Prøv avisen

Vi bliver gamle med følelsen af selvværd i behold

Jenny Wagner. Foto: Humboldt Universitetet i Berlin.

Når arbejdsmarkedet er fortid, og fysikken svigter, burde selvværdet lide et alvorligt knæk. Men menneskets selvagtelse er langt mere robust end hidtil antaget, viser en ny international undersøgelse

Nære venner, et godt forhold til forældrene, succes i skolen og fysiske fordele i forhold til udseende og sportspræstationer. Sådan ser de vigtigste ingredienser i børn og unges selvværd ud. Senere i livet er uddannelsesniveau, karriere, parforhold og fortrolige venner de vigtigste byggeelementer i en høj selvagtelse.

Men hvad har ældre mennesker efter den erhvervsaktive alder at læne deres selvværd op ad?

Der er foretaget meget psykologisk forskning omkring selvopfattelse og selvværd i barndommen og ungdommen. Ældres selvværd har vi forskere derimod sjældent kigget nærmere på, fortæller Jenny Wagner fra det psykologiske institut på Humboldt-universitetet i Berlin.

I de hidtidige undersøgelser af ældres selvværd har konklusionerne oftest været, at selvværdet generelt er aftagende fra cirka 65-års-alderen og frem. Men den konklusion havde jeg svært ved at tro på ? ikke mindst fordi mennesket har en ufatteligt stor tilpasningsevne selv ved voldsomme omvæltninger.?

Sammen med en tysk, en canadisk og en australsk kollega har Jenny Wagner derfor foretaget en dybdegående analyse af et større videnskabeligt materiale baseret på en omfattende australsk spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 1200 personer på mellem 65 og 103 år.

Mellem 1992 og 2010 er de løbende blevet spurgt til deres selvværd samt til en lang række forhold som alment velbefindende, sundhed og sociale relationer.

Forskningsresultaterne, som nu er offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology, viser et entydigt billede:

?Selvom fysikken og hukommelsen svækkes, og selvom den generelle tilfredshed med livet aftager, forbliver selvværdet overraskende robust selv i en meget høj alder. Det er gode nyheder,? siger Jenny Wagner med et bredt smil.

?Selv hvis vi har mistet nære venner eller vores partner, og selvom vi ikke har en synlig samfundsmæssig funktion i form af for eksempel job, er vi tilsyneladende gode til at finde positive elementer i forhold til vores liv og egen person.?

I store undersøgelser som denne laver forskere typisk en kronologisk iagttagelse af det enkelte individ for at vurdere for eksempel dets kognitive evner eller sociale relationer igennem livet. I denne undersøgelse af ældres selvværd er det imidlertid ikke så vigtigt, om personen er 70 eller 90 år.

I arbejdet med materialet har vi prioriteret ?tidsafstanden til døden? lige så højt som alderen, da døden som livsbegivenhed oftest er vigtigere end alderen i forhold til den enkeltes opfattelse af sit selvværd, siger Wagner.

Som en konsekvens heraf er dataene også kun relevante fra de personer, der i mellemtiden er afgået ved døden.

Først efter deres død kan vi vurdere hele sammenhængen for deres svar gennem de mange år. Uafhængigt af alder oplever langt de fleste et markant fald i velbefindende i den sidste tid før døden. Mange oplever ligeledes et svigtende selvværd i deres allersidste levetid, men selv her opretholder mindst lige så mange faktisk et forholdsvis stabilt selvværd.

Mens selvværdets stabilitet ifølge Jenny Wagner er entydig, er kilderne til gamle menneskers selvværd langtfra så åbenlyse som for børn og unge.

Til min overraskelse ser sundhed og sociale relationer ikke ud til at veje så tungt som ventet. Kognitive evner og i særdeleshed følelsen af at have kontrollen over sit eget liv er derimod entydige kilder til at opretholde sit selvværd, fortæller Jenny Wagner.

De sociale relationers mindre afgørende rolle kan ifølge forskeren dog være sløret af, at antallet af sociale relationer generelt aftager med alderen, mens de enkelte relationer samtidig tyder på at blive markant stærkere.

Derfor kan man også kun se det som en glædelig udvikling, at der i dag er ved at opstå en øget mobilitet i forhold til at være tæt på børn og børnebørn, som kan sætte den ældres sociale og funktionsmæssige selvopfattelse i et nyt lys.

Selvom der er tale om grundforskning med forholdsvis abstrakte konklusioner, ser Jenny Wagner således også en direkte samfundsmæssig nytte af undersøgelsen.

For det første sætter den alderdommen i et mere positivt skær, og for det andet giver den videnskabelig evidens for, at de kognitive evner er vigtige også for selvværdet.

Endelig kan man for eksempel inden for ældreplejen drage direkte konklusioner af disse resultater: De ældre skal have så meget frirum, at de så vidt muligt opretholder muligheden for selvbestemmelse og kontrol over deres eget liv, siger Jenny Wagner og holder en pause i sin talestrøm.

Ja, det er ressourcekrævende. Men det tyder på at være destruktivt for deres selvværd, hvis plejekrævende ældre helt fratages muligheden for kontrol med deres hverdag.

Tilbage står spørgsmålet, om forskningsresultaterne rækker ud over den geografiske og generationsmæssige sammenhæng, de er blevet høstet i. Her Jenny Wagner, at der formentlig er forskel på forskellige generationers opfattelse af selvværd.

Det bliver spændende at se, hvordan de, der er gamle om 50 år, vil se på sig selv. Men i det store og hele tror jeg ikke på en omfattende ændring. Mennesket har gudskelov en voldsom trang til positiv selvbetragtning at kilderne til dette selvværd derimod måske vil ændre sig, er noget andet.

På spørgsmålet om, hvor gammel den 34-årige forsker selv kunne tænke sig at blive, lyder svaret prompte.

Mindst 85. Jeg er ikke længere bange for at blive gammel.

Illustration: Morten Voigt