Prøv avisen

Skal man sige til sine børn, at nisser findes?

"Når børn begynder at have et alvorligt ønske om at forstå verden, fortjener de, at man kommer med et ærligt svar," siger lektor Søren Overgaard, som blev overrasket over, at de i sønnens børnhave bad om en forklaring på, hvorfor de hjemme havde fortalt drengen, at nisser ikke findes. Foto: Eugenia Petrovskaya / Iris / Ritzau Scanpix

I det danske land vrimler det for tiden med små rødhuede væsener, nisser. Men skal man fortælle børn, at de ikke findes? Selvfølgelig, mener lektor Søren Overgaard, som har punkteret myten for sin egen søn. Nej, lyder det fra religionshistoriker Katrine Frøkjær Baunvig, for troen på nisser træner børns forestillingsevne

Harry Potter har aldrig levet, der ligger ikke en Ramasjang-ø i havet, og nisser findes ikke. Tre sandheder de fleste voksne kan blive enige om. Men skal børn have det at vide?

Lektor Søren Overgaard fra Københavns Universitet har fortalt sin fireårige søn, at nisser ikke findes. Og det har vakt opsigt.

I et indlæg i Politiken i weekenden beskrev han, hvordan hans kone måtte stå skoleret i sønnens børnehave og forklare, hvorfor de hjemme havde fortalt drengen, at nisser ikke findes. Drengen var tilsyneladende den eneste i børnehaven, som ikke troede på nisser, og det skabte splid.

Men skal man sige til sine børn, at nisser findes? Ja, mener Søren Overgaard. Nej, mener Katrine Frøkjær Baunvig, religionshistoriker og leder af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet.

Søren Overgaard, lektor ved Københavns Universitet, hvorfor er det en god ide at aflive myten om nisser over for sine børn?

Det kan være spændende og fortryllende at tro på et magisk univers. Det er fint nok. Jeg har ikke principielt noget imod, at man lader sine børn tro på nisser.

Men det er et problem, hvis man ikke må fortælle sit barn sandheden, når det spørger direkte. Det har vi gjort, men mange har reageret, som om vi har begået en fejl som forældre, og det det har jeg meget svært ved at se.

Jeg tror, at der er en forestilling om, at små børn kun får fuldt udbytte af at nyde fiktion, hvis de tror fuldt ud på illusionen, og den køber jeg ikke rigtig.

Jeg var i København med min dreng den anden dag. Det meste af turen legede han ulv. Han sad i S-toget og sagde ”uhhh”, og hvis jeg trykkede ham på ”snuden”, så smilede han. Var det ikke kanon-sjovt for os begge to? Jo, det var det da. Var der nogen af os, der virkelig troede, at han var en ulv? Nej, det var der ikke.

Hvis det er fint, at børn har forestillingsverdner, hvorfor valgte I så alligevel at fortælle jeres dreng, at nisser ikke findes?

Fordi han er begyndt at interessere sig meget for verden og stiller spørgsmål som ”hvem har lavet bilerne,” og "hvor ligger Kalymnos,” hvor vi har været på sommerferie. Når han kommer alvorligt og spørger mig direkte, så synes jeg, at den bedste måde at tage ham og hans videbegærlighed seriøst på er at sige, ”nej, det er noget vi leger”.

Men derfor kan legen jo alligevel godt være rigtig god.

Jeg har svært ved at forestille mig, at man tager noget som helst fra børn i forhold til at bruge deres fantasi ved at fortælle dem, at der ikke findes nisser.

Har du aldrig selv fortalt dine børn en hvid løgn?

Jo, det har jeg da. For eksempel når vi snakker om døden. Vores dreng har før været bekymret for, hvad der sker, når vi forsvinder. Så har vi sagt til ham, ”der går mange, mange år før det sker, og så er du selv voksen og har børn og så videre.” Men det kan vi jo ikke vide. Det er udelukkende, fordi vi ikke tror, det har noget formål at fortælle en fireåring, at hans far kan falde død om, hvornår det skulle være.

Kan det så være okay en gang i mellem at stikke sine børn en hvid løgn? For eksempel når man taler med dem om døden?

