På mange områder går udviklingen så rivende stærkt, at vi glemmer at stoppe op og huske, hvordan vilkårene var i går eller i forgårs for vore forældre og bedsteforældre. Vi vil bare have mere af det hele, når muligheden er der. Ikke mindst på sundhedsområdet er udviklingen galopperet af sted. Operationsteknologierne bliver hele tiden mere avancerede. Lægerne kan i dag meget mere, end samfundet har råd til at betale for.
”Folk vil selvfølgelig have de goder, der findes. Vi har meget svært ved at acceptere, at vi bliver gamle, og at kroppen svigter,” siger tidligere praktiserende læge Per Hors.
Folks forventningspres på sundhedssystemet er kæmpehøjt. Vi tager for givet, at vi kan blive ”repareret” og stopper sjældent op og siger, ”hvor er det dog dejligt”. ”Tænk engang, hvor er jeg heldig, at sundhedsvæsenet kan give mig mange gode år med en ny hofte, et nyt knæ, en ny hornhinde”, eller hvad det måtte være.
Vore børn tager som en selvfølge, at de kan få repareret kroppen, få udskiftet dele, blive genoptrænet, så de igen kan føre det aktive liv, mange stræber efter. Der er sjældent ro eller megen tilbøjelighed til at reflektere over, hvad der er gået forud, og hvordan tilværelsen var for de forrige generationer. Også på sundhedsområdet er historieløsheden åbenlys.
Mine børnebørn har nysgerrigt iagttaget, hvordan mormor/farmor over nu godt fire måneder har bevæget sig rundt med henholdsvis et gangstativ med fire ben, til to krykker og nu en krykke. Forhåbentlig ryger den meget snart tilbage, hvor den kom fra, hospitalet, som har udskiftet min 20 år gamle hofteprotese ved en ret kompliceret operation.
For et par måneder siden lød det fra den dengang 13-årige: ”Hvordan var det for dine forældre og bedsteforældre, hvis de havde gigt ligesom dig?”.
Det siger sig selv, at jeg elskede at svare på det spørgsmål. Man gik med en stok, til man ikke kunne det mere, sad derefter i en kørestol eller en stol det meste af dagen og døde, fordi kroppen visnede hen. Han lyttede opmærksomt. ”Du kommer da til at gå helt normalt igen, ikke?”.
Alle, der gennemgår større operationer, håber naturligvis, de genvinder deres førlighed helt og fuldt. Men man kan jo aldrig være helt sikker. Den 13-årige havde fået lidt at tænke over. Også jævnaldrende og yngre mennesker er forundrede over, at det tager så lang tid med de der krykker og restitueringen.
”Vi vil have livskvalitet og lader os ikke bare spise af,” siger forskningschef Lene Bastrup Jørgensen, Hospitalsenhed Midt, som omfatter Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive.
Tallet for hofteoperationer er stigende, og hun fortæller, at to tredjedele af de opererede har stor glæde af operationen, ind og ud stort set samme dag. Mens en tredjedel skal have et andet forløb og er mere sårbare af mange forskellige grunde. Det er jo da en solstrålehistorie for os og for lægevidenskaben, ikke sandt. Vi skal huske at skønne på det!
Vi lever i et her og nu-samfund, hvor historieløsheden kan virke skræmmende. Det er bydende nødvendigt, at vi tager ved lære og undgår nogle af de værste fejltagelser og ugerninger. Men desværre oplever man gang på gang, at vi lider af nogle veludviklede fortrængningsmekanismer. Jeg arbejdede gennem godt fem år på den danske ambassade i Washington D.C.
En dato, jeg aldrig glemmer, var 11. september 2001, da kaprede fly fløj ind i Tvillingetårnene i New York og i Pentagon (det amerikanske forsvarsministerium) i Washington D.C., kun omkring en kilometer fra den danske ambassade. Flere tusinde mennesker omkom. Oplevelserne fra dengang kan jeg naturligvis fortælle meget om. Men her skal det handle om, at vi gik i krig i Irak (ja, det var ordet, der blev brugt) sammen med amerikanerne og nogle få andre lande uden et mandat fra FN.
En for mange danskere uhørt situation. Og hvad kom der ud af krigen? Men i dag kan det være svært at få øje på de ledende politikere, der vil tale åbent om det, lægge afstand og sige ”aldrig mere”. Vi fortrænger, prøver at komme videre og taler om noget andet.
I skrivende stund her 15 år senere sidder jeg og arbejder med denne klumme. Minderne om dagen og tiden derefter kommer helt tydeligt frem i bevidstheden. Ved siden af mig står den ene krykke lænet op ad skrivebordet. Datoen og krykken minder mig om, at vi skal lade være med at vige uden om de svære ting. Vi ældre har en forpligtelse til at fastholde den fælles hukommelse. Historieløshed kan blive den værste fjende for vore børn og børnebørn.