Børn og skilsmisse: Den succesfulde deleordning

Ved en skilsmisse er det vigtigt, at man som forældre tager højde for det enkelte barns personlighed og alder, hvis man skal have succes med at lave en deleordning, der fungerer, skriver familievejleder Lola Jensen i sin nye bog "Pas på familien". Læs et uddrag her

Det er forskelligt, hvad børn kan tåle i forhold til samværsordninger, alt efter hvor modne og gamle de er, og hvor robust eller følsom en personlighed de har. Modelfoto.
Det er forskelligt, hvad børn kan tåle i forhold til samværsordninger, alt efter hvor modne og gamle de er, og hvor robust eller følsom en personlighed de har. Modelfoto.

Det er aldrig børnene, der har valgt at blive skilt.

Og det er i alle forældres interesse, at børnene bløder mindst muligt.

En skilsmisse vil altid koste blod, sved og tårer, mindre i nogle familier, mere i andre, men tabet kan jo forsøges placeret på flere skuldre – og det skal gerne være de voksne, der tager det meste.

For det er værd at huske, at de voksne er færdige med deres barndom og dermed med dannelsen af alt det grundlæggende.

Og det er desuden lettere for voksne at gå ud og få en ny bloddonation et sted, fordi voksne (især kvinder) for eksempel lettere taler med andre om det, der trykker. Børn er ofte langt mere lukkede omkring deres problemer på grund af deres loyalitet over for forældrene.

Voksne kan også få en ny bloddonation ved at blive forelsket og indgå i et nyt forhold, mens børnene ikke går ud og finder hverken en ny mor eller far – eller for den sags skyld en erstatningsvoksen.

Det sidste kan nemlig være svært i det travlhedens og lukkethedens netværk, som de fleste af os lever i, og sådan som de fleste lokalsamfund former sig lige p.t.

Mens det var faderen, der mentalt blødte mest i de gammeldags ordninger, så gjorde moderen det i det praktiske arbejde, og børnene blødte (oftest) mindst, fordi de havde en base, der tillod deres rodnet at forblive intakt.

Men som ovenfor skildret er det svært at være gæst hos sin egen forælder – en følelse, der kan blive forstærket, hvis der kommer en ny partner og nye børn det sted, hvor man kommer mindst – og derfor er en 12/2- eller en 11/3-ordning sjældent nok til at etablere et ordentligt og dybt forhold til den forælder, man ser mindst.

Men det er ikke en 7/7-ordning, der er løsningen på et brugbart samvær med begge forældre. Og der bliver sikkert tværet i tidsåndens åbne sår ved – endnu en gang – at skrive, at det oftest er børnene, der bløder mest i en 7/7-ordning.

ANNONCE: Køb bogen her

Derfor bør der findes bedre løsninger. Det er hårdt for børn ikke at have en base, og det er forældrenes ærinde, der primært bliver gået, når man vælger en fifty-fifty- ordning, og når man forsvarer sit valg med argumenter om, at man så har lige stor mulighed for at komme lige meget til barnet, at man så både opdragelsesmæssigt, kærlighedsmæssigt og praktisk kan komme til at præge og påvirke barnet lige meget.

Det er udtryk for en narcissistisk tankegang, der ikke har barnets bedste for øje, men derimod forældrenes og deres indbyrdes forhold, der godt kan være præget af konkurrence, selv om de bestræber sig på, at det ikke skal være det.

Hvad kan børn tåle i forhold til deleordninger?

Det er forskelligt, hvad børn kan tåle i forhold til samværsordninger, alt efter hvor modne og gamle de er, og hvor robust eller følsom en personlighed de har. Nogle forældre satser på børnenes robusthed, som så viser sig pludselig at krakelere (Det sidste nye er en global samværsmodel, fordi den ene forælder typisk arbejder i udlandet. Barnet rejser så frem og tilbage).

Andre forældre beskytter barnet for en sikkerheds skyld og lader så samværet stige, i takt med at barnets modenhed og forståelse for det, der sker, vokser. Hvis man har børn i meget forskellige aldre eller med forskellig robusthed, kan det være nødvendigt at differentiere – også selv om grundholdningen her er, at søskende helst skal følges med hinanden.

