Prøv avisen
Ondskab

Ny bog: Sørine Gotfredsen i ondskabens verden

Ondskaben kan ikke ignoreres, den er en del af os. I sin nye bog tager Sørine Gotfredsen derfor fat, hvor det gør ondt, når hun undersøger det ondes væsen. Foto: Leif Tuxen

Det er umoderne at tale om ondskabens kræfter i en tid, hvor mennesket som udgangspunkt anses for at være et temmelig godt væsen. Men i sin nye bog "Fri os fra det onde" argumenterer Sørine Gotfredsen for, at ondskab skal tales om for at blive talt ihjel. Her kan du læse et uddrag fra bogen

Lige så længe jeg kan huske, har jeg gjort mig tanker om det onde. Jeg har altid undret mig over min egen trang til at undlade at gøre det gode, og jeg havde tidligt en fornemmelse af, at der var skyggefulde kræfter på færde, som det var klogest at holde skjult. De rørte på sig, når jeg bevidst prøvede at overgå andre og stak en løgn for at slippe for problemer, eller