Prøv avisen
Boguddrag

Lola Jensen: Bedsteforældre skal kende deres rolle, når deres børn skal skilles

Det kan være svært at finde sin rolle som bedsteforælder, når man gerne vil hjælpe sine børnebørn bedst gennem deres forældres skilsmisse. Men Lola Jensen råder bedsteforældre til at lytte engageret, men undlade at tage styringen over situationen. (Modelfoto)

Bedsteforældre er ofte de nærmeste vidner, hvis deres børn- og svigerbørn bliver skilt. Både de voksne børn og børnebørnene har brug for, at bedsteforældre lytter til deres tanker om skilsmissen og tager del i at få familien videre, skriver Lola Jensen i bogen "Pas på familien ". Læs et uddrag her

 Hvis man nu bliver inviteret helt ind i maskinrummet som bedsteforælder efter en skilsmisse, både praktisk og mentalt, hvad har man så egentlig mandat til? 

Man har naturligvis altid lov til at være ærlig. Men man skal forsøge at koncentrere sig om og interessere sig for alle tankerne og overvejelserne og ikke bestemme de endelige beslutninger.

Man skal altså ikke have alt for faste meninger om, at et gårdhavehus i Ganløse (i nærheden af en selv …) er den bedste endestation, hvis ens barn og børnebørn hellere vil bo i en fireværelses på Frederiksberg, eller at en 10/4-deleordning er det bedste, og at det helt klart er det, ens barn bør gå efter (og her er de 10 dage naturligvis i ens eget barns favør …). 

Annonce: køb bogen her

De alt for negative spørgsmål, der indeholder skjult kritik eller anklager, skal man også forsøge at undgå. Det er dog helt fint at spørge åbent og interesseret: „Har I kæmpet nok?“ „Har I prøvet en terapeut?“ „Hvor langt er I kommet med tankerne om, hvordan I skal dele børnene?“ 

Men hold jer langt væk fra spørgsmål eller konstateringer som: "I giver for hurtigt op! Så skulle alle vi andre jo også være blevet skilt.“ "Nu skal du passe på, at du ikke bliver snydt! Du er altid så naiv.“ Prøv i stedet at vende spørgsmålene om og sig: "Nu sørger I for at passe godt på hinanden. Og for at komme ud af det på en lige måde.“ 

Som bedsteforældre har man altså retten til at stille sine bekymrede, vejledende, omsorgsfulde og kærlige spørgsmål, men bebrejdelser bør man holde sig langt fra – ikke mindst dem, der går bagud. 

Det kan være vanvittig fristende at sige, at man jo faktisk heller aldrig har brudt sig om sin svigerdatter, når hun nu er skredet med en anden, men lad være! Det er jo et menneske, som jeres søn engang har elsket – som han måske stadig elsker og håber på at finde sammen med igen – og så er hun til tid og evighed mor til jeres børnebørn. 

ANNONCE: Køb bogen her

Med kommentarer til handlinger, der ikke står til at ændre, kan det hurtigt ende på et barnligt niveau, hvor det kommer til at handle om, hvem der fik ret. Så vis voksenarenaen frem for de nyskilte ved selv at træde ind på den, for det får skilsmisseparret mere brug for i en periode, hvor de nemt selv forlader den. Forbliv et voksent menneske, der støtter børnene som en god rådgiver, og som ikke peger fingre ad deres valg. 

Det er næsten uartigt at presse sin søn ud i at skulle forsvare et valg, som han traf for måske 10 eller 15 år siden, ved at sige: „Jeg fatter ikke, at du ikke selv kunne se det. I passede jo ikke sammen. Du har selv lagt op til det.“ 

Der er selvfølgelig forskel på niveauerne i en skilsmisse, som tidligere kapitler har været inde på. Men handler skilsmissen ikke om mord, voldtægt, misbrug eller løgn og bedrag i overmål, bør man som bedsteforælder arbejde med sin eventuelle bitterhed, og man skal kunne hilse på sin ekssvigerdatter eller -søn, hvis man møder ham eller hende på gaden, uanset hvor gal og arrig man end er! 

Bedsteforældrerollen overrumples og overraskes konstant, når man er tilskuer til en skilsmisse, og selvom man her bliver advaret mod kommentarer til skilsmisseparrets handlinger, og det ikke er nemt at finde de helt rigtige "her og nu-ord“ frem i de givne situationer, så betyder det så langtfra, at man som bedsteforældre skal holde sin mund, selvom man godt kan fristes til at resignere: „Jeg holder mig bare helt ude af det her.“ 

For hvis der slet ikke kommer nogen kommentarer, så efterlader det både børn og børnebørn med en hvad-mon-de-tænker-fornemmelse, og den er faktisk mindre rar at gå rundt med end den ærlige udmelding. 

