Vi lærer så småt at omfavne skønheden i forfaldet

Der er ofte skam og fortielser forbundet med de skavanker, der følger med at blive gammel. Det gør en ny udstilling op med, og den lægger sig op ad en ny tendens til at se skønheden i forfaldet, mener ældreekspert

Margrethe Kähler ses her ved en af udstillingens montrer med menneskelige reservedele i form af hænder og et underben med fod.
Margrethe Kähler ses her ved en af udstillingens montrer med menneskelige reservedele i form af hænder og et underben med fod. . Foto: Leif Tuxen.

Tre høreapparater står udstillet på række i en montre, først et lilla, så et gult og så et grønt. De ligner noget, en smart designer har fundet på, og er præcis det, men da de blev sat på markedet i 1990’erne, ville ingen købe dem. Høreapparater skulle være diskrete, helst helt usynlige, for de udstillede et kropsligt forfald og en svaghed, de færreste ville reklamere med.

Men hvorfor egentlig? Hvorfor skræmmer den helt naturlige aldring af kroppen os så meget, at de fleste forsøger at skjule den? Det er det tema, udstillingen ”Kintsugi” tager op på Medicinsk Museion i København i samarbejde med center for sund aldring og institut for folkesundhedsvidenskab.

Og man er gået filosofisk til værks, forklarer museumsinspektør Anne Bernth Jensen. Ordet kintsugi er nemlig navnet på en japansk tradition for at reparere ituslået keramik med lak og pulveriseret guld på en måde, så reparationerne bliver fremhævet og giver porcelænet ny værdi og skønhed frem for blot at sløre ødelæggelsen. På samme måde kan man gøre reparationer af menneskekroppen til en stolt tilføjelse frem for en skjult skam.

”Valget af briller er blevet en modesag og en vigtig del af vores personlighed, men derudover tillægger vi ikke kroppens forfald nogen æstetisk værdi, tværtimod. Og det til trods for, at der faktisk ofte er tænkt i skønhed lige så meget som funktion, når man har designet eksempelvis proteser og pacemakere,” siger museumsinspektøren og peger på en ældre håndprotese af træ med negle, hudfolder og andre livagtige detaljer udskåret i træ.

I udstillingen finder man blandt andet et sæt tandproteser fra en dansk sømand, hvor symbolerne for tro, håb og kærlighed er formet i guld hen over tænderne.

Og man kan se 15 pacemakere, der hver især ligner en elegant Zippo-lighter i sølv. Så der er mange muligheder for at fortælle en mere positiv forfaldshistorie end den sædvanlige, men når vi alligevel ikke har tradition for at gøre det, handler det især om forfængelighed, om bekymringen over ikke at kunne det samme som tidligere og om vores hårdnakkede fornægtelse af dødens komme, mener Margrethe Kähler.

Hun er netop blevet pensioneret fra stillingen som chefkonsulent i Ældre Sagen, og Kristeligt Dagblad har inviteret hende med til at se udstillingen.

I den japanske kultur har man tradition for at fremhæve reparationer af kroppen. Den vestlige kultur – ikke mindst den danske – trænger til på lignende måde at skabe en mere positiv historie om det at blive gammel, mener Margrethe Kähler, netop pensioneret chefkonsulent i Ældre Sagen
I den japanske kultur har man tradition for at fremhæve reparationer af kroppen. Den vestlige kultur – ikke mindst den danske – trænger til på lignende måde at skabe en mere positiv historie om det at blive gammel, mener Margrethe Kähler, netop pensioneret chefkonsulent i Ældre Sagen Foto: Medicinsk Museion

Margrethe Kähler har i årtier beskæftiget sig med det levede liv blandt de ældre, og med sine 75 år er hun også selv sådan en. Hun kan desuden byde på to nye knæproteser og en søn, der som læge har specialiseret sig i at udbedre fysiske skavanker såsom for korte, skæve eller ødelagte ben.

”Min far havde glasøje,” fortæller hun, da vi kommer forbi to udstillede øjne.

