Den danske fællessangstradition blev ifølge legenden født i København i 1838, men den rykkede hurtigt ud i landet, og i dag står den stærkest i de mindre byer. På landet og i byer med under 10.000 indbyggere giver 6 ud af 10 danskere udtryk for, at de er glade for at synge, og i de mindste byer mener hele 86 procent af indbyggerne, at fællessang på dansk er en vigtig del af kulturarven. I hovedstaden er 49 procent glade for at synge, og 69 procent anser sang for vigtig kulturarv.
Det viser en meningsmåling, analysefirmaet YouGov har lavet for Kristeligt Dagblad. Set på regionalt niveau er der kun få udsving. Sangbegejstringen er lidt lavere i København, og ekstra mange i Sønderjylland og det øvrige Syddanmark giver udtryk for, at de er vokset op med dansk sangtradition, og at denne tradition er særligt dansk. Men ser man på byen over for landet, ser det ud til, at sangen betyder mere for fællesskabet på landet.
Ifølge Elsemarie Dam-Jensen, museumsinspektør ved Museum Sønderjylland i Tønder, er det svært at kortlægge sanginteressen regionalt. Hun er også tøvende over for, om de nationale sange betyder mere for især de yngre sønderjyder end for unge i resten af Danmark. Men det er hendes vurdering, at de fællesskaber, hvor den traditionelle fællessang fra Højskolesangbogen spiller en rolle, betyder mest for folk i de mindre byer.
”Jeg tror, at de miljøer, hvor fællessangen traditionelt indgår, for eksempel forsamlingshuse, sognehuse og klassisk foreningsliv, betyder mere, end hvilken landsdel man befinder sig i. Jeg har gennem 40 år holdt masser af foredrag over hele landet, og som tidligere højskolelærer begynder jeg altid med en fællessang. Til et foredrag i Grænseforeningen i Nykøbing Mors sang folk rigtig godt med, mens fællessang i Matematisk Auditorium på Aarhus Universitet ikke rigtig fungerer,” fortæller museumsinspektøren, der arbejder med Sønderjyllands kulturhistorie, herunder den sønderjyske sangtradition.
Det betyder nok mere, om arrangementet foregår i et regi, hvor der er tradition for at synge, end hvor i landet det foregår. Men i de mindre byer er der en større del af arrangementerne, der afholdes efter højskole- og forsamlingshustraditionen.
Elsemarie Dam-Jensen fortæller, at hun ved midsommer stod for en sangaften i den lille sønderjyske by Ballum, kendt som digteren Jens Rosendals hjemby. Det modne publikum på i alt 50 personer, som var det maksimale, corona-restriktionerne tillod, sang højt og musikalsk med på sange som ”Danmark nu blunder den lyse nat”, ”Som en rejselysten flåde” og Rosendals ”Vi henter tidevandet ind”.
”Sønderjyder synger nok mere og kraftigere end andre danskere. De er mere trygge ved sangsituationen, men det jævner sig muligvis mere ud i næste generation, hvor det regionale ikke betyder så meget,” siger museumsinspektøren, som understreger, at dette er en vurdering mere end en forskningsunderbygget sandhed.
Men hvad skete der med sangen i byerne? Den begivenhed i 1838, der nævnes i indledningen, var Grundtvigs ”Mands Minde”-foredrag om søhelten Peter Willemoes. Det mundede ud i, at forsamlingen sang hans sang om Willemoes, ”Kommer hid, I piger små”, hvorved koblingen af folkeligt foredrag og fællessang var født.
Men siden blev storbyens sanghistorie præget af andre end Grundtvig og højskolesangen. Ikke mindst spillede arbejdersangen en vigtig rolle, fortæller Josefine Albris, museumsinspektør ved Arbejdermuseet i København.
”Lige nu er vi i en tid, hvor sangen igen har fået vinger og er vendt stærkt tilbage. I den sammenhæng er Arbejdersangbogen på mange måder et mere folkeligt bud på en sangskat end Højskolesangbogen, men den tradition er sværere at tage op af for eksempel Danmarks Radio, fordi den er for rød,” siger Josefine Albris.
Hun gør opmærksom på, at arbejderne i byerne i slutningen af 1800-tallet og det tidlige 1900-tal ikke sang mindre end bønderne på landet. De sang også i forbindelse med møder og foredrag på arbejderhøjskolerne i Esbjerg og Roskilde — og lige fra Slaget på Fælleden i 1872 indgik de agiterende ord og opildnende marchmelodier i sange som ”Snart dages det brødre” i demonstrationer, strejker og andre kampsituationer.
Hvis Grundtvig er det store navn i den blå sangbog, så er det sange af arbejderdigteren Oskar Hansen som ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Danmark for folket”, man typisk forbinder med Arbejdersangbogen. Og de sange er så politiske, at de næsten kun kan bruges af socialdemokratiske partisoldater og fagforeninger.
Men Josefine Albris peger på, at ligesom Højskolesangbogen favner bredt — og faktisk længe har haft ovennævnte arbejdersange med — så gør det samme sig gældende for Arbejdersangbogen, der rummer mange af de samme årstidssange og alment kendte viser og sange. Og den socialdemokratiske landbodigter Jeppe Aakjær er et stort navn i begge. Men den røde sangbog har altid været mere international og mindre nationalromantisk end den blå, og den har klart tabt kampen om at få status som den danske fællessangs samlende værk.
”Arbejdersangbogen har været en vigtig del af sanghistorien. Den rummer sange til enhver lejlighed. Men den er i dag meget mindre tilgængelig end Højskolesangbogen. Det er betegnende, at alle Højskolesangbogens sange kan findes på Spotify og Youtube, mens Arbejdersangbogens sange findes på kassettebånd,” siger Josefine Albris.
Hun tilføjer dog, at Arbejdermuseet i forbindelse med den danske arbejderbevægelses 150-årsjubilæum den 15. oktober har etableret et arbejdersangkor og kreeret en lydinstallation i museets store sal, hvor man kan lytte til arbejdersange og brandtaler fra svundne tider. Dengang de store byer også havde et sangfællesskab.