”Snublestenene kunne bevogtes af muslimer”

Tænk, hvis nogle behjertede muslimer slog sig sammen for at danne et vagtkorps, som døgnet rundt passer på synagogen, skriver en læser

Snublesten er et mindesmærke for holocausts ofre. Stenene findes mange steder i Europa, og i mandag kom de første sten til Danmark, hvor de blev lagt på Krystalgade foran Københavns Synagoge.
Snublesten er et mindesmærke for holocausts ofre. Stenene findes mange steder i Europa, og i mandag kom de første sten til Danmark, hvor de blev lagt på Krystalgade foran Københavns Synagoge. . Foto: Leif Tuxen.

Det var smukt og tankevækkende at se – og læse om – de nye snublesten tæt ved synagogen i København velbeskrevet af Kristeligt Dagblad.

Det var derimod trist at se dele af Krystalgade spærret af ved synagogen og to bevæbnede betjente og en politibil på stedet. Tænk, hvis nogle behjertede muslimer slog sig sammen for at danne et vagtkorps, som døgnet rundt passer på synagogen. Det ville nyde enorm anseelse, og det samme ville det muslimske samfund gøre.

Danskere dannede for eksempel en beskyttende menneskekæde omkring de muslimer, som for nylig valgte at fejre eid på Rådhuspladsen, samme plads, hvor en del muslimer efter nytårsaften som regel dukker op for at rydde op efter den danske nytårsfejring. Beklageligvis er det begivenheder, som sjældent omtales i medierne

Hvis vi i det små på frivillig basis kunne bevogte vores forskelligheder med dem, som ”de andre” frygter, kunne vi måske få indført lidt mere tolerance i samfundet.