”Du skal ære din far og din mor”, lyder det fjerde bud. Det kan på mange måder lyde som et urimeligt krav, hvis far og mor ikke er ære værd. Skulle man dømme efter dansk litteraturs skildringer af fædre og mødre, så står det netop skidt til.
Først har patriarkerne stået for skud, som det for eksempel sker i Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” og senere i Vagn Lundbyes ”Trefoldighedsbarn”. Og så er det blevet mødrenes tur til at blive ned- og afskrevet, ikke bare de fiktive, men de ”rigtige”. Henrik Stangerup. Morten Sabroe, Peter Øvig Knudsen og Leonora Christina Skov – for bare at nævne nogle, har alle kæmpet med mødre, der har været en pestilens i deres liv.
Det er derfor noget af et særsyn at læse Søren Ulrik Thomsens essay ”Store Kongensgade 23”, fordi det er en entydig hyldest til forældrene. Ligesom de andre forfattere beskriver Thomsen sin mor efter hendes død, men derefter hører ligheden også op, selvom hun var en byrde for Thomsen som teenager. Dengang var hun hen over syv år psykisk syg og indlagt i lange perioder. Ligesom han skulle til at frigøre sig fra hende, blev et opgør umuligt.
Det har nok præget hans opvækst og dannelse, men det udlægges ikke som et svigt eller som destruktiv adfærd. Derimod er moderens sygdom kilde til stadig undren, fordi der ikke foreligger nogen endegyldig forklaring på sygdommen, dens årsager og dens ophør. Vreden i forbindelse med moderens sygdom retter sig da ikke mod hende, men mod en psykiatri, som troede – og tror – at psykisk sygdom kan kureres med psykofarmaka, ligesom en brækket arm kan helbredes med gips og forbinding.
I forhold til en nogle gange direkte skadelig psykiatri er der for Thomsen at se mere at hente i den klassiske psykoanalyse, der lægger vægt på ordet og bevidstgørelsen. Hans eget essay er da i en vis forstand også en afdækning af et traume og et udgangspunkt for udvikling og forvandling. Som forfatter har Thomsen sig selv på briksen.
Geografisk og tidsligt knytter han sit livs smerte- og vækstpunkt til Store Kongensgade 23 i København. Hertil flyttede familien i 1972, da han var 16 år gammel. Flytningen faldt sammen med moderens sygdom, men den faldt også sammen med, at verden åbnede sig på en ny måde for den unge Thomsen. Storbyen bød på et andet liv end den lille provinsby, han kom fra, og han fik sin første kæreste. Store Kongensgade 23 er da et sammensat sted i Thomsens erindring. Det var her, han fik ”en susende følelse af, at nu begynder fremtiden”, men det var altså også her, han fyldtes af smerten over moderens sygdom. For den ældre Thomsen blev det her, at ”fortiden var begyndt at falde. Foran mig.”
”Store Kongensgade 23” er et essay om Thomsens ungdom og egen håndtering af sin ungdoms angst, men det handler også om den frygt, som fylder den 65-årige. Det bliver til et lille katalog over alt det, man kan frygte, lige fra sygdom til at miste sine sansers og bevidstheds fulde brug. Midt i al den tænkte elendighed bliver der imidlertid også plads til en vel-gørende humor og en huskekage til aldrende mennesker, der er ved at glemme deres køn, som forsvinder i fedt om hofterne og grov hud. Vi har stadig beklædningen til at markere kønsforskellen:
”Hvad kan en skarp blazer og en smukt skåret nederdel dog ikke gøre for at bevare vores værdighed som mænd og kvinder, og hvor trist som fanden er det ikke at se et ældre ægtepar, som iført ens vindjakker og selvlysende kondisko helt har kapituleret til det praktisk behagelige og nu ligner to leverplettede melboller hældt ned i uformelige stofposer?”.
Form må der til, det har altid været Thomsens credo. Selv poserer han på bogens flapfoto iført jakke, seler og slips. Han er på en gang afslappet og formelt klædt på. Sådan er hans essayistiske fremstilling også: formfuldendt og endda åben for digressioner. Den er mættet i sit indhold, konstant reflekterende og med-rivende i sin tanke.
Man kommer tæt på Thomsen og hans mor, men da der er orden på formerne, virker det hverken udleverende eller anmassende. Hans portræt af moderen, der langsomt dør af Parkinsons sygdom, er kærligt og ømt, mens de færre bemærkninger om faderen og beundringen over hans kærlighed til moderen ikke er mindre respektfulde og hengivne.
Fotoet af forfatteren lader os se hans vidt udspilede mave, før vi ser hans hoved og ansigt. Tilgiv da, at jeg ser hans vom før hans ånd, ligesom jeg ser hans sproglige ekvilibrisme og overflod, før jeg ser hans tankes dybde. Men den er der, selvfølgelig. Og jeg ønsker mig til enhver tid hellere 96 små, koncentrerede sider af Thomsen end 50 gange så mange sider af Knausgård, der gør op med sin far. Det er et spørgsmål om form og stil.
Man kunne måske tro, at livet i Store Kongensgade 23 var en længere periode i Thomsens liv, men han boede der faktisk kun et år. Som 17-årig flyttede han hjemmefra, mens adressen ”til gengæld flyttede ind i mig”, som han skriver. Stedet har fortættet sig i hans erindring og bliver både dér og i essayet et symbol i freudiansk forstand. Det bliver et knudepunkt i hans liv, og der, hvor passerspidsen placeres, og hvorfra cirkler kan tegnes.
Store Kongensgade 23 bliver en slags jeg-hus, som Ole Sarvig digtede om. Men mens Sarvig endte med at tage sit eget liv, så kan Thomsen trods alt hver dag glæde sig over sit. Tragedien er stor og dragende, især når man er yngre, den kaster historier og drama af sig, mens det daglige liv kræver en tro på, at man har noget bedre til gode. Ifølge Thomsen.
Om det ligefrem er nødvendigt, at det er bedre, er jeg ikke selv sikker på, men gentagelse og variation må der i hvert fald til. Det er der også i Thomsens essay, der på en gang er en gentagelse af hans stærke og prægnante stil og et overbevisende forsøg på at komme til ny erkendelse af den fortid, der ligger foran ham.