Der er et pres og nogle forventninger, som dikterer, hvem vi skal være – og det er ikke nok at være almindelig. I de rige skandinaviske lande er alt tilsyneladende lagt til rette, så man kan få succes, og hvis man ikke præsterer godt eller udnytter sit potentiale til fulde, er det ens egen skyld. Det er derfor et stort nederlag, hvis man ikke når sine mål; et nederlag, man er overladt til selv at håndtere og holde hemmeligt. Og som skal skjules for omverdenen, så ingen kan se, at man ikke mestrer tilværelsen.
Sandheden tåler ikke dagens lys, for hvis man har ansvaret for sin egen indsats, har man også ansvaret, hvis det mislykkes. Derfor mister vi evnen til at være sårbare. Resultatet kan blive selvforagt, fordi det tilsyneladende er selvforskyldt. Man isolerer sig, føler sig udenfor, anderledes og ensom. Vi mener derfor, at når mange mennesker, specielt unge, oplever en konstant uro, nedtrykthed og udmattelse, er det normale reaktioner på unormale vilkår.
Både selvværd og selvtillid handler om, hvordan vi oplever os selv i relation til andre, men de to adskiller sig væsentligt fra hinanden i indhold. Mens selvtillid handler om, hvad man er, og hvilke præstationer man udfører, handler selvværd om, hvem man er, uafhængigt af alt det, der kan måles og vurderes udefra. Selvværd kan forklares som en varig oplevelse af egen værdi, uafhængig af præstation og ydre faktorer som udseende, materielle goder og karriere. Selvtillid er mere situationsafhængig og knyttet til det, man mestrer. Man kan have lavt selvværd, men stor selvtillid. For eksempel kan man føle sig mindreværdig, men præstere godt på jobbet.
Selvværd er ikke noget, man præsterer for at få, eller noget, man skal bevise over for andre, at man har. Højt selvværd handler om at vide inderst inde, at man er værdifuld, præcis som man er, uafhængigt af hvad man gør, og hvad man har. Derfor tør man være ærlig og ægte og vise, hvem man er – både med styrker og begrænsninger – når man er sammen med andre mennesker.
Man tør med andre ord handle ud fra det, man føler indvendigt, fordi man er sikker på, at man er god nok – præcis som man er. Hvis man for eksempel er single og går på en date med én, man godt kan lide, men bliver afvist, kan det få én til at tro, man ikke er god nok, hvis man har lavt selvværd. Er selvværdet højt, kan man synes, det er trist at blive afvist, især hvis man synes godt om personen. Men man accepterer, at livet ikke altid går, som man ønsker, og afvisningen betyder ikke noget for den værdi, man har som menneske. En afvisning er med andre ord ikke ensbetydende med, at man ikke er god nok, men at det ikke lige klikkede i relationen. Selvtillid handler om, hvad man er, mens selvværd handler om, hvem man er.
Når vi er i tvivl om vores egen værdi og usikre på, om vi er gode nok, tør vi heller ikke vise, hvem vi er, og hvordan vi egentlig har det. Det kan føles som en trussel at være sårbar, fordi vi risikerer at blive afsløret som nogen, der ikke hører til i fællesskabet. Skammen opstår af en universel frygt for ikke at blive accepteret af andre mennesker, og den frygt fører til, at vi skjuler visse sider af os selv til fordel for andre mere polerede sider. Skam handler om at være flov over noget, og den centrale tanke er: ”Hvad vil andre tænke om mig?” Man er bange for ikke at være god nok og blive foragtet af andre. Skammen har derfor en central betydning i vores relationer. Måden, vi håndterer skammen på, vil enten føre os nærmere andre mennesker, for eksempel når vi tør være sårbare og fortælle andre, hvordan vi har det, eller den vil føre os længere væk fra andre mennesker, når vi for eksempel prøver at fremstå ufejlbarlige og perfekte.
Det er vigtigt at adskille skyld og skam. Skammen ligger derfor dybt i os og udtrykker sig i vores relationer. Ved skam er identiteten, det såkaldte selv, i fokus, mens det i forbindelse med skyld er samvittigheden, der er i fokus i en form affindre konflikt på baggrund af noget, der er sket.
Skam: ”Jeg er forkert.” Skyld: ”Jeg gjorde noget forkert."
Gennem opvæksten erfarer og lærer vi, at andre kan opfatte os negativt, noget der kan føre til, at de tager afstand og fjerner sig fra os. Det er temmelig brutalt, fordi vi er flokdyr og afhængige af andres accept for at være en del af fællesskabet. Hvis andre ikke holder af os, risikerer vi at blive afvist og udstødt af flokken, og det er et grundlæggende behov for mennesker at være en del af fællesskabet. Det gør os meget sensitive over for skam, fordi vi ikke kun skal forholde os til potentielle sociale trusler om afvisning, men også til en eventuel mangel på evnen til at aktivere en grundlæggende tryghed i os selv. Det betyder, at de fleste af os vil få en reaktion i form af forsvar og behov for at handle på det, hvis vi bliver afvist eller kritiseret. Det er vigtigt at forstå, fordi det betyder, at ikke alle har den evne, som er gavnlig i sociale relationer, og det kan derfor føre til en dyb frygt og fortvivlelse. Vi bør derfor møde andre med omsorg og varme, fordi vi aldrig ved, hvilke indre kampe de kæmper med sig selv.