En syvårig kan ofte klare mere hurlumhej frem og tilbage mellem mor og far end en toårig, hvilket kan resultere i en 9/5-ordning for den store og en 11/3-ordning for den lille, så de to søskende får ni fælles dage hos den ene forælder, tre hos den anden og to hver for sig på hver sin matrikel.

Omvendt kan en ikkefølsom og robust treårig ofte tåle samme antal samværsdage som den femårige, fordi den på fem giver den på tre en øget tryghed med frem og tilbage mellem de to matrikler. Nedenfor følger et generelt oplæg til samvær, som kan bruges som rettesnor. Men husk at tage højde for det enkelte barn.

De helt små - nul til to år og deleordning

Hvis barnet er under et år, når forældrene bliver skilt, skal det blive på sin egen base. Hele tiden. Og medmindre moderen er fysisk eller psykisk syg, deprimeret, alkoholiseret eller ramt af en fødselspsykose, så er det hos hende, det foregår.

Ikke fordi far ikke er god nok, men simpelthen fordi mor scorer en masse pluspoint det første års tid, fordi hun bærer på brysterne til amningen, fordi tilknytningen mellem mor og barn allerede har fundet sted i maven gennem lyde og bevægelser og lige efter fødslen gennem hud, lugt og amning, og fordi hun simpelthen oftest har et ekstra omsorgsgen, som egner sig godt til helt små børn. (Det kan dog virke hæmmende, ja, endda kvælende på større børn, hvis det folder sig for meget ud).

Det lille barns tilknytningsbatteri bliver ladet op dagligt ved at være i berøring med det kendte, hvilket hurtigere giver mod til at åbne sig for endnu en primær tilknytning.

Mister det lille barn for meget af det kendte fra det opladede tilknytningsbatteri, bruger det ekstra mange kræfter på tilknytning til de øvrige mennesker omkring sig, hvilket ofte slår ud i mere gråd, ekstra følsomhed og en vagtsomhed over for nyt. Mor er altså nummer et primær den første tid, mens far er nummer to primær.

Efter en skilsmisse bør far komme på mors base så meget som muligt og som minimum to-tre gange om ugen for at etablere kontakt med det lille barn. Han kan sagtens gå en tur med barnet og komme tilbage til basen, men han skal endnu ikke have besøg af det helt lille barn hjemme hos sig selv, uden at mor følger med.

I denne første fase, fra barnet er nul til et år, er det far, der passer barnet, når mor skal noget, og det vil også helt naturligt være ham, der kommer og passer, hvis hun for eksempel skal til zumba en gang om ugen. Hun bør gå til et eller andet en gang om ugen, netop for at give faderen den ugentlige chance for at være alene med barnet på hendes base.

Det er vigtigt, at der er optimale betingelser for, at det lille barn etablerer en tilknytning til faderen, og begge forældre skal være helt åbne over for dette og benytte alle chancer for det, også selvom det kan være noget belastende konstant at være sammen med sin eks, når man lige er blevet skilt.

Men for barnets skyld og for faderens skyld så bør det ske, da den tidlige tilknytning til primærpersonerne ikke kan etableres sidenhen. Og helt små børn kan sagtens knytte sig til deres far, selvom han ikke bor på matriklen, når bare der er samvær nok. Det lille barn kan sagtens klare, at far kommer og går, det ville han jo også gøre, hvis man boede sammen, og han tog af sted på arbejde om morgenen og kom hjem igen om eftermiddagen. Det vigtige er, at han kommer kontinuerligt igen og igen og igen.

Dette første år kan det lille barn ikke klare at skabe så mange flere relationer, når rammen om de to vigtigste relationer i dets liv er lidt speciel. Måske kan barnet lige rumme en enkelt bedsteforælder og en dagpleje. Men en vuggestue med mange personaler kan være lige det for meget, der får barnet til at reagere for meget på faderen, når moderen skal gå, og det er synd for både barn og far.

Det er dog helt normalt, at det lille barn græder, når mor går, det sker også i familier, hvor mor og far stadig er sammen, men man skal huske, at det skilsmisseramte meget lille barn har brug for, at alle passer på dets batterireserver.

Når barnet er blevet et år, kan faderen godt begynde at tage det med hjem til sig selv for eksempel en gang om ugen, og barnet kan også godt begynde at sove til middag hjemme hos ham, men det bør stadig sove hjemme hos sin mor om natten.