Tavshed skaber en uro for, hvad den ældre generation egentlig går rundt og tænker, og så ender det tit i fantasi og i en egen hypotese hos det nyskilte voksne barn, som føler sig kikset og ude af stand til at levere, og som går rundt med en følelse af at have skuffet sine forældre dybt og inderligt, hvilket ikke lige er det, man har brug for at trækkes med oven i alle de andre følelser efter en skilsmisse.

Husk altså at blive i tilskuerrollen, hele tiden, og bland jer uden om det endelige manuskript. På den måde kan I hjælpe jeres voksne barn til at blive klogere på sig selv i skilsmisseprocessen i stedet for at kuppe løsningen, så det kommer til at passe ind i jeres eget kram.

Og hvis I ikke synes, at jeres børn tåler ret meget og i bund og grund har givet for hurtigt op i ægteskabet, så husk, at de jo er et produkt af jeres egen opdragelse. Så pak al kritik af dem og umulighederne langt væk, og hop i stedet på den fremadrettede vogn, på mulighedernes vogn.

Vær der for børnebørnene

Små gryder har store ører. Og det glemmer mange, især i pressede situationer. Men børn må aldrig høre deres bedsteforældre tale dårligt om en af deres forældre, så man kan lige så godt helt fra begyndelsen skabe en god vane, der handler om hele tiden at tænke og tale pænt om sin ekssvigerdatter eller ekssvigersøn.

 Især fordi skilsmissebørn gør, som alle andre børn i krise gør: De trækker sig et skridt bagud eller et skridt til siden og begynder at observere omgivelserne ned til mindste detalje. De er på vagt over for forandringer, og fra cirka fire-femårsalderen er de vanvittig opmærksomme på stemninger, forandringer, det sagte såvel som det usagte i kropssproget: 

"Hvorfor sagde min mormor det?“ "Hvad snakker min farmor med min far om?“ Under og efter en skilsmisse er det vigtigt, at børnene har nogle andre voksne end deres forældre, som de har tillid til. Og den plads indtager bedsteforældre helt naturligt. Derfor ødelægger det denne mulighed for børnene, hvis de begynder at tvivle på den loyalitet og kærlighed, som bedsteforældre indtil skilsmissen har stået for.

 De skal have et trygt sted, hvor de kan tale frit fra leveren. De oplever nemlig, at det, hvis de for eksempel fortæller den ene forælder noget om den anden, vil føles som et svigt over for den anden, mens det kan være nemmere at bruge en mormor eller en farfar, der står (eller i hvert fald bør stå) et skridt uden for det hele. 

Derfor bør man som bedsteforældre bestræbe sig på, at børnebørnene er hundrede procent sikre på, at de kan stole på en, og at de kan mærke, at tilliden er der, at nærværet er der og er der for livet. Det, som en brugt forælder i en skilsmisse måske ikke magter at give børnene, kan nærværende bedsteforældre kompensere for. 

Som bedsteforældre kan man også godt hjælpe med at binde børnebørnenes to verdener sammen, for eksempel ved (bevidst) at huske at spørge, hvordan det går ude hos den anden forælder, eller ved at spørge, om man må komme med ind at se det nye værelse, den nye kanin eller den nye lillesøster (og måske have en lille pixibog med som gave), når man afleverer. 

Vær large og vær parat til at give, også selv om der ikke gives noget retur fra barnebarnets forælder på den anden banehalvdel. Børnebørnene får en masse ud af denne stil, og det er målet. Måske vil en bagedag sammen med farmor og børnebørn betyde, at de spørger, om de må bage en portion af deres mors yndlingssmåkager og tage med ud til hende. 

Her er det god stil at sige: "Ja, det kan vi godt, det vil hun da blive glad for!“ selvom en indre stemme måske stadig har en rest surhed og bitterhed tilbage over, at hun satte hele sin familie over styr for en ny kærlighed. Og undlad også at sætte på surheds- og bitterhedskontoen: „Hvor er det typisk!“ 

Eller: "Hun har sikkert tolket det, som om jeg skal vise, at jeg kan noget særligt med børnene!“ hvis man ikke får en sms som tak for småkagerne. Bag kagerne for børnebørnenes skyld, og hav en lille dåse eller pose til mor parat, og en til far, når han kommer, og en portion til at spise lige nu og her. Børnebørnene vil elske at mærke, at bedsteforældrene kan kigge til begge sider og interesserer sig for begge deres baser. 

Med en aktivitet som for eksempel at bage småkager kan man ofte løse op for børnenes fortrolighed. Hvis de begynder at fortælle om livet på den anden banehalvdel, så kan det være svært at skjule sin nysgerrighed, og det lægger barnet mærke til lige med det samme: "Mormor, ude hos far, der har vi kun et lille badeværelse, hvor der ikke er badekar.“ 

Passer mormor ikke på, så er hun der straks med spørgsmålet: „Hvad gør I så, når I skal have bad hos far? Er der så også kun et toilet?“ Her vil barnet typisk svare – og dermed lukke for yderligere detaljer: "Jamen, så sidder vi jo bare i en stor balje, og mormor, vi har det altså alligevel rigtig godt hos far.“ 

Sådan skærer barnet af for mere af mormors nysgerrighed, og hun havde fået mere ud af at glæde sig over det umiddelbare, som barnet fortalte, nemlig om forskel på toiletter på de forskellige baser, frem for at prøve at benytte sig af muligheden for at få en fjernrundvisning af fars hus gennem barnebarnet. 