Skammen kommer af frygten for, at andre ikke kan lide os. Så risikerer vi at blive afvist og udstødt af fællesskabet. Mange genkender tanken om ikke at være god nok. Forestil dig, at du skal være åben om noget, du synes er lidt pinligt, så det føles risikabelt at fortælle om det. Vi bliver eksponeret og får en følelse af afmagt. Skammen er noget, vi kæmper med alene hver især, fordi vi tror, at hvis nogen ser det, vi skammer os over, så risikerer vi at få det bekræftet som en sandhed, og den risiko er for stor. Når vi føler os truet – når der er en risiko for afvisning – gør vi alt, hvad vi kan for at forhindre det. I stedet for at mærke den ubehagelige følelse af ensomhed vælger vi ofte at overhøre den. Det vil sige, at vi bedøver smerten, enten ved at forsøge at trække os væk fra den eller ved at benægte, at den er der. Det er en måde at beskytte sig selv på. Det føles lettere her og nu, men når man ikke giver følelserne plads, kan det få store og uheldige konsekvenser på sigt.
For at beskytte os selv undgår vi ubehagelige følelser ved at overhøre dem. Situationer, der kan udløse skam, er ofte hændelser, hvor vi sammenligner os med andre mennesker. Selvtilliden er bygget på det, man præsterer, og man fremstår for andre som én, der ikke har noget med skam at gøre. Man tænker meget på, hvad man kan tabe, og er ofte afhængig af andres beundring. Perfektionisme er ofte en strategi til håndteringen af skam.
Perfektionisme handler om at kompensere for den ubehagelige følelse af utilstrækkelighed ved at præstere endnu bedre og fremstå vellykket. Man er bange for at fejle, og når man ikke kan klare alt, skammer man sig. På den måde lader man andre definere, hvem man er, ud fra, om de bekræfter en som god nok eller ej. En typisk tanke, også kaldet en leveregel, kan være: ”Hvis jeg bare er perfekt og skjuler, hvem jeg i virkeligheden er, vil ingenting gå galt.”
Den slags leveregler handler ofte om accept, kontrol og præstation, og det siger noget om, hvordan man er over for andre. Ved perfektionisme lægger man afstand til centrale dele af sig selv til fordel for noget mere poleret og perfekt. Det resulterer i en falsk facade, hvor man skjuler sider af sig selv til fordel for nogle udvalgte træk. Det fører til, at man forbliver i det overfladiske liv med overfladiske relationer, der igen giver en følelse af indre tomhed.
Perfektionisme er en måde at overleve på og en måde at beskytte sig selv på. Man forvalter værdi gennem præstation og ydre faktorer – fordi man frygter, at man ikke er god nok og vil blive afvist. Man prøver at være noget andet og bedre, end man er, ved at skjule sine begrænsninger og spille skuespil. Ingen må opdage, at man ikke kan alt, og i sidste ende føler man, at man ikke er god nok. Det er nærmest et selvbedrag, der gør, at man bliver både udmattet og ensom.
Mange kompenserer for usikkerheden ved at gøre det, de tror, andre ønsker, for at de skal blive accepteret og inkluderet. For kvinder handler det ofte om at være en god mor og en smuk kæreste eller kone med et pænt hjem, samtidig med at man helst skal arbejde på fuldtid.
For mænd handler det ofte mere om at vise styrke og ikke blive opfattet som svag, have kontrol over følelserne, et godt job og høj indtægt. Stor selvtillid bliver forvekslet med godt selvværd, og sårbarhed bliver forvekslet med svaghed. Man bliver slidt ned, fordi det hverken er menneskeligt eller muligt at præstere på alle områder. Man kommer derfor aldrig i mål og må arbejde forfra hver eneste dag for at holde standarden. Det er energikrævende og ikke mindst overvældende.Man bliver ensom, fordi perfektionisme skaber afstand til andre mennesker og forhindrer de nære og fortrolige møder, der netop er det, der giver en følelse af samhørighed, altså at man er en del af flokken.
Med sårbarhed følger ubehagelige og vanskelige følelser som frygt, uro og usikkerhed, men med sårbarhed følger også glæde, kærlighed og følelsen af at høre til. Ifølge Gry Stålsett betyder det, at vi ikke bare kan dæmpe ubehagelige følelser uden samtidig at dæmpe de gode. Vi bedøver ikke bare én følelse – men alle! Hvis vi ikke tillader os at være sårbare, forhindrer vi os selv i at mærke ægte glæde, taknemmelighed og samhørighed med andre. For at undgå også at skulle mærke de ubehagelige følelser bliver de gode følelser også ”forbudte”.
