hun er gået over til at lave installationer af lange, lange tråde spundet i uld, hør og silke fra alle mulige steder i verden.

”Det er garner mange steder fra, som er blevet til ved mange hænders arbejde, og det synes jeg i sig selv er smukt. Det er mit ansvar at bruge det. Og jeg tillader mig at bruge det kun til skønhed,” siger hun.

Søjlerne hænger fra loftet i syv meters længde, og når lyset spiller i trådene, ser de ud som søjler af himmellys. Inge Bjørn har blandt andet lavet trådsøjler til Sankt Markus Kirke i Aarhus og til St. Fer-réol-kapellet ved den sydfranske landsby, hvor hun har sit andet hjem. Frem til sin fødselsdag udstiller hun også en installation af trådsøjler på Himmerlands Kunstmuseum i Aars.

Hun forstår selv sine søjler som et billede på den universelle tid ligesom i den gamle indiske myte. Som trend uden islæt på den store verdensvæv.