”Men han skjulte det bag tykke briller og buskede øjenbryn, og vi fandt først ud af, at han havde det, da jeg en dag kom til at åbne en af hans skuffer, og så lå der et øje. Han blev frygtelig pinligt berørt. Sådan var det, og det er stadig flertallet, der skjuler deres forfald.”

Nogle gør det gennem operationer, andre ved blot at gå stille med dørene, men fælles er, at ungdommelighed fortsat er en bærende værdi hos de fleste, og at alderdom generelt er forbundet med en hel del skam.

Men der er ved at opstå en modreaktion, oplever hun. Den er mest tydelig i udlandet, hvor stadig flere over de 70 år fungerer som modeller eller deltager i skønhedskonkurrencer, og hvor proteser er begyndt at blive professionelt designede i markante farver og former.

Kintsugi er – foruden at være navnet på udstillingen på Medicinsk Museion i København – navnet på en japansk tradition for at reparere ituslået keramik med lak og pulveriseret guld på en måde, så reparationerne fremhæves og giver porcelænet ny værdi og skønhed.
Kintsugi er – foruden at være navnet på udstillingen på Medicinsk Museion i København – navnet på en japansk tradition for at reparere ituslået keramik med lak og pulveriseret guld på en måde, så reparationerne fremhæves og giver porcelænet ny værdi og skønhed. Foto: Leif Tuxen

Men også herhjemme spreder der sig langsomt et nyt og mindre skamfuldt syn på forfaldet blandt ældre, måske især blandt 68-generationen, som blandt andet er kendetegnet ved en følelse af pligt over for at gribe livet og holde sig selv i gang. For det er i høj grad selvstændige mennesker, der altid har arbejdet, som bliver ældre i disse år, siger Margrethe Kähler:

”Jeg er helt uenig med dem, der siger, at 68’erne er forkælede. Det var hos dem, skilsmissetallet for alvor begyndte at stige, da familielivet blev hårdt spændt for med begge køn på arbejdsmarkedet. De er vant til at slide, de klynker ikke og vil heller ikke ynkes, og derfor fremstår de i højere grad end tidligere generationer stolte af deres alderdom. Måske også fordi de er vant til at se sig selv i en større sammenhæng og ikke lever så isoleret.”

Hun er også selv stolt af sine nye knæ og fortæller gladeligt om det nye liv, de har givet hende. Derfor ser hun for sig en nær fremtid med et nyt marked for blandt andet smart designede høreapparater, blindestokke med indbygget gps og proteser.

Det er da også den udvikling, man allerede oplever i eksempelvis butikskæden Seniorland og Gloria Mundi Care, der har specialiseret sig i netop eksklusivt designede hjælpemidler til ældre og funktionshæmmede.

Man kan se 15 pacemakere, der hver især ligner en elegant Zippo-lighter i sølv
Man kan se 15 pacemakere, der hver især ligner en elegant Zippo-lighter i sølv Foto: Medicinsk Museion

”En vigtig nøgle til et mere positivt syn på alderdommen er helt klart at gøre det naturlige forfald mere synligt og flottere. Derfor har den japanske kultur fat i noget helt rigtigt, for skam er noget af det, der kan suge allermest livskraft og glæde ud af ældre. Ja, ud af alle,” siger hun.

Der er dog også en udfordring gemt i reparationen af kroppen, påpeger Margrethe Kähler. Med de nye teknologiske muligheder – og den generelt øgede levestandard – følger et forlænget liv med rige mulighed for at opleve alt det, man overhovedet orker, men hvad sker der, hvis man som 80-årig faktisk er mæt på oplevelser, måske endda mæt på livet, og stadig har 15-20 år tilbage? Kan vi så fortsat se og omfavne skønheden i forfaldet?

”Det er glimrende, at det bliver stadig mere naturligt at reparere på kroppen,” siger hun, ”vi må bare ikke glemme, at der, hvor vi mennesker – også når vi bliver ældre – henter meget af vores lykke, er i evnen til at være nysgerrige og blive overrasket. Det evige liv er derfor ikke nødvendigvis ønskværdigt, for vi risikerer først og fremmest at forlænge den periode i vores liv, hvor vi ikke længere kan eller orker at være nysgerrige eller blive overrasket.”