SF bringer regeringen i mindretal efter ophidset debat om Huda-sag

SF stemmer for beslutningsforslag fremsat af DF i Huda-sag, og dermed ser Socialdemokratiet ud til at løbe ind i udlændingepolitisk nederlag. DF anklager regeringen for smøl og manglende karakterer

I en følelsesladet debat torsdag eftermiddag endte SF med at støtte Dansk Folkepartis forslag om at lukke et hul i loven, så syreren Hussein Abbas ikke kan få udbetalt anden rate af sin hjemrejsebonus på godt 100.000 kroner efter drabet på sin hustru og 8-årige søn. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
I en følelsesladet debat torsdag eftermiddag endte SF med at støtte Dansk Folkepartis forslag om at lukke et hul i loven, så syreren Hussein Abbas ikke kan få udbetalt anden rate af sin hjemrejsebonus på godt 100.000 kroner efter drabet på sin hustru og 8-årige søn. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Kristeligt Dagblad har i en artikelserie oprullet historien om den syriske flygtning Huda Ali Ahmads liv og død for at finde svar på, hvorfor hun skulle bøde for sin nyvundne frihed. Læs hele historien her

En ophidset debat i Folketingssalen endte torsdag eftermiddag med et nederlag til Socialdemokratiet og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.

Her fremsatte Dansk Folkeparti et beslutningsforslag, der binder regeringen til at ændre loven om hjemrejsebonus til udlændinge, der frivilligt forlader Danmark – den såkaldte repatrieringslov.

Partiet vil lukke et hul i loven, så syreren Hussein Abbas ikke kunne få udbetalt anden rate af sin hjemrejsebonus på godt 100.000 kroner.

Ændringen sker på baggrund af Kristeligt Dagblads dækning af Huda Ali Ahmad-sagen. Den syriske kvinde Huda Ali Ahmad og hendes søn blev i februar slået ihjel i Syrien, og hendes mand, Hussein Abbas, har over for de lokale myndigheder og i den verserende retssag tilstået mordene, men han er endnu ikke dømt. Han rejste til Syrien netop med repatrieringspenge i bagagen fra den danske stat og står om nogle måneder – hvis ikke et lovindgreb hindrer det – til at få udbetalt anden rate.

I en følelsesladet debat endte SF med at støtte Dansk Folkepartis forslag. Det samme gør samtlige borgerlige partier. Dermed er S-regeringen i mindretal.

Socialdemokratiet vil – modsat de borgerlige partier og SF – ændre loven fremadrettet og indkalde til forhandlinger i efteråret. Men det er for sent, mener Dansk Folkeparti og kompagni. De vil ændre loven her og nu med gældende retsvirkning for Hussein Abbas, så han ikke få anden rate af sin hjemrejsebonus, hvis han dømmes.

Ifølge Mattias Tesfaye ”vender regeringen hver en sten” for at se, om den danske stat kan forhindre udbetalingen af pengene inden for den nuværende lovgivnings rammer.

”Men det ser svært ud,” fortsatte ministeren.

Regeringen vil derfor ikke ændre loven her og nu. For det kan være i strid med retssikkerheden og i værste fald Grundloven, sagde Mattias Tesfaye.

”Jeg kan sagtens forstå, at det kan være ekstremt svært at forstå, at lovgivningen virkelig hænger sådan sammen.”

”Man kan selvfølgelig ønske sig, at vi fik ændret den her lov sidste år, forrige år, eller for ti år siden. Men måske er det nogle gange sådan, at der skal komme et konkret eksempel, før Folketinget griber til handling,” sagde Mattias Tesfaye.

Flertallet uden om regeringen mener ikke, at forslaget er i strid med Grundloven. Og det satte gang i en usædvanligt ophedet debat i Folketingssalen.

En indigneret Morten Messerschmidt (DF) kaldte det ”dybt, dybt skuffende at høre integrationsministeren.”

”Vi er alle sammen forstemte og bestyrtede over det, der angiveligt er sket. Og så siger ministeren, at man ikke agter at nå at ændre loven i tide, for at vi kan lave om på det. Altså, hvad er det for noget?” sagde Morten Messerschmidt.

Hans partikammerat, Christian Langballe, nærmest råbte: ”Så brems det dog,” i en svada henvendt til ministeren.

”En gang imellem bliver man i det her folkestyre påmindet om, at det handler om at træde i karakter som politiker,” uddybede Langballe.

”Jeg vil gerne træde i karakter,” svarede Mattias Tesfaye:

”Men det kan ikke være sådan, at der er en enkeltsag, som gør, at vi bryder loven - for så hører alting op.”

Rasmus Stoklund blev som socialdemokratisk udlændingeordfører sat til at forsvare sin minister.

Han prøvede forgæves at gyde olie på vandene og erklærede, at Socialdemokratiet ”er enige i intentionen”, men ikke kunne støtte forslaget på grund af juraen.

”Der er mange ting, jeg under hr. Stoklund – at være tæt på magten og så videre. Men hvis der er én ting, jeg ikke under hr. Stoklund, så må det være, når man skal forsvare en minister, der har en ufattelig dårlig sag. Det er der, vi ser hr. Stoklund i dag,” svarede Morten Messerschmidt.

DF-ordføreren var frustreret over, at Socialdemokratiet ikke har forsøgt at få ændret loven endnu, selvom Kristeligt Dagblad i de seneste uger har beskrevet, hvordan Hussein Abbas står til at få over 100.000 kroner i anden rate om otte måneder – uanset, at han har tilstået drab.

”Det er en måned siden, jeg havde ministeren i salen til en spørgsmålsrunde om det. Alligevel er der ikke kommet et eneste beslutningsforsalg, et eneste lovforslag, et eneste ændringsforslag. Det er smøl på smøl på smøl. Og det er dét, vi ikke længere vil finde os i,” sagde Morten Messerschmidt.

SF bakker som det eneste parti i rød blok op om beslutningsforslaget.

Hussein Abbas skal ikke slippe afsted med sin ”groteske handling,” sagde indfødsretsordfører Halime Oguz fra talerstolen i Folketinget

Loven skal derfor ændres nu, mener SF:

”Også for at ære Hudas kamp for frigørelse. Alt, hvad Huda gjorde, var at søge frihed. Frihed fra social tvang. Frihed til at leve,” sagde Halime Oguz.

SF stemmer ved næste behandling for forslaget, hvis det ikke er grundlovsstridigt, og hvis det indeholder en bagatelgrænse, så mild kriminalitet ikke koster hjemvendte udlændinge deres hjemrejsebonus.

”Det her er ikke, som ministeren siger, lovgivning, man kan vente med at lave. Om otte måneder står Hudas drabsmand til at få udbetalt pengene. Vi bliver nødt til at gøre noget nu og her. Huda blev dræbt i februar, nu er det juni, så vi har ventet længe nok,” sagde Halime Oguz efter debatten til Kristeligt Dagblad.

Kristeligt Dagblad har i en artikelserie oprullet historien om den syriske flygtning Huda Ali Ahmads liv og død for at finde svar på, hvorfor hun skulle bøde for sin nyvundne frihed. Læs hele historien her.