Det er snart jul! Jeg glæder mig i denne tid, selvom julesneen ikke falder hvid. Som bilende (det hedder det på vestjysk!) til julebesøg hos børn og børnebørn glæder jeg mig over det gode vejrlig - bortset fra stormende regn, især efter mørkets frembrud. Jeg undrer mig over gang på gang at blive overhalet af biler i tæskende fart, som sender kaskader af vand op på min forrude, så viskerne kommer på overarbejde, og jeg i en brøkdel af et sekund ikke kan se en halv meter frem. Så jeg anmoder på stilfærdige seniorbilisters vegne de unge mandlige hedsporer om at køre, som om vi var jævnaldrende.
I det hele taget er det en hektisk tid lige nu. Jeg modtager med glæde og tak gaver, men det er måske lidt svært at skulle finde på, hvad denne eller hin skønne pige eller dreng i flokken af børnebørn måtte ønske sig. Godt nok har de omhyggeligt udarbejdet ønskesedler, men en vankundig morfar/farfar aner ikke, hvad der gemmer sig bag de fremmedartede betegnelser. Det var nu nemmere, dengang en lejetøjsbil var en Tekno-bil, og en dukke var en dukke. Jeg tror, hjertet banker ved tanken herom hos mine jævnaldrende?
Misforstå mig ikke: Jeg hører ikke til blandt dem, der kun har foragt eller skuldertræk til overs for al juleriet. Jeg husker fortalt om en præst, som sluttede sin juleaftensprædiken med at ønske glædelig rødkål til købmandens gavn i Jesu navn. Det var lige før, den gode julestemning hos kirkegængerne blev sat på en hård prøve.
Jeg har det ligesom Kaj Munk, som både ville favne den verdslige jul og den kristelige jul i festlig samhørighed. Sådan var det i min barndom, og sådan er det i min sene alder. Men vægten ligger stærkere på sidste del. Derfor kender jeg i højere grad til at længes både efter juleaftens fest og glæde og især efter juledags stilfærdige og dybe højtid. Den store gudstjeneste er juledag, Kristi fødselsdag. Også selvom der er bedre plads i kirken end aftenen før.
Det er salmerne til jul, som stemmer mit sind. De to store forsangere er Brorson og Grundtvig. Brorsons smertelige undrende inderlighed i salmer som ”Den yndigste rose er funden” og ”Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum ” lever i mit hjerte. Som ung præst mente jeg, at de hørte til gudstjenesten anden juledag.
Da jeg kom til Haderslev som domprovst, fik jeg en venlig pastoral efteruddannelse fra Sønderjyllands reformationshistoriker, lektor dr.phil. Hans Valdemar Gregersen, som kirkeåret igennem var en inspirerende lydhør kirkegænger (jeg ser tillige mange ansigter i min erindring - fra Nordby på Fanø, fra Haderslev, fra kirker i Aalborg Stift). Hvis det var nødvendigt, kunne der falde en bemærkning. Således også til min første jul. Juledag havde jeg ikke Brorson på salmetavlen. Det affødte en kommentar: ”Nu er du kommet til Sønderjylland. Her kan vi ikke undvære Brorson en juledag!”.
Jeg viderebringer kommentaren, som nok også kan have aktualitet i det øvrige danske land. Min kærlighed til Brorson står ikke i vejen for min gæld til Grundtvig. Han har skabt paradisbilleder til pinse, til påske og til jul. Til megen hjerteglæde livet igennem, hver ”Herrens dag”.
Salmen til jul melder sig selv. ”Velkommen igen, Guds engle små.” Grundtvig skrev salmen natten til juledag 1824. Han forberedte sin prædiken til juledag i Vor Frelser Kirke på Christianshavn. Det var, som om tidens tørre rationalisme, som han reagerede så voldsomt imod, havde lammet ham. Han går hvileløs rundt i sin bolig og kigger ind i barnekammeret, hvor de to små drenge, Johan og Svend, sover sødt i deres senge. Det er en åbenbaring:Så drømme de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet
Puslingerne bliver et billede på englenes besøg, hvis sang lød over Betlehems marker julenat. Timen er kommet, hvor Paradiset åbner sig. Det er, som om den himmelske dirigent slår an med sin taktstok i de mange ”da”:
Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige,
da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige;
da åbner sig Himlens borgeled,
da kommer ret Guds rige.
Men dér er vi endnu ikke! Men vi kan længes, og vi kan trøstigt forvente:
O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! lad det ske,
lad julesorgen slukkes!
Det er et af de skønneste vers, der er skrevet på dansk. Enhver har eller får sin sorg, som ofte liver op ved juletid. Går vi et par trin op ad salmens himmelstige, tør vi tro, at julesorgen slukkes. Vorherre kom til jord med Jesus. Glæden blev født.
De tre citerede salmer findes i Salmebogen, nummer 122, nummer 125 og nummer 99. Læs dem og syng dem på ny og igen. De er uopslidelige. De åbner døren til julens virkelighed.