De færreste vil synes om tanken: Endelig er man blevet gammel nok til at få sin velfortjente pension, og straks lyder tidens kampråb, at de ældre bør engagere sig uden at få en krone for det.
Desværre taler den demografiske udvikling for sig selv. I 2050 vil gennemsnitsalderen i den europæiske befolkning være steget til næsten 50, og omkring 40 procent af befolkningen vil være over 60 år. Derfor skal vores produktivitet og erhvervsfrekvens drastisk i vejret, hvis vi vil bibeholde vores velstand. Samtidig skal vi aktivere de ældre borgere i en hidtil uset grad, konkluderer forfatterne til den tyske bog Vi har brug for jer! Hvordan generation 50plus kan engagere og realisere sig selv. Bogen er skrevet af Loring Sittler og Roland Krüger, der til daglig leder Fremtidsfonden Generali i Køln.
LÆS OGSÅ: Godt nyt om den aldrende hjerne
Forudsætningerne for denne revolution af vores nuværende samfundsstrukturer er faktisk gunstige. For det første er den ældste tredjedel af europæerne mere velhavende og dermed mere økonomisk uafhængige, end det var tilfældet i tidligere generationer. Samtidig er de bedre uddannet og mere mobile end nogensinde før. Og endelig holder vi os statistisk set sunde og friske i en stadig højere alder.
Som forudsætning for en ny mentalitet blandt seniorer ligger først og fremmest udviklingen i opfattelsen af, hvad det vil sige at gå på pension.
I industrialiseringen frem til 1960erne betragtede man pensionering som aflastning efter et opslidende arbejdsliv, hedder det i bogen.
I 1970erne så man pensionering som belønning for et arbejdsomt liv, mens man siden 1980erne har set den som betalt fritid.
Men nu er vi tvunget til helt at tage afsked med industrisamfundets pensionistmentalitet, mener bogens to forfattere, hvis mål er at styrke borgernes engagement i civilsamfundet. De ældre skal kort og godt forblive en del af det aktive samfundsliv, når børnene er flyttet hjemmefra, og pensionsalderen nærmer sig eller er indtruffet.
Styrken i bogen er her, at den ikke bare maler fallit, fattigdom og finanskriser på væggen, hvis ikke de ældre i højere grad engagerer sig i fremtidens samfund. Den oplister også en lang række praktiske muligheder for at engagere sig og viser de positive sociale og individuelle potentialer i denne udvikling.
En af de vigtigste faktorer i pensionisternes frivillige engagement er tidens fokus på en meningsfuld hverdag, der går videre end rejser, studier og forsøg på at sove længe. Disse mere personligt orienterede forsøg på selvrealisering er langsomt på vej ud, mener forfatterne Sittler og Krüger.
Med udgangspunkt i den fagpsykologiske term generativitet, der beskriver vores sans for at videregive vores erfaringer og tage hensyn til de kommende generationer, viser forfatterne derimod to positive bivirkninger ved et samfundsmæssigt engagement. For det første får vores livsbue mere sammenhæng, og vores livsvej opnår en mere meningsfuld retning. Ved siden af den personlige sjælefred tager vi desuden konkret hensyn til generationerne efter os.
Det er derfor ikke uden grund, at forfatterne spår, at generativitet vil blive en kardinaldyd i det 21. århundredes aldrende og ressourceknappe samfund.
Ifølge bogens undersøgelser ønsker hver fjerde af de ældre, der endnu ikke er aktive, at være det. Både blandt de engagerede og dem, der ønsker at være det, tegner der sig et nyt billede for motiverne bag.
Traditionelle motiver som kristen næstekærlighed eller klassesolidaritet taber mere og mere deres betydning for de ældres engagement, konkluderer forfatterne ud fra deres undersøgelser.
Det frivillige arbejde er i dag nærmere præget af den kombination, at de ældre vil gøre en forskel, at de er personligt berørte af området, og at de ønsker at virkeliggøre sig selv.
Der er således en mangfoldighed af motiver, der modsvares af mangfoldigheden i seniorernes frivillige arbejde. Lokale foreninger som sports-, fritids- og spejderforeninger topper listen over frivilligt arbejde blandt ældre efterfulgt af kirkelige organisationer og formaliseret, frivillig børnepasning, hjemmehjælp og pleje.
Vi kan i fremtiden ikke styrke disse tendenser for meget, mener forfatterne bag Vi har brug for jer, især fordi der er tale om en nødvendig og absolut gennemgribende omstrukturering af vores samfund. Jo mere struktureret frivilligt arbejde, der ydes, desto mere styrkes civilsamfundet, og desto mindre skal staten holde sin beskyttende og til tider vanedannende hånd under hver enkelt borger i hver livssituation, lyder det:
Staten bør tage afsked med sin omsorgsrolle og i stedet skabe grobund for borgernes eget engagement ved at støtte disse strukturer og give borgerne mere fleksibilitet.
Staten skal altså ikke tage overkommandoen, men derimod indtage en formidlende rolle, er Sittler og Krügers konklusion.
Hvad det betyder i praksis, viser forfatterne med en lang række eksempler, der kan bruges som inspirationskilde i Danmark, selvom de har deres rod i det tyske. Et godt eksempel på formaliseret hjælp til selvhjælp er tidsbanken i Dietzenbach, der siden sin begyndelse i 1970erne har fået godt et dusin efterfølgere rundt om i Tyskland. Her kan ældre, friske borgere opspare timepoint ved lektiehjælp, ældrepleje eller hjælp til indkøb point, som de så kan indløse til pleje fra andre senere i livet.
Bogen fortæller også om organiseret sprogtræning for indvandrerbørn, om organiseret samarbejde mellem frivillig og professionel hjemmehjælp, om skiftehold på hospicer og ældre som aktive medhjælpere i offentlige institutioner som svømmehaller. Og om det spændende Senior Experten Service, der sender pensionerede eksperter inden for for eksempel medicin, handel og videnskab ud i verden som frivillige hjælpere i virksomheder eller hjælpeorganisationer.
Samtidig gives en lang række henvisninger til initiativer og platforme som www.senioren-initiativen.de, hvor langt over 1000 institutioner udbyder frivilligt arbejde alt sammen med koordinationsstøtte fra det tyske Forbundsministerium for familier, seniorer, kvinder og unge.
Med Sittler og Krügers debatindlæg er de sidste ord dog næppe sagt i denne sag. For, som forfatterne indrømmer, tendensen er, at flere og flere engagerer sig i små, uformelle netværk og grupper, der ikke kan kategoriseres som frivilligt hjælpearbejde i klassisk forstand, men som alligevel har enorm indflydelse både på borgernes mentalitet, på samfundets sammenhængskraft og på samfundets økonomiske produktivitet. Hvilken rolle staten skal spille i denne udvikling, vil formentlig også blive mål for både økonomiske og ideologiske diskussioner femover. Men helt sikkert er og bliver det i forhold til seniorerne: Vi har brug for jer.