Det tror jeg helt bestemt. Min personlige holdning er bare, at når børn begynder at have et alvorligt ønske om at forstå verden, fortjener de, at man kommer med et ærligt svar. Hvis det ellers ikke er for hårdt eller for svær at bearbejde. Og det er altså ikke hårdt eller svært at forholde sig til, at der ikke findes nisser eller en julemand, og at gaverne kommer fra far og mor.

Katrine Frøkjær Baunvig, leder af Grundtvig Centret ved Aarhus Universitet, hvorfor er det en god ide, at fortælle sine børn, at der findes nisser?

At tro på nisser hører med til det at være menneske og bevæge sig ind forskellige forestillede virkeligheder. Det er en af menneskeartens kernekompetencer. Som religionshistoriker vil jeg pege på, at kultur og religion er forestillede virkelighed, som hjælper mennesker med at forstå verden.

Man har til alle tider grebet til alle mulige typer af forestillinger. Nisser er jo bare et bestemt variant. Derfor synes jeg, at det at tro på nisser, tale om dem og høre eventyr om dem, er en fin og hyggelig aktivitet, som er med til at lære små mennesker verden at kende som et mangefacetteret sted.

Hvad hvis man så punkterer myten om nisser?

Så vil jeg ønske, at man i stedet fortæller nogle andre historier. Det gode ved at tro på nisser er selve historiefortællingen - det at skabe et rum for fantasien. Hvis man ikke synes, at det virker naturligt at fortælle om nisser, så kan man i stedet fortælle sit barn om eksempelvis dinosaurerne. Selvom de ikke lever længere, er de spændende og indbyder til eventyr. Så bliver den fortælling en forestillet virkelighed, men en som ikke er baseret på det rene opspind.

Børn er jo godt med på, at der gælder andre spilleregler, når vi snakker om nisser. For vi kan ikke se dem. Men derfor er det stadig fint at træne dem i den virtuel virkelighed. Det har vi brug for for at skabe kultur. Der er for eksempel også en forestilling, at vi i Danmark er en nation.

Er der ikke forskel på, om det er en nation eller en nisse, man tror på?

Jo, men de er begge fiktive, og forestillingsevnen er den samme. Vi har brug for at lære at tænke om os selv, at vi er en del af virtuelle virkeligheder, hvis vi gerne vil have store samfund til at fungere. Og et godt sted at træne denne evne er ved at starte med ting, som er rare og hyggelige, som for eksempel at tro på nisser.

I langt de fleste andre sammenhænge gør forældre, hvad de kan, for at fortælle sandfærdigt om verden. Hvorfor er det okay at lyve om nisser?

Der findes forskellige former for kommunikation. Det med nisser kan man kalde en form for poetisk kommunikationsform. Den er kreativ og medskabende i barnets verdensbillede.

En anden form kan kaldes for fornuftig kommunikation. Det er for eksempel sådan noget med, hvor lang en meter er, hvordan man tænder for en computer og hvad fake news er. Alle de ting som er vigtige for at kunne navigere i verden.

Men med nisser handler det mere om en poetisk eller musikalsk forståelse af, hvad det er at være menneske. At man også kan kommunikere på andre måder end med korrekte oplysninger. Derfor er det vigtigt at kultivere forestillingsevnen. Det er menneskets grundmodus at lære at forstå verdensbilleder og verdensfortællinger og udlægge dem på forskellig måde.

Risikerer man ikke at miste tilliden fra ens børn ved at bilde dem noget ind, som de senere hen finder ud af er løgn?

Jo, men det er jo ikke alt, hvad man gør ved sine børn, når de er små, som de synes er fedt, når de bliver større. Og det her må bare være en af de konsekvenser, der hører med til at vokse op og gå fra at være et lille barn til at blive et større barn og se det, forældrene har sagt og gjort, i et nyt lys.

Og helt ærlig så har jeg endnu ikke mødt nogen, der har oplevet det som et reelt overgreb, at de har fået af vide, at der alligevel ikke levede nisser ude i skuret.

Lektor ved Københavns Universitet Søren Overgaard. Foto: Privatfoto
Religionshistoriker og leder af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet, Katrine Frøkjær Baunvig. Foto: Emil Kastrup Andersen