Det er et godt træk, hvis moderen helt fra begyndelsen kommer med over på faderens base en gang imellem for at vise, at fars sted er et sted, som mor er bekendt med og finder okay. Man kan godt betragte denne langsomme indkøring hos far som en indkøring i vuggestue eller dagpleje. Og sørg gerne for, hvis det overhovedet er muligt, at start i vuggestue eller dagpleje og udvidet samvær med far ikke kommer til at ligge oven i hinanden.

Fra barnet er cirka halvandet år, kan det godt – hvis dagpleje eller vuggestue kører godt, mor er kommet godt i gang på job igen, og far og barn har etableret en super tilknytning – overnatte hos far for eksempel hver anden lørdag til søndag, hvor der den følgende uge stadig er besøg hos far fra lørdag eller søndag fra for eksempel klokken 10 til klokken 16, men hvor barnet kommer hjem til mor for at sove.

I denne periode kan det være en god idé at lægge nogle samværstimer midt i ugen, så der ikke går for lang tid imellem samværsdagene.

Man kan altså ikke komme udenom, at far virkelig skal være på dupperne, hvis barnet er under et år, når man bliver skilt, og der skal oparbejdes en seriøs tilknytning. Man skal knokle for den – men når den først er der, så er den der for ever.

Den er så omvendt ikke til at hente ind igen, hvis den ikke er etableret i begyndelsen. Er børnene mellem et og to år, når man bliver skilt, så giver det stadig bagslag eller manglende tilknytning, hvis de hyppige visitter springes over.

Derfor kan det være en fordel at tilrettelægge noget helt konkret sammen mellem barn og voksen for at sikre det kontinuerlige samvær, som for eksempel ved at far og barn går til svømning eller gymnastik sammen en gang om ugen – både når det er et, to, tre og fire år.

To til fire årige børn og deleordning

Når barnet er cirka to år, begynder modet til udvidet samvær at gro en smule. Også i den alder bør det altid være far, der fungerer som fast babysitter, hvis barnet bor hos mor, og det tæller også kun på pluskontoen for barnet, at forældre kan spise et måltid mad sammen i ny og næ, så barnet kan se, at far og mor har en samhørighed og et fællesskab, selv om de ikke bor sammen.

Når barnet er to til fire år, bør det stadig have sin grundbase hos moderen (medmindre hun har noget særligt i negativ retning at se til). Et barn på to år kan godt magte at sove hos sin far to nætter i træk hver fjortende dag, mens et barn på tre år snildt klarer tre nætter, og en på fire godt magter fire nætter – den gamle sundhedsplejerskeregel om overnatning på udebane holder også til skilsmisse: et år = en nat, to år = to nætter og så fremdeles.

Selv om der tidligere stod skrevet, at de mindste børn må følge de større, så holder denne hovedregel jo ikke, hvis de fælles børn ved skilsmissen spænder fra en lille på nul år til to store på fire og syv år, når man bliver skilt.

Her må samværsaftalerne, i hvert fald i en periode, være forskellige for børnene, hvilket er logistisk udfordrende for forældrene og følelsesmæssigt udfordrende for børnene, der måske bliver forvirrede over at se far hente to søskende, men ikke en selv.

Og allerede her, ved blot at skrive om de samværsformer, der ikke er trådt i kraft endnu, men blot er i støbeskeen, kan man blive helt træt på børnenes vegne.

Men også på forældrenes, for både børn og voksne har meget at se til, især hvis børnene ligger langt fra hinanden aldersmæssigt. En mindre fleksibel og mindre skræddersyet ordning ville være nemmere at håndtere.

Men det er og bliver altafgørende at tage hånd om alle børn i en skilsmisse, men især de allermindste børn rammes – og rammes hårdt.

De store børnehavebørn og deleordning

Når børnene er mellem fire og seks år, tager deres robusthed kraftigt til, især hvis de har fået ro til grunddannelsen indtil nu. Derfor kan forældres skilsmisse for børn i denne alder lige så godt resultere i, at barnet er mest hos far, hvis det er til ham, tilknytningen er størst, hvis han for eksempel har været familiens ankerperson, mens børnene var små.

