Hvordan fortæller du dit barn, at mor og far skal skilles?

Det er en samtale, der kræver grundig forberedelse. Og mor og far bør sammen fortælle børnene, at de skal skilles, skriver familievejleder Lola Jensen i bogen "Pas på familien". Læs et uddrag her

Man skal hurtigt involvere sine børn, når man har besluttet sig for at blive skilt, skriver Lola Jensen i sin nye bog "Pas på familien". Modelfoto
Man skal hurtigt involvere sine børn, når man har besluttet sig for at blive skilt, skriver Lola Jensen i sin nye bog "Pas på familien". Modelfoto. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Når man har besluttet sig for, at man skal skilles, er det tid til at fortælle det til sine børn. Og det kan være fristende at gøre, så snart man er nået til en eller anden form for enighed.

Der kan dog skabes en bedre lyd i fortællingen ved at vente lidt, så man føler sig lidt mere samlet og færdig med at bearbejde de allerførste følelser over bruddet og også har fået fremtiden med bosteder og deleordning på plads; måske skal den stores konfirmation lige fejres, inden man sætter sig ned, sammen, for at fortælle børnene om skilsmissen og det nye, der kommer til at ske.

Omvendt kan man blive tvunget til at fortælle det tidligere, end man egentlig selv er parat til, hvis man fornemmer, at børnene kan mærke, at der er noget i gære, selvom man har gjort sit bedste for at gå rundt og lade, som om alt er ved det gamle.

Hvis børnene fornemmer, at der er noget galt, uden at vide hvad det er, kan de nemlig begynde at spekulere alt for meget, og der kan opstå mange gætterier, især hos de lidt større børn.

Måske begynder børnene endda at oparbejde en skyldfølelse: "Mor og far er ikke, som de plejer at være, og de er sikkert kede af det, fordi jeg hele tiden gør noget forkert i skolen.“

Børn kan nemt mærke, hvis der er en dårlig stemning i familien, men de kan sjældent sætte de rigtige ord på, hvad det er, der sker, når de kun har deres egne gætterier at gå ud fra.

ANNONCE: Køb bogen her

De kan også begynde at frygte, at deres forældre er syge, hvis de kan mærke en forandring eller en misstemning. Børn skal ikke være meget mere end seks år, før de bliver opmærksomme på livets mere eksistentielle sider.

Så hvis I ikke kan skjule, at der er en skilsmisse på vej, er det bedre at fortælle det med det samme – også selv om I gerne lige ville have haft nogle uger eller flere til at sunde jer og få det følelsesmæssige og praktiske til at falde nogenlunde på plads.

Børns forskellige reaktioner ved skilsmisse

Der kan være stor forskel på, hvordan børn reagerer på misstemninger i familien. De fleste børn reagerer ved at blive pirrelige og nærtagende, og de kan pludselig synes, at små opgaver, der tidligere var piece of cake, er nærmest uoverskuelige. De bliver med andre ord opgivende på forhånd.

De større børn kan også for en tid miste lysten til at gøre noget ud af sig og lade værelset sejle og håret blive fedtet (Det kan forekomme hos tweens og teens uanset forældreforholdene).

Der er også mange børn, der bliver pleasere, når de fornemmer, at der er noget galt. De tilpasser sig, gemmer deres egne problemer og frustrationer væk og servicerer forældrene ved at gå ud med skraldespanden, støvsuge eller se efter lillesøster, i håb om at en aflastning kan give forældrene overskud til at få det bedre.

Piger føler oftere en skyld oven i alt det andet, som de ikke kan definere, og de kan reagere ved at blive stille og trække sig, og måske får de også hoved- eller mavepine og let til gråd.

Der kan også sagtens være drenge, der reagerer på den måde, men de har omvendt også en tendens til at reagere udad, ved at hyle, blive destruktive og lade det gå ud over nogen eller noget.

Større børn kan vælge at søge væk fra hjemmet. Men det kan de små børn jo ikke. De er meget tættere på familien i hverdagene, fordi de på grund af deres alder ikke har så meget netværk uden om familien, og de kan derfor ikke selv trække sig ud af manegen.

Derfor ender især de mindste børn med at bruge mange kræfter på at forsøge at læse et sæt forældre, der ikke opfører sig, som de plejer – og det kan i værste fald bevirke, at de får mindre overskud på deres kode- og aflæsebarometer i vuggestue eller dagpleje, i børnehave og SFO, i skolen og til fritidsaktiviteterne og blandt deres venner – ganske enkelt fordi de ikke kan kode og aflæse forældrene, og for de større børns vedkommende frygter, hvad der måske er sket, når de kommer hjem.

Der er mange forældre, der ville ønske, at de kunne kigge ind i en krystalkugle for at se, hvordan deres børn vil reagere på en skilsmisse, så forældrene kunne forberede sig. Og derfor kan det være fristende at stikke en finger i jorden undervejs i skilsmisseprocessen. Men tæm tanken om at inddrage børnene. Det kan ikke anbefales at forsøge at finde ud af, hvor børnene står, ved at stille spørgsmål som:

"Hvordan ville du have det med, at mor og far gik fra hinanden?“ "Hvor ville du så helst bo?“ "Hvor mon du så kunne gå i skole?“ Det har kvinder oftere en tendens til at gøre end mænd, fordi de hyppigere end mænd går og tænker på skilsmisse og forsøger at forberede sig selv på den. Og det vil de egentlig gerne gøre sammen med børnene.

Men det er og bliver en undergravende virksomhed, hvis forældre stiller spørgsmål til børnene i tiden frem til skilsmissen, også selv om det sker i den bedste af alle meninger, fordi man som forælder altid gerne vil mærke, hvor man har sine børn.

Hvordan fortæller man børn om skilsmisse?

Man bør som sagt – helst, men det er ikke altid muligt – have så meget på plads som muligt, inden man fortæller sine børn, at man skal skilles. Men nogle gange kan bearbejdningen af ens egne følelser og de praktiske foranstaltninger trække så langt ud, at man ikke kan udsætte afsløringen så længe.

Uanset hvornår man fortæller det, så bør man forberede sig på, hvordan man fortæller det til sine børn. Og det bør man gøre sammen, så den ene part ikke bagefter kan føle, at fortællingen har været til den andens fordel.

Begge forældre bør altså altid være der, når man fortæller børnene, at man skal skilles. Og man bør forsøge at skabe en situation, der hverken er opstillet eller minder for meget om en terapeutisk situation med stearinlys og en "Vi har noget meget svært at fortælle jer“-indledning. Omvendt bør det heller ikke falde som en overfladisk bemærkning, der lige bliver smidt af a la: "Vi skal for resten skilles“ i samme toneleje som: „Gider du lige rydde af bordet?“

Noget af det, som børn frygter mest lige i det øjeblik, hvor deres forældre fortæller, at de skal skilles, er, at forældrene skal holde op med at elske dem, fordi de er holdt op med at elske hinanden.

Børn frygter ganske enkelt, at de bliver valgt fra, ligesom forældrene ved skilsmissen har valgt hinanden fra. Derfor er det fint og flot at lægge ud med at fortælle børnene, at I skal skilles, men at I som forældre aldrig nogensinde vil holde op med at elske dem – at I elsker dem for livet, uanset hvad der sker.

I kan sagtens aftale på forhånd, hvem der tager ordet. Og I behøver ikke i udgangspunktet at fortælle, hvorfor I skal skilles, medmindre børnene altså selv spørger. Hvis børn spørger, så skal de have svar.

Også selv om det er et svar, som I egentlig gerne ville have ventet med at levere. I bliver ganske enkelt nødt til at være ærlige. Også selv om det er nogle af de mere ubehagelige spørgsmål, der bliver stillet, som for eksempel:

"Er I enige om det her?“ eller "Er der en af jer, der har fundet en anden?“ Hvis der rent faktisk er en af jer, der har fundet en anden, så er det den part, der har gjort det, der skal svare.

Det kunne lyde sådan her: „Ja, det har jeg.“ „Hvordan kunne du det?“ fortsætter barnet måske. "Ja, det spørger jeg også mig selv om,“ svarer du så, "men jeg er blevet forelsket i en anden.“

De voksnes skal tage ansvar ved skilsmissen

Det er og bliver forældrene, der er de voksne, og derfor må de opføre sig som sådan – også selv om det er brandhamrende svært og ubehageligt.

Forældre må tage, hvad der kommer, med oprejst pande. Det er måske svært for forældrene at gøre det, men hvis man samtidig forsøger at huske på, at det gør det nemmere for børnene, bliver det måske knap så svært.

Hvis børnene stiller spørgsmål, der går personligt til den ene part, er det altså denne, der må svare. Omvendt har begge parter retten til at bryde ind, hvis den anden part begynder at sidde og snakke nonsens og måske forsøger at bilde børnene ind, at man flytter fra dem, fordi man så får kortere vej til arbejde.

Det kan måske være en hjælp at tale i billeder, men det skal tilpasses børnenes modenhed. De mindste børn skal have en ret kort og enkel fortælling. Det skal de ældste børn også, og de vil måske selv afbryde og sige: „Ikke så meget snak, fortæl os sandheden. Skal I skilles?“ Mellemgruppen kan have glæde af billeder, men først efter den klare melding om, at far og mor skal skilles.

Man kan så fortælle børnene, at far og mor i sin tid blev forelskede og elskede hinanden så højt, at de blomstrede som et træ om foråret, og at der kom frugter på – og det var jer børn – som de plukkede sammen.

Men så blev det efterår, bladene visnede, og selv om det er et træ, der har båret fine frugter og sat smukke skud, så er der ikke blevet passet ordentligt på træet i hverdagen af de voksne. Det er derfor, det er visnet, og det er derfor, at det nu bliver flyttet over i noget andet jord, og så er håbet, at der igen kommer liv i træet – at alle kan blive glade og blomstre igen, selv om det ikke skal være samme sted som før.

Det er vigtigt, at det er jer som forældre, der tager styringen i denne situation. I bør simpelthen signalere til børnene, at I nok skal få styr på det her, at det er en voksenopgave og bestemt ikke en børneopgave.

Det er også vigtigt at signalere, at de gerne må være kede af det, og at I godt kan forstå, hvis de er det, men at de ikke skal bekymre sig, fordi I sørger for alt det praktiske, som for eksempel at de kan blive ved med at bo i nærheden af venner, skole og sport.

I bør hele vejen igennem understrege over for dem, at ansvaret er jeres, og at det er jeres fastdefinerede mål at få det hele til at fungere.

En grimasse der kan passe

Ansigtsmimikken skal passe til budskabet. Og selv om man skal virke overskudsagtig, ville det ikke være passende at sidde og smile, mens man serverer en skilsmissebesked. Men prøv gerne at lade være med at se dybt traumatiseret ud. Prøv at finde en grimasse, der kan passe.

Den skal gerne signalere styrke, men også sorg. Det lyder som lidt af en svær cocktail, og det er det også. Men det er vigtigt at vise børnene, at I godt kan følges med dem i det her; at de kan regne med jer, at I er stærke nok til også at bære deres byrder, og at det er et fælles projekt.

Og samtidig er det helt okay at vise følelser. Det er okay at græde, når man fortæller sine børn, at man skal skilles. Forældre viser jo dermed børnene, at de også har følelser, og at det her er svært.

Men der må ikke komme bitre piller ud af munden, der har til formål at trække børnene i den ene eller den anden retning. Man skal vise styrke over for sine børn som forælder, også selv om man er dybt ulykkelig over skilsmissen. Så jo mere samlet man kan være, jo bedre, også selv om det er med tårer.

I kan sagtens sige til børnene, at I godt ved, og at I godt kan se, at de bliver kede af det, og så kan I trøste dem. Men gør det uden at fylde en hel masse nye ord oveni.

De – og I – skal have en chance for at bearbejde den voldsomme information, som I lige har serveret, og som de lige har modtaget, og alle skal have tid til at hulke færdig.

Så skal spørgsmålene nok komme den næste tid, og svarene kan med fordel falde samtidig med spørgsmålene – så børnene ikke bliver kvalt i en dynge af informationer og ord, men får lejlighed til at bearbejde det umiddelbare, som de måtte føle.

Tag hensyn til børnenes forskellige aldre

Det er naturligvis forskelligt, hvordan børn reagerer, afhængigt af deres personlighed og alder – og sommetider også afhængigt af placering i søskendeflokken, fordi den ældste oftere tager ansvar for de yngre.

Tit er der flere børn i forskellige aldre i en søskendeflok. Derfor kan det være svært at servere budskabet, så det rammer alle lige rent, men de bør have beskeden samtidig. Det er derfor vigtigt at bestræbe sig på at finde en eller anden midte, i hvert fald til den allerførste udmelding. Så kan man altid sidenhen tage børnenes spørgsmål individuelt, for her vil niveauet ligge meget forskelligt.

Når det gælder de helt små vuggestuebørn, så forstår de sjældent, hvad der bliver sagt. De kender slet ikke ordet skilsmisse og forstår heller ikke konsekvenserne. Her bør man give en helt skrabet version og bruge ord, som barnet kender, og måske bare sige, at den ene forælder skal flytte og bo et andet sted.

De store vuggestuebørn på to eller tre år kan måske godt forstå lidt, og måske kender de også nogen, hvis forældre er skilt.

Men de tænker ikke så dybt over det og kan ikke forstå, hvilken konsekvens det får for dem selv. Her bør man ikke begynde at tale om samkvem og deleordninger i selve situationen, men tage det hele lidt hen ad vejen. Så altså også en forholdsvis skrabet og enkel fortælling til dem.

Børnehavebørn er modenhedsmæssigt meget forskellige, men vil typisk kunne forstå en hel del, især fra fireårsalderen og op. Billedet med træet vil man med fordel kunne anvende på denne aldersgruppe.

Når børn er over seks år og går i skole, vil de typisk kunne forstå konsekvenserne, selv om de ikke kan overskue dem. Her bliver hovedet hurtigt fyldt op med spørgsmål, og det, der melder sig først, er næsten altid: "Hvor skal jeg så bo?“ Og det er som sagt absolut at foretrække, at man kan svare på det. Her kan man måske svare noget i retning af: "Mor og jeg har fundet frem til, at den bedste løsning er, at ...“

Hvor meget børnene selv har at skulle have sagt i netop denne komplicerede samværsproces, kommer bogen ind på senere i kapitlet om samværsformer.

Med større børn, der forstår eller har en fornemmelse af konsekvenserne, er det desuden vigtigt, at forældre får etableret et fortroligt rum, så børnene ved, at de senere kan komme og spørge om hvad som helst.

Der bør altså allerede her tænkes over og gives udtryk for, at de uden frygt kan komme til begge forældre, og at deres spørgsmål og ønsker aldrig vil blive brugt imod dem på et senere tidspunkt.

De større børn melder gerne selv ind, både lige når forældre har fortalt, at de skal skilles, og i tiden derefter.

Større børn stiller flere spørgsmål, måske også ledsaget af gråd, mens de mindre børn måske begynder at græde efter fortællingen om skilsmisse og så vender sig mod den ene af forældrene for at blive trøstet.

Både store og små børn løber måske ind på værelset, enten for at være alene med den grimme nyhed eller for at straffe forældrene, fordi de har valgt at blive skilt – og her falder straffen hårdest på den part, der eventuelt har fundet en anden.

Men bank på barnets dør og gå derind, hvis det er et mindre barn, og spørg om tilladelse, hvis det er et større. Prøv at trøste det mindre, og spørg det større: "Er der noget, jeg kan gøre? Må jeg få lov at trøste dig?“ Sid så hos barnet, men uden at sige en masse, og lad det mærke den voksnes beskyttende favn.