Når vi undviger specifikke følelser og trækker os tilbage, er vejen til ensomhed og depression kort. Pessimismen kan blive en livsstil, fordi det føles lettere at leve med skuffelsen frem for at mærke den ubehagelige følelse af afvisning. Det opleves meget risikabelt at håbe på noget, have forventninger eller glæde sig, når man frygter at blive såret. Pessimismen bliver en livsstil, fordi det føles lettere at leve med skuffelsen frem for at mærke den ubehagelige følelse af afvisning.
At være perfekt, uden fejl og mangler, er ikke det samme som at have det godt med sig selv. Det er naturstridigt. Vi bliver tiltrukket af andre, der er jordnære og ægte; mennesker, der ved, at livet til tider er udfordrende, og som tør være uperfekte. Det giver følelsen af tryghed og nærhed. Perfektionisme er derimod et skjold, en facade, der forhindrer, at vi bliver set og modtaget med kærlighed af andre. En maske kan man måske lide, men kun et ansigt kan man elske.
Følelsen af ensomhed, det vil sige ufrivilligt at være alene, kan faktisk svække vores immunforsvar og skabe nogle fysiologiske processer, der er skadelige for os. Undvigelsen betyder ikke, at vi slipper for at forholde os til følelserne, men at vi kronisk står i alarmberedskab. Hjernen er konstant i overlevelsesmodus med indre uro. Konsekvensen kan være en depression udløst af skam, som det var det for Charlotte i eksemplet ovenfor.
I vores præstationsorienterede samfund bliver fejl ofte fremstillet som noget negativt. Samtidig er det vanskeligt at forestille sig, at man kan gå fejlfri gennem livet. Måske er det netop fejl, der fører til læring, og som både kan føre til, at man fejler mindre i fremtiden, og at man får øget bevidsthed og viden om, hvad man skal gøre anderledes. Succesfulde mennesker har ofte en lang historie med afprøvninger og fejl bag sig. Det er bare ikke altid, at man kan få øje på fejlene. Det er let at få en urealistisk forestilling om, hvor meget andre mennesker fejler sammenlignet med én selv. I de allerfleste situationer har fejl ubetydelige konsekvenser i den store sammenhæng. At fejle kan i visse tilfælde også være ganske befriende, både for den, der fejler, og for omgivelserne. Der er noget menneskeligt ved at fejle, og vi fejler alle sammen.
Hvilken betydning tror du, det ville have haft for dit liv, hvis du havde været lidt mindre bange for at fejle? Er der noget, du havde turdet gøre eller ville have gjort anderledes? Frygten for at fejle kan i høj grad afholde os fra at prøve. Måske kan du teste det og begå en fejl, altså fejle helt bevidst og se, hvilke konsekvenser det får? Hvilken effekt har det på dig, hvis du opdager andre menneskers fejl, og får det dig til at tænke anderledes om dem? Måske kan du øve dig i at tillade fejl og tage ejerskab for de fejl, du begår. Du er ikke fejlene, men du er modig.
Skam fastholdes og trives med hemmeligholdelse, stilhed og selvbedømmelse. Når den først har fået plads, kan den sprede sig, tappe dig for energi og være en barriere for glæden. Den påvirker relationer til andre, fordi vi lettere opfatter uskyldige hændelser som krænkelser. Skammen i sig selv er ikke farlig, den er uundgåelig – og vi har alle mærket den. Det er måden, vi forholder os til den på, der er afgørende for, om vi lider. Den relation, vi har til vores egen skam, er derfor central. Ved at nærme os det, der udløser skammen, og erfare den bliver sårbarheden til frihed frem for en forhindring.
Brené Brown har undersøgt, hvilke fællestræk der er hos folk, der kan rumme skammen, og hvad de gør for at føle, at de både har værdi og hører til. Hun konkluderede, at de er såkaldt helhjertede mennesker. De forstår og omfavner deres egen sårbarhed fuldstændig. De ved, at de er værdifulde, uafhængigt af ydre omstændigheder, og de tvivler ikke. Derfor kan de rumme skammen.
De er bevidste om, hvad der udløser skam hos dem, og de stopper op og træder et skridt tilbage, når situationerne opstår. De tør være uperfekte, og de er villige til at give slip på den, de troede, de skulle være, og hvad de troede, andre forventede, de skulle være. De udviser omsorg for sig selv og tør fortælle andre om, hvordan de har det, når livet er hårdt. De mener, at sårbarheden netop gør dem ægte, særlige og værd at elske. De taler om skam og tør fortælle deres historie og accepterer, hvordan det egentlig er. De ved, at der ikke bliver givet garantier i livet, og derfor tør de sige ”jeg elsker dig” først, selv om de ved, at der er en risiko for, at de ikke får det samme svar. De giver sig selv omsorg.