Måske var det ham, der havde otte til femten-jobbet i nabobyen, mens mor havde karrierejobbet og transporttiden plus den lange barselsorlov med børnene, da de var små, og måske er det ham, der har afleveret og hentet i daginstitution hver dag og været med til spejder og fodboldturnering, mens mor har taget den største arbejdsmæssige tørn.

Så hvis familiens to børn ved skilsmissen er fem og syv år, ja, så peger flaskehalsen bestemt på, at børnene bør have bopælsadresse hos far. Mor kan og bør se, at han er en super god far for deres børn, at han er nærværende, stabil og forudsigelig, mens hun har vendt sine tanker mod at være mere arbejdsfokuserede, hvilket faktisk er en af grundene til skilsmissen, fordi det har kostet på nærværskontoen i parforholdet. Hvis det er tilfældet, så er der altså en stor portion egoisme i hende, hvis hun ikke vil give slip på børnene.

Men det er der ikke ret mange kvinder, der har let ved. Hvis hun i ovenfor skitserede tilfælde giver slip, og det bør hun, så skal omgivelserne anerkende hende frem for at sige: „Hvordan kunne du? Men du skal vel have en 7/7-samværsordning?“

De sidste ti år har der været en opfattelse af, at man ikke var en okay forælder, hvis man ikke kæmpede for en 7/7-ordning, men bare stillede sig tilfreds med mindre. Men det er, for børnenes skyld, heldigvis, som om der er en modbevægelse til den selvfølgelige 7/7-ordning ved skilsmisse på vej.

Man kan nemlig sagtens være en god, kærlig og ansvarlig forælder, selv om man beslutter sig for, at man kun skal have sit barn fire til fem dage i løbet af en fjorten dages periode.

Antallet, der siger: "Jeg vil jo så frygtelig gerne være mere sammen med mit barn, som jeg savner, men jeg ved, at det ikke vil være godt for mit barn med så mange baseskift“, er steget de sidste par år. Og man kan kun blive glad over de bedre tanker og valg for børnenes skyld. Ikke mindst hvis de afløser den triste tendens, der også var ved at tage over i 7/7-ordningen, som handlede om, at man som forældre jo også havde retten til at have helt fri (læs: fra børnene).

Der var nemlig mange forældre i 7/7-ordning, der så arbejdede igennem og gik i byen og realiserede sig selv inden for alverdens ekstremsport i ugen uden børn, hvorefter de så i ugen efter var forældre med børn og alt, hvad dertil hører.

7/7-ordningen var i øvrigt også for nogle ved at ende som økonomisk kassetænkning, for med den slap forældre for bøvlet med børnepenge og lignende, men ingen af disse valg har børnenes perspektiv med, så det er dejligt, at der lige nu er begyndt at flyde en modstrøm til dette.

For de fire- til seksårige er en 10/4-ordning altså okay. Men der bør være samvær med den forælder, der kun har fire dage sammen med barnet, en dag i midten af fraværsforløbet.

For ti dages fravær mellem barn og den ene forælder er lang tid, hvis det vigtige mål, at der skal opbygges en relation og et personligt kendskab til hinanden, skal kunne indfries. Det behøver dog ikke at være en overnatning.

Måske kan dagen i midten være bestemt til svømning, fodbold eller gymnastik, hvorefter man alle sammen, så længe der ikke er kommet ny partner på en af matriklerne, kan spise sammen på bopælsadressen, inden samværsforælderen drager alene hjem til egen bolig med udsigt til samvær med barnet torsdag til mandag i den kommende uge.

De halvstore børn og deleordning

Fra børnene begynder i skole, og til de nærmer sig puberteten, skal forældre stadig hjælpe dem til den bedste samværsordning. I denne alder rammes børn nemlig ofte af hensynsbetændelse, hvor de vil tage et større hensyn til de voksne, end de gør til sig selv.

