Hvordan kan en præst vie ægtefolk, til døden dem skiller, og tale om en mild og tålmodig kærlighed, når hun selv har været gift fem gange og nu er aktuel med en bog om, at kærligheden ikke holder til alt, og at det er okay at blive skilt?
Sådan har flere danskere spurgt på de sociale medier, efter at Kristeligt Dagblad fredag bragte et interview med sognepræst i Holmens Kirke i København Anna Mejlhede, der er aktuel med bogen ”Alt forladt – Når kærligheden går sin vej.”
I bogen skriver hun om kærlighed og brud og om, at livet og det at være glad for sit liv, altid må stå over det at være gift.
På Facebook kalder danskere det blandt andet forkasteligt, at en præst nærmest opfordrer til skilsmisse samt trist at høre en præst udtale sig så ubibelsk.
Den kritik undrer Anna Mejlhede.
”Jeg opfordrer naturligvis ikke til skilsmisse. Lad mig lige slå den påstand af pinden. Men jeg synes, det er dybt interessant, at folk pludselig er blevet katolikker. For en protestant er ægteskabet nemlig ikke et ubrydeligt sakramente.
Hvis jeg var en præst af den holdning, at skilsmisse var absolut forkert, så ville jeg jo heller ikke kunne vie fraskilte - hvilket jeg naturligvis gør - og jeg gør det med glæde. For nogle på højrefløjen i det kirkelige univers er ægteskabet et nærmest sakramentalt dogme - men det er ægteskabet altså ikke set herfra, hvor jeg står. "
Men i De Ti Bud lyder det blandt andet, at man ikke må bryde ægteskabet?
”Jesus har også sagt, at man skal elske herren Gud og sin næste som sig selv. Det er det, alle andre bud hviler på. Selv ortodokse jøder kan blive skilt i dag med et ritual, så De Ti Bud er ikke altafgørende.
Et andet sted i Bibelen kommer nogle jøder til Jesus og spørger ham, hvorfor de ikke må blive skilt, når Moses siger, de må. Her svarer Jesus, at det var på grund af hjertes hårdhed, at Moses gav lov til skilsmisse.
I øvrigt kan man læse ud af min bog, hvad jeg lægger til grund for min holdning omkring skilsmisse og ægteskab; som præst og som menneske. Faktisk giver det mening, at hårdhjertethed er en af grundene til, at vi bliver skilt.”
Er det religiøst set ikke en synd at blive skilt?
”Nej, det er det ikke, og det er da heller ikke den almindelige holdning i folkekirken. Men jeg vil fremhæve tidligere biskop Elisabeth Dons, som i en kronik fra 2014 sagde, at skilsmisse ikke er en synd - men det kan være synd for børnene, hvis der vel at mærke er børn involveret i en skilsmisse.
Hvis man skal tale om synd, så er det vel det, som er foregået op til skilsmissen og har gjort, at parret allerede er blevet adskilt. Jeg opfordrer ikke til skilsmisse, men det er i orden at blive skilt, hvis ens liv er et helvede."
Apostlen Paulus skriver i sit første Korintherbrev, at ægteskabsbrydere ligesom afgudsdyrkere og tyve ikke skal arve Guds rige. Peger det ikke på, at det er en synd?
”Det er rigtig farligt at tage citater ud af Bibelen og bruge dem direkte ordret ind i et moderne menneskeliv, som dette spørgsmål her egentlig gør. Hvad så med tyvene, er de ikke elsket af Gud?
Det er også citater fra Paulus, der ligger til grund for, at nogle mandlige præster fortsat ikke vil give hånd til kvindelige kolleger, eller mener at homoseksualitet er en synd - og det mener jeg jo absolut ikke, at det er.
Helt grundlæggende handler det her om, hvordan man læser Bibelen. Man kan ikke tage en sætning fra Bibelen og sætte den direkte ind i det moderne liv. Alt skal ses ud fra den tid, det er sagt i. For mig at se er skilsmisse ikke i uoverensstemmelse med et liv, der i øvrigt hviler på et kristent værdigrundlag - med Kristi kærlighed og tilgivelse som nogle af de vigtigste overskrifter.”
Kan du forstå, nogle finder det useriøst, at du mener dette, er blevet skilt fem gange og så samtidig vier ægtefolk næsten hver weekend ”til døden dem skiller” og ”i medgang og modgang”?
"Om vi er gift eller fraskilt eller alene på anden vis, så er vi lige meget værd i Guds øjne. Ægteskabet er vigtigt for os mennesker, men det er ikke et sakramente. Med hensyn til min egen situation, så kender de mennesker mig ikke, og de kender ikke historierne bag mine ægteskaber.”
Bliver det aldrig useriøst at sige ja til at blive sammen ”til døden jer skiller”?
”Det er noget af det, jeg tager grundigt fat på i min bog, så jeg vil mest af alt henvise til, hvad jeg der skriver. Jeg tror, det er svært at adskille et afgivet løfte fra den virkelighed, der nogle gange følger i kølvandet på det.
To mennesker kan udvikle sig i komplet forskellige retninger af forskellig årsager. Men for mig at se er ægteskabet stadig værd at holde fast i - for når vi elsker et andet menneske, så håber vi jo på det ultimative, livslange forhold.”