Sindssyg og udvist iraker får lov at rejse ind i Danmark igen

En udvist mands helbred skal tages i betragtning, og derfor omgør Højesteret dom om udvisning for bestandigt.

Højesteret har mandag afsagt dom i sag om udvisning af en irakisk mand. (Arkivfoto)
Højesteret har mandag afsagt dom i sag om udvisning af en irakisk mand. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Det bliver ikke et "farvel for evigt" til Danmark, men i stedet et muligt "på gensyn" for en nu 26-årig mand med irakiske rødder.

Manden blev for godt tre år siden dømt for alvorlig kriminalitet.

Da han var sindssyg, fik han en anbringelsesdom i stedet for en fængselsstraf. Oveni blev han i både by- og landsret udvist af Danmark med besked om, at han aldrig måtte rejse ind i landet igen.

Den del har Højesteret dog pillet ved mandag.

Her er fem dommere kommet frem til, at manden, der er født i Irak, skal have lov at krydse den danske grænse igen efter seks år. Årsagen er hans mentale helbred og begrænsede tilknytning til hjemlandet.

Det fremgår af Højesterets dom.

I Danmark bliver psykisk syge som udgangspunkt ikke straffet for en kriminel handling. I stedet idømmes de for eksempel anbringelse på en psykiatrisk afdeling.

Det skete også, da den nu 26-årige mand blev dømt i byretten og siden landsretten for røveri og grov vold. Sammen med to andre overfaldt han i juni 2019 en person med kniv. De kom væk fra overfaldet med 59.000 kroner.

Irakeren blev frifundet for straf på grund af sindssyge. I stedet blev han dømt til anbringelse og udvist af Danmark for bestandig.

Højesteret har i dommen mandag kun taget stilling til spørgsmålet om udvisning. Afgørelsen er truffet, efter at en anden sag om udvisning i forbindelse med straffrihed har været forbi Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Her fik Danmark i december 2021 besked på, at helbredsmæssige forhold skal indgå i den samlede vurdering af en udvisning, når en person er fundet straffri.

Højesteret finder, at der er grundlag for at udvise manden - også selv om hans tilknytning til Danmark er stærkere end til Irak.

Han vil kunne klare sig i hjemlandet, fordi han kan lidt arabisk og må antages at kende til skik og kultur i Irak, vurderer Højesteret.

Dog skal han have mulighed for at vende retur til Danmark efter en årrække på grund af den begrænsede tilknytning til Irak, og fordi det skal tillægges betydning, at han blev fundet straffri.

- Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at indrejseforbuddets varighed fastsættes til seks år, skriver Højesteret i sin konklusion.

Den irakiske mand kom til Danmark som toårig og har haft lovligt ophold siden. Han er ikke gift og har ikke børn.

Manden er tidligere straffet og har flere domme på straffeattesten for våben og narko. Han er også udvist betinget to gange tidligere.

En overlæge ved Psykiatrisk Center Sct. Hans har i forbindelse med Højesterets syn på sagen udtalt, at den 26-årige lider af paranoid skizofreni og skal have medicin hver dag.

- Patienten skal behandles med antipsykotisk medicin resten af sit liv. Ophører patienten med medicinen, stiger risikoen for forværring af hans psykiske tilstand, som kunne føre til fornyet kriminalitet, vurderer overlægen.

/ritzau/