Vi skal forberede os på døden i tide

Jeg har på det seneste oplevet den ro, der falder over alle – også den døende – vel vidende, at de har fået talt de praktiske ting igennem, skriver Lis M. Frederiksen

Døden er ikke så svær at tale om, når bare man vælger de rigtige lejligheder. Ens voksne børn vil typisk vige tilbage, forsøge at undgå samtalen, fordi de bliver mindet om, at deres forældre skal dø.
Døden er ikke så svær at tale om, når bare man vælger de rigtige lejligheder. Ens voksne børn vil typisk vige tilbage, forsøge at undgå samtalen, fordi de bliver mindet om, at deres forældre skal dø.

”Tænk, at livet koster livet” er titlen på Jørgen Gustava Brandts (1929-2006) smukke salme fra 1985. Det er en salme om glæden ved livet, ved naturen, træerne og havets brusen. Men det er en glæde, som opleves overvældende og stærk, netop fordi vi ved, at vi skal dø. På baggrund af flere langvarige sygdomsforløb og dødsfald i den nærmeste kreds inden for de seneste måneder og år er jeg blevet mindet om alt det, et dødsfald også er.

Et sygdomsforløb og død er også alt det praktiske og alle de svære overvejelser: Kan den døende få lov at dø i fred? Er der testamente? Bankkonti bliver lukket, bankboksen kan man ikke bare komme til uden videre. Bisættelse eller begravelse? Blomsterudsmykning eller måske Dannebrog på kisten? Salmevalg? Hvem skal bære? Papirarbejdet til de offentlige myndigheder. Hvilken præst kan forestå bisættelsen? Har yndlingspræsten sommerferie eller fridag? Sammenkomst bagefter, hvor og hvordan skal serveringen være? Er der tænkt på den efterladtes boligforhold? Er fællesboligen til at klare praktisk og økonomisk for den, der er tilbage?

Listen over helt væsentlige spørgsmål kan sikkert gøres meget længere. Men det, der har slået mig, er, at alle spørgsmålene bortset fra præsters fridage og ferier er nogle, man kan tage stilling til og beslutte, mens man er frisk, men også modig nok til at turde tale om døden med sine nærmeste – det gælder både en eventuel partner eller ægtefælle og børnene.

Jeg har på det seneste oplevet den ro, der falder over alle – også den døende – vel vidende, at de har fået talt de praktiske ting igennem. De ved stort set, hvad der skal ske i den sidste fase, også når dødsfaldet har fundet sted. Nu skriver jeg modig helt bevidst. For det er jo svært for mange mennesker at tale om, især hvis den døende forekommer at været alt for ung til at dø. Såer det meget svært.

Meget prosaisk er der jo også økonomi i et dødsfald. En bisættelse kan koste rigtig mange penge, hvis bedemanden skal sørge for det hele. Forbrugerrådet har i bladet Tænk offentliggjort en række gode råd i forbindelse med et dødsfald.

Der står for eksempel, at det er klogt at gå efter en certificeret bedemand. En begravelse eller bisættelse kan ikke gøres om, så derfor skal man også sikre sig, at kemien er i orden, at man kan tale ordentligt sammen. Tag et uforpligtende møde, spørg om priserne, også hvad du sparer, hvis du laver alt papirarbejdet selv. Husk også at søge om begravelseshjælp gennem sygesikringen, og hvis afdøde er medlem af Sygeforsikringen Danmark er der også økonomisk støtte at hente. Endelig skriver Tænk, at bedemanden også er sælger, der har en vare, han eller hun gerne vil afsætte.

Mange gamle mennesker har sagt til deres nærmeste og måske også til deres læge, at de ikke ønsker genoplivning. Nogle går med et skilt om halsen. Andre har skrevet det ned. Men der findes ingen bestemmelser, som gør, at man kan sikre sig og få lov til at dø i fred uden forsøg på genoplivning. Det er et kompliceret tema. Der er eksempler på genoplivning af gamle over 80 år, som har fået to-tre gode år mere. Men som jeg læste i en avisartikel : ”Modige sundhedspersoner vil skynde sig langsomt, hvis et ældre, svækket menneske bærer et skilt om halsen, at de ikke ønsker genoplivning”. Sagt af Margrethe Kähler fra Ældre Sagen.

Døden er ikke så svær at tale om, når bare man vælger de rigtige lejligheder. Ens voksne børn vil typisk vige tilbage, forsøge at undgå samtalen, fordi de bliver mindet om, at deres forældre skal dø. Det er i hvert fald min erfaring. Men når anledningen er der – det kan være et dødsfald i den nærmeste kreds – kan det være helt naturligt at tale om den afdøde, om hvordan forløbet har været før og efter dødsfaldet og derefter fortsætte og tale om, hvordan man gerne selv vil have, at det skal forløbe. Men det allervigtigste er at få skrevet ned i tide, hvis man har særlige ønsker og prioriteringer. Det er en lettelse, tro mig.

Skønt er det også her i en blæsende regnfuld sommerferie ved Lillebælt at opleve:

”Høje himle

fyldt med svimle

fuglefløjt i morgenvind –

og i suset

gennem huset

jordisk balsam til mit sind.

Fuglen i mit eget bryst

må slå med lyst”.

Døden er ikke så svær at tale om, når bare man vælger de rigtige lejligheder. Ens voksne børn vil typisk vige tilbage, forsøge at undgå samtalen, fordi de bliver mindet om, at deres forældre skal dø.
Døden er ikke så svær at tale om, når bare man vælger de rigtige lejligheder. Ens voksne børn vil typisk vige tilbage, forsøge at undgå samtalen, fordi de bliver mindet om, at deres forældre skal dø. Foto: Photographee.eu - Fotolia