Ikke-testen har det hårdt i mødet med den udviklingsstrategi, regeringen netop er blevet enig med et meget bredt flertal om på Christiansborg. Strategien sætter retningen for dansk udviklingspolitik de næste fire år, men sigter i øvrigt efter FN’s 17 store målsætninger for verden frem til 2030, de såkaldte verdensmål, som også den forrige strategi fra 2017 gjorde.
Men hvem kan være uenig i, at 2020’erne skal være et ”handlingens årti”? At man skal bekæmpe fattigdom og ulighed, konflikt og fordrivelse? Skabe håb og muligheder for det enkelte menneske? Eller at Danmark skal gå forrest i kampen for klimaet i de fattigste lande?
Nå ja, det sidste kan man nok finde nogen, der vil sige nej til, men de mange gode intentioner er noget af en mundfuld at nå for de 17 milliarder kroner, der hvert år afsættes på finansloven til udviklingsbistand – og som politikerne foreløbig ikke har planer om at sætte op. Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skjuler ikke sin begejstring for aftalen, da han torsdag morgen præsenterer den på en konference for en række af de udviklingsorganisationer, der har været inddraget i arbejdet med at skrive den nye, 31 sider lange plan.
I sin indledende tale til organisationsfolket og de politiske samarbejdspartnere fortæller Flemming Møller Mortensen, at hans eget motto er, at ”det er bedre at gøre det halve helt end at gøre det hele halvt.”
Så da Kristeligt Dagblad kort efter møder ham til et interview om strategien, ligger første spørgsmål lige for.
Hvordan undgår du, at den nye strategi, som på det nærmeste har som mål at redde hele verden, lige præcis ender med at gøre det hele halvt?
”Tingene hænger sammen,” svarer ministeren.
”Verden i dag viser, at en katastrofe eller krise sjældent står alene, men er forbundet til andre. Når jeg har stået stejlt på, at vi skulle fokusere på fattigdom og ulighed og har fået bred politisk opbakning til det, så er det tænkt ind i alt.”
”Det bedste eksempel er klimaforandringerne. Jeg har været i Burkino Faso for nylig, og der så jeg med egne øjne, at det er et af de områder i verden, hvor klimaforandringerne slår tydeligst igennem. Det har så stor og negativ indflydelse på menneskers muligheder for at leve, som de gerne vil, og derfor hænger tingene sammen.”
”Så når vi vil give klimabistand, er det fattigdomsreducerende, det er ulighedsreducerende, det er fremme af jobs, det er fremme af bæredygtige og robuste sundhedsvæsener, og det er fokus på uddannelser. Så tingene er ekstremt integrerede.”
I taler også meget om kvinders rettigheder og ligestilling, demokrati og bekæmpelse af korruption som vigtige mål. Men de kan vel meget let støde sammen med, at I også gerne vil hjælpe de allersvageste og fattigste, som lever i lande, vi ikke kan støtte, fordi de ikke lever op til vores fine mål om ligestilling og demokrati?
”Det er et godt spørgsmål, som rammer kompleksiteten ind. I kredsen bag den nye udviklingsstrategi er vi fuldstændig klar over, at ting bliver vanskelige, og ting, der var mulige den ene dag, kan blive umulige den næste. Men vi vil hele tiden understøtte den demokratiske nerve, uanset om det gælder et land med et militærregime, som vi under ingen omstændigheder kan støtte. Der kan vi i stedet arbejde med civilsamfundet.”
Ministeren nævner Myanmar som et konkret eksempel på det sidste. I en lang periode troede man på, at det land udviklede sig i demokratisk retning, og det ville Danmark gerne støtte. I februar tog militæret magten ved et kup, og så har man overført støtten til ikke-statslige organisationer. Her kan udfordringen dog være, at det bliver sværere at kontrollere, om pengene havner i de rigtige hænder. Især hvis mange lande gør det samme, og organisationerne derfor pludselig får mange flere penge at arbejde med.
”Svaret er, at vi ikke vælger lande fra, men nogle grundbetingelser skal være opfyldt for at vi kan have et samarbejde stat-til-stat. Ellers bliver det et samarbejde mellem den danske stat og de civilsamfundsorganisationer, der arbejder i landet,” siger han.
Et af de politisk ømtålelige spørgsmål har netop været, hvornår Danmark skulle slå kassen i for modtagere af udviklingsbistand, og hvornår man skulle lade det blive ved de politiske markeringer. Når et land som Myanmar får et militærstyre, er det altså nok til at stoppe for støtte til staten. Som noget nyt hedder det også i strategien, at ”vi vil i udgangspunktet ikke give langsigtet udviklingsbistand til stater, der nægter at tage imod deres egne statsborgere”.
Videre vil Danmark fremme tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed for alle trossamfund, ikke-troende og mindretal, men her bliver der ikke tale om at stoppe for støtte, hvis et modtagerland knægter nogle af rettighederne. Som nævnt i gårsdagens avis, ønskede Dansk Folkeparti, at støtten skulle tages fra lande, der forfølger kristne, men det stod partiet alene med og trådte derfor ud af forhandlingerne.
Kravet om, at lande som udgangspunkt skal være villige til at tage imod egne statsborgere for at få udviklingsbistand rammer i øvrigt lige ned i den varme diskussion om, hvordan man skal behandle de mange fattige, der søger mod Europa.
Strategien understreger, at man skal respektere internationale konventioner. Det mener regeringen, at man godt kan gøre, selv om man sender asylansøgere fra Danmark til et tredjeland i Afrika.
Men hvad betyder aftalen for de tusindvis af mennesker fra Afrika, der søger lykken i Europa?
”Deres drøm er at få et bedre liv, og hele udviklingsstrategiens mål er, at de unge mennesker kan få et håb om at få et godt liv, der hvor de er. Med social sikring, med jobs, med uddannelse og fødevaresikkerhed, som gør, at de ikke skal flygte.”
Flemming Møller Mortensen vil dog ikke svare på, hvad man stiller op med dem, der fortsat vil krydse Middelhavet, indtil strategien kommer til at virke. Det ligger ikke inden for hans ministerområde, påpeger han.