Når børn spørges af uvildige, lyder de tre hyppigste svar: "Jeg vil så gerne bo mest hos min far/mor, men jeg er så bange for, at min mor/far vil føle sig ensom.“ "Jeg vil helst være mest hos min mor/far, men jeg er bange for, at min far/mor ikke kan klare sig selv, når jeg ikke er hos ham/hende.“ "Jeg er så bange for at skuffe en af dem ved at være ærlig.“

Det er derfor ikke muligt at spørge dem: "Hvilken ordning ønsker du?“ Det svar, der kommer, vil typisk være præget af en loyalitet over for begge forældre. Derfor svarer børn også ofte ja, når de bliver mødt af det ledende spørgsmål: "Har du det okay med 7/7-ordningen?“ De vil som regel svare: "Ja, for så kan jeg være lige meget sammen med begge mine forældre.“

Men under dette automatsvar gemmer sig ofte et slid og ønske hos barnet om mere ro. De fleste børn i aldersgruppen fra skolestart og frem til puberteten er glade for, at de ser begge forældre lige meget, og mange har en følelse af, at det er en god ordning, fordi de kan mærke, at forældrene er glade for den – og fordi børn så nødigt vil skuffe deres forældre. Men har man børnene på tomandshånd, er der også en del, der udtrykker, at de er kede af det, fordi det er hårdt at skulle skifte så tit og bruge så mange dage på at lette og lande.

De store

Med hensyn til barnets alder var der hensyn at tage i forhold til de små og mindre børn, men med hensyn til barnets køn er der intet specielt hensyn, der bør tages i forhold til de større børn, andet end hensyn til barnets ve og vel og egne ønsker.

Måske tænker en mor, at den 12-årige pige er bedst tjent med hovedbase hos hende, måske det første halve år efter skilsmissen i stabiliseringsfasen, men herefter viser mange fædre et kæmpe talent for at være hovedbase for en tween- eller teenpige, fordi fædre har en dejligt enkel tilgang til tingene og ikke hele tiden kommer med opsnuse-spørgsmål og snage-kommentarer.

En søn på 13 år kan til gengæld finde sin „nu skal du altså få lært at lappe en cykel“-far for pressende at have om sig hver dag. Andre gange er det bare bedst at være sammen med sit eget køn, for dem forstår man bedst – men for de store børn har kønnet ingen betydning for, hvor børnene kommer til at have bopælsadresse.

Har man teenagebørn, når man bliver skilt, bør de selv være med til at vælge, hvor de gerne vil bo, og deres valg træffes ofte ud fra fastholdelse af kontakt med netværk og nærmiljø og ikke med forældre. Men man skal dog ikke sætte valget helt frit. Måske kan den ene forælder meget bedre hjælpe med skole og lektier, og så kan det jo komme med i betragtningerne.

Måske er der allerede mere løsrivelsesfnidder mellem teenageren og den ene forælder (ofte fordi de ligner hinanden, eller fordi teenageren har arvet noget af det, der stod med småt i varedeklarationen hos partneren, som man overså før skilsmissen, og som nu bliver en af årsagerne til skilsmissen).

Her kan det måske være en fordel, at kat og hund får hver sin bopælsadresse – eller måske snarere, at de bliver sammen for at lære at holde hinanden ud på godt og ondt.

Forældrene kan måske også drøfte, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til værelse og boligkvadratmeter i øvrigt, da en teenager har en tendens til at udnytte flere kvadratmeter end dem, der er på eget værelse, ofte med (unødig) konflikt til følge. Med i betragtningerne kan også komme, at den ene forælder flytter sammen med ny kæreste, mens den anden skal bo alene.

Det kan være som at bære brænde til et letantændeligt bål, hvis teenageren skal have hovedparten af sin løsrivelsesfase på samme matrikel som den ene forælders nye partner, der måske oveni bringer bonussøskende med til det nye fællesbo.

Når samtalen om skilsmisse og kommende base skal præsenteres for den unge, så kan der fra forældrene komme velovervejede forslag, jævnfør ovenstående.

Men det er rigtig vigtigt, at det er teenageren selv, der går ind og åbner ballet og selv formulerer sine ønsker, så man ikke presser et valg ned over hovedet på ham/hende.

Pres har det med at sende en masse modvilje og trods retur, især fra en teenager – også selv om forslaget i udgangspunktet var helt rigtigt. Husk også, at det er en alder, hvor de lige pludselig kan skifte mening, og derfor kan der være god musik i at hjælpe dem med at slå koldt vand i blodet: "Nu er vi kommet med nogle tanker, argumenter og forslag, og nu bør du tænke over, hvad du mener er bedst for dig, før den endelige beslutning træffes.“