For et år siden forlod Jette Hellemoes sin mand gennem 20 år. I den forbindelse tog hun beslutningen om at blive bedre til at sige til og fra over for andre mennesker.
Tidligere havde den 66-årige midtjyde for vane at holde det for sig selv, når energien periodevis forsvandt, og var der skærmydsler mellem hende og hendes to voksne sønner, tav hun hellere, end hun talte med dem eller andre om det.
Men en psykolog og hendes ene søn fik hende overbevist om, at skulle hun have det bedre med sig selv, var det på høje tid, hun lærte at mærke sine egne grænser og behov og turde sige det højt, når noget gik hende på. Det sidste år er derfor gået med at øve sig i ovenstående discipliner, og hun synes selv, at hun er nået langt.
Jeg har fundet ud af, at det ikke er farligt at melde ud. Mange døre har åbnet sig for mig, og jeg oplever, at folk slapper mere af i mit selskab, når jeg generelt er mere åben og ærlig i min kommunikation. Det handler om at lære at melde ud med hjertet. Det kan man sagtens gøre ordentligt og alligevel få sagt det, man gerne vil, siger Jette Hellemoes.
For den tidligere sygeplejerske er der ingen tvivl om, at mange af de problemer, som ældre i dag går og tumler med, til syvende og sidst kan føres tilbage til familien. Hun kan se det blandt sine jævnaldrende venner, når de fortæller, at en svigerdatter ikke vil lade dem passe børnebørn, eller når en søn bliver skuffet over manglende overskud til at have børnebørn på overnatning. Selv har hun også tidligere følt sig klemt i forhold til sine børn og børnebørn.
LÆS OGSÅ: Ældres sorg bør tages mere alvorligt
Det kan lyde lidt negativt, men det er den unge generation, der sidder med magten. Vi ældre er i klemme i forhold til vores voksne børn, som vi bare så gerne vil, og som vi derfor ikke tør tage konflikter med. Vi er så ydmyge over for dem på den dårlige måde, og vi ikke tør melde ærligt ud af frygt for, hvad der så sker. Men hvad er det egentlig for en tilbagemelding, vi er bange for at få?, spørger hun.
I løbet af det sidste år har Jette Hellemoes brugt en del af sin tid på at gruble over dette spørgsmål. Noget definitivt svar er hun ikke kommet frem til, men hun tror, at det blandt andet kan handle om en grundlæggende angst for, at de voksne børn parkerer deres gamle forældre på et sidespor. Måske fordi de har tilladt sig at være uenige med dem eller har sagt nej til at passe børnebørn. Men sådan bør det ikke være, for fejer man konflikter og dårligdomme ind under gulvtæppet, kan det ende med mistrivsel, mener Jette Hellemoes.
De unge har travlt og fortsætter deres liv, men for ældre, der har megen tid til refleksion, kan der blive tale om en decideret deroute, hvor først ensomheden og så depressionen tager over. Og så er der ikke langt til piller, alkohol og, hvis det bliver rigtig slemt, selvmord, siger hun.
En væsentlig årsag til, at ældre mennesker ikke vover at gå ind i konflikter med deres børn, er, at det er skamfuldt at indrømme over for både sig selv og andre, at familieidyllen ikke er intakt, mener Jette Hellemoes.
Man gribes af dårlig samvittighed over, at løbet er kørt, og at man ikke har muligheden for at ændre på de fejl, man har begået. Det er forbundet med skam at skulle indrømme over for omverdenen, at man ikke finder den tryghed og kærlighed i sin familie, som man burde, siger hun og fortsætter:
Det ligger i kortene, når man taler med andre, at vi alle har fantastiske familieforhold. Men når det er forestillingen, så kan vi næsten kun blive skuffede. Så bliver de store familiefester aldrig helt så fantastiske, som vi synes de skulle, siger hun.
Jette Hellemoes ønsker ikke at give de voksne børn skylden for, at de ældre tynges i familierne. Hendes egen generation har selv en stor del af ansvaret, fordi den har været for konfliktsky og aldrig har lært at tage konflikter i opløbet. Men når det er sagt, så efterlyser hun generelt en større forståelse for det, der følger med at blive ældre.
Der er en manglende accept af vores aldringsproces. Lige meget hvor velholdte vi er, så er energien jo kun lig med den alder, vi har. Skavankerne kommer gradvist snigende, vi har gamle forældre, vi skal tage os af, og børnebørnene skal også passes. Jeg hører folk fortælle, at de ikke tør sige, når de ikke har overskud til at passe børnebørn, fordi de er nervøse for deres børns reaktion, siger hun og fortæller, at hun selv har fundet fred med at sige til og fra over for pasning af børnebørn.
Jeg elsker dem overalt på jorden og vil gerne være sammen med dem. Men når jeg har passet dem, er jeg også træt, og så er det dejligt, at forældrene henter dem. Og jeg har lavet en aftale med mine børn om, at jeg kun siger ja, når overskuddet er der, og jeg vil ikke af den grund føle mig som en dårligere bedstemor, for jeg ved, at jeg er god nok, siger hun.
Ud over det til tider svære forhold til børn og børnebørn peger Jette Hellemoes også på nedslidte ægteskaber som en årsag til, at nogle ældre mennesker kommer til at føle sig ensomme. Selv var hun lang tid om at bryde ud af et ægteskab, som hun ikke trivedes i, men i dag ved hun, at det var det rigtige.
Der er stor forskel på at være ensom i et ægteskab og så reelt at være alene. Det første er det værste. Det er rædselsfuldt, og jeg kan ikke forstå, at man kan gå på kompromis, for man bliver syg af det, siger hun og fortsætter:
Jeg kender flere i min omgangskreds, der lever i ægteskaber, hvor de er vokset fra hinanden. Men de er bange for at tage konflikten og vil hellere være ensomme i et forhold end være alene. Men hvis bare vi turde melde mere ærligt ud, så vores familier anderledes ud, siger hun.
Generelt ønsker Jette Hellemoes sig større åbenhed omkring ældres svære familieforhold.
Hvorfor er der ikke et chatroom med anonym rådgivning for ældre på internettet, mange af os er jo med på alt det digitale? Man kunne også oprette selvhjælpsgrupper, så folk fandt ud af, at det ikke kun er dem, der går og har det svært, og så mener jeg også, at lægerne må yde en større indsats. De stanger antidepressiv medicin ud for et godt ord. Det kan ikke være meningen, siger hun, men kommer samtidig med en lille opsang til sin egen generation:
Vi skal også selv gøre noget. Det kan ikke nytte at sidde og vente på, at telefonen ringer. Vi er ansvarlige for os selv, også når vi bliver gamle og svage. Jeg plejer at udtrykke det sådan: Tag livet på dig, siger Jette Hellemoes.