Prøv avisen
Seniorklummen

De fleste mennesker er venlige og hjælpsomme - det modsatte er undtagelsen

Det var en ærgerlig, men også opbyggelig oplevelse, da Søren Lodberg Hvas denne sommer blev udsat for tyveri

Vi er netop kommet hjem fra ferie i Alsace. Det er sjette gang, vi gæster denne herlige landsdel i Frankrig. Det er en særlig glæde at vende tilbage, gense byer og steder og opleve nye sammenhænge, som hidtil har været upåagtede.

I år besøgte vi Chateau du Hohlandsbourg, et imponerende forsvarsanlæg fra 1279. Et museum, som viser træk tilbage fra bronzealderen og til i dag, hvor borganlægget er nænsomt restaureret, så det har bevaret sin autenticitet. Nu er det et besøgscenter, som danner ramme om historiske spil og musikarrangementer. Vi var helt henrevet, og på vej ned til parkeringspladsen talte vi om, hvor udsat tilværelsen var i middelalderen med den lurende fare for røveriske overfald. De høje tykke mure med udsigtstårne og skydeskår, en så godt som uindtagelig borg, tænkte man. Faren var konkret. Sådan er det heldigvis ikke længere – og dog.

Et lille bitte udslag af ødelæggelsens vederstyggelighed viste sig, da vi kom ned på parkeringspladsen. Øjet blev straks fanget: Bilens bagrude var knust, glasskår i mængde. Ingrids taske lå under et tæppe i bagagerummet (vi havde lige et øjeblik glemt, at man aldrig må efterlade værdigenstande i bilen, men alt virkede så idyllisk fredeligt i skovens dybe stille ro). Tasken var væk. Vores pas, Ingrids tegnebog med sygesikringsbeviser og dankort, ekstra nøgler til bilen, min nye iPhone og andre effekter. Først vrede, så ærgrelse. Hurtigt tilbage til hotellet, hvor vi med hjælp fra receptionen fik lukket bankkonto og telefon, kontaktet det nærliggende politikontor og aftalt tid med et værksted, så vi kunne blive kørende igen med en foreløbig plastikbagrude. Alt i alt tog det resten af dagen.

Men det blev en positiv, ja opbyggelig oplevelse. Overalt mødte vi venlighed og hjælpsomhed, ja ligefrem medfølelse, syntes jeg at kunne mærke. Vi kom ind på politistationen i Wintzenheim, en temmelig ramponeret bygning, hvor forkontoret kaldte minder frem om det gamle DDR. Der sad flere folk og ventede. Så vi måtte stå op indtil videre, lettere beklemte. En ung politibetjent kom for at høre, hvad vi havde på hjerte. Da det franske sprog i denne situation var en smule fraværende, indledte jeg på tysk. Han smilede venligt, og det gik op for mig, at han ikke forstod et dyt, så han trak sig skyndsomt tilbage.

Der gik en times tid. Vi havde nu fået en siddeplads. Endelig lød det med basrøst indefra kontoret: ”Monsieur et Madame”, og vi var rede til audiensen. En kraftig yngre mand sad bag skrivebordet og mødte os med et opmærksomt blik. I en blanding af tysk, engelsk og lidt fransk fik vi forklaret vores anliggende. Trods visse sproglige vanskeligheder skred processen langsomt, men sikkert frem. Så der blev udarbejdet en anmeldelse, som vi nu skal bruge til forsikringen. Dette møde blev ubetinget en god oplevelse, så vort humør steg adskillige grader.

Vi fortsatte til værkstedet med speciale i bilruder. Og højtiden voksede med dagen. En ung kvinde i kontoret tog imod os med smilende venlighed. Vort komme var forberedt, og en mekaniker kom og hentede bilen. Vi kunne gå en tur i byen. Om et par timer ville den være klar. Vi vandrede til nærmeste gode restaurant, og dem er der mange af i Colmar – fik en forfriskning og en lille byvandring og vendte tilbage til værkstedet, hvor bilen stod parat med sit nye udblik på bagfronten.

Summa summarum: De fleste mennesker er venlige og hjælpsomme. Det modsatte er undtagelsen. Jeg er vis på, at det gælder i den store verden – og det gælder i den lille verden. Det er den overbevisning, vi skal satse på.