Efter påskens mange helligdage er det igen hverdag. Men alt er alligevel ikke bare ved den gamle selvfølgelighed – at dagene går, og at vi er på vej til kirkegården. Forår og påske rusker op i trivialiteten: Du er endnu i live, glæd dig og tak for livet!
Med denne kække opfordring er alt ikke sagt. Den vanskelige død er ikke sådan lige at komme udenom. Jeg mener at huske en præst, som kom til at fortælle, at han i sine begravelsestaler undertiden stak en nødløgn, at vi skulle mødes igen med vore kære i det hinsides. Det tjener hans hæderlighed til ære, hans hjælpeløse teologiske ynkelighed til trods. Han fik udrykningshjælp fra en pensioneret professor i teologi. Så slap biskoppen for at melde klart ud.
Jeg har holdt påske i mit vestjyske hjemland. Det er vistnok den del af Danmark, kloge østdanske folk kalder udkant – eller bliver imponerede af efter et hastigt éndagsbesøg: Det er jo fantastisk at opleve. De har jo sans for litteratur og kultur, kan både læse og skrive, de folk helt derovre.
Påskedag var jeg til gudstjeneste i Lemvig Kirke. Det var gråvejr og regn udenfor. Der var solskin og glæde indenfor i en fyldt kirke. Der var seniorer som jeg, nydelige folk i sølvbryllupsalderen og unge ægtepar med børn. De senest ankomne kirkegængere måtte se sig søgende omkring efter en plads. Det må være godt at være folkekirke i Lemvig. Og det kan jeg godt forstå med de to præster, sognet er velsignet med.
Vi begyndte med at synge ”Nu ringer alle klokker mod sky” (Salmebogen nummer 408). Jo, det er en yndig søndagssalme, og jeg hører ikke til dem, der ikke værdsætter Ingemann. Morgen og aften er han i mit sind.
Men en påskedag kan jeg simpelt hen ikke undvære Thomas Kingo: ”Som den gyldne sol frembryder gennem den kulsorte sky” (Salmebogen nummer 227) Læs gerne hele salmen, selvom den er lang. Hele ni vers. I den tidligere salmebog fra 1953 var der syv vers, og det ottende vers var tilføjet som en selvstændig salme: ”Tak for al din fødsels glæde”.
Kingos salme er en direkte tiltale, som meddeler sig på trods af århundreder:
Tak, o store sejerherre,
tak, o livsens himmelhelt,
som ej døden kunne spærre
i det helvedmørke telt!
Tak, fordi at du opstod
og fik døden under fod!
Ingen tunge kan den glæde
med tilbørlig lov udkvæde.
Her er der ikke noget at være i tvivl om. Det er, som der siges: Tak. Svaret på påskens glædelige budskab rummes i det ene ord. Glem al spekulation. Selvom salmen ikke blev sunget, var det denne taknemmelighed, som bar præstens prædiken. Ikke blot i ord, men i hele præstens tilstedeværelse på prædikestolen i en smittende smilende glæde, som bredte sig som en lysende opmærksomhed i den store menighed.
Sjældent har jeg lyttet til en prædiken, som i den grad fyldte mit sind med tro og med håb. Og hvor var det en lise for sjælen, at vi ikke skulle udsættes for en teologisk promovering af prædikantens rigtige meninger, om de nu lå til højre eller til venstre i den kirkelige andedam.
Nu er det hverdag igen. Vi lever efter påske, Gud ske tak og lov for det!
Kristne mennesker må leve livet i påskens lys. Også og netop når mørket falder på.
Det går måske an at nævne en erfaring fra de seneste dage: Vi sad omkring et sygeleje. Det var tydeligt, at det gik mod døden. Så er det godt, at der er ritualer at ty til. Vi sang en salme, læste påskeevangeliet, bad Fadervor og sluttede med, at velsignelsen blev lyst. De stærkeste ord jeg kender:
Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!