Færre timer med børnebørnene

Det er ikke let som bedsteforældre at opdage, at man efter en skilsmisse kommer til at stå en gang længere ude i forhold til børnebørnene, end man gjorde før skilsmissen, ganske enkelt fordi ens barn ikke har børnebørnene hele tiden, og fordi de har brug for mere ro. 

Hvis børnebørnene er større og har en tilknytning til bedsteforældrene inden skilsmissen, så vil de selv insistere på at blive ved med at have det samme samvær eller måske endda ønske at øge samværet, fordi bedsteforældrebasen bliver et helle og fristed for dem. 

De større børn vil stadig ønske at komme på besøg og lave de ting, som de plejede at lave, det ændrer skilsmissen ikke på, og børnenes ønske bør opfyldes. Det er ikke nogen god idé som forælder at sige: „Nu ser jeg dig jo så lidt, så skal du da ikke være to af dagene hos farmor.“ 

Prøv i stedet med: "Det er dejligt, at du gerne vil over til farmor, jeg hører lige, om hun er der og måske giver noget mad i aften, så vi kan hygge alle sammen.“ Men jo mindre børnene er, jo mere slides de ofte ved en masse skiftende baser efter en skilsmisse. 

De små kan sjældent tåle ret meget turbulens, og for dem er det i forvejen meget at skulle skifte mellem mor og far. Derfor kan en eventuelt fast overnatning hver 14. dag hos det ene hold bedsteforældre før skilsmissen godt ryge efter skilsmissen, simpelthen for at skabe ro omkring det lille barn.

 Og det tab af fast samvær må bedsteforældrene acceptere for barnets skyld. Et stort barn kan for eksempel godt tåle at have skiftedag tirsdag og tage ud til mormor og morfar torsdag og sove der til fredag.

 Og at man fortsætter med den ramme efter skilsmissen, kan være meget værdifuldt for barnet, især hvis der er konflikter ved baseskift mellem mor og far. Men det er ikke nødvendigvis – eller faktisk sjældent – godt for det lille barn at fastholde ekstra overnatning på tredje base, når der nu også skal navigeres imellem mors og fars to baser.

 Måske har man som bedsteforældre været vant til at tage sine børnebørn med på småferier uden forældrene eller bare have dem hjemme hos sig selv en weekend en gang imellem. Men den ramme kan ændre sig ved en skilsmisse. 

Hvis den ene forælder for eksempel har ni dage, og den anden har fem, så kan det være slut for en tid med disse småferier og weekendovernatninger, fordi de mindstes hoveder simpelthen ikke kan tåle for mange skift. Løsningen kan være at tage på tur sammen med barnets forælder.

 Det bliver en helt anden slags tur, men det giver mindre skift for børnebørnene og maksimalt samvær med forælderen, og det har især de mindste børn brug for. Så husk, at det aldrig skal være bedsteforældrenes behov, der er skyld i flere skift for det lille barn end højst nødvendigt. 

Kan du ikke bytte weekend med din eks?

Det er bedst for børnene, hvis samværet med deres forældre kører på faste rutiner. Det giver den største ro. Derfor bør bedsteforældre heller ikke komme med forslag om at bytte dage, så de kan få børnebørnene med til bestemte begivenheder. 

Der kan selvfølgelig være anledninger, der skiller sig ud – runde fødselsdage og andre store mærkedage – men man kan ikke forvente, at de fraskilte bytter dage, fordi børnene gerne skulle med bedsteforældrene et par dage i sommerhus. 

Hvis det er noget, som er uomgængeligt, så er det bedre at rykke dagene lidt inden for den faste ramme frem for at bytte helt rundt.

Hvor det nu var sådan før skilsmissen, at bedsteforældre var dem, der passede, hvis forældrene skulle ud, eller børnene var syge, er det efter en skilsmisse mere korrekt først at spørge sin eks, om han eller hun har lyst til at passe børnene hos en selv, mens man er ude, eller måske tage dem en dag tidligere end planlagt, hvis man skal på et kursus dagen før den oprindelige skiftedag.

Måske tænker bedsteforældrene så spidsfornærmet: Vi var gode nok, da de havde skarlagensfeber, skoldkopper og småskader, men nu kan vi ikke bruges mere?! Tænk hellere: Hvor er det da godt for barnet, at sygdom eller forælderens kursus nu giver øget samvær med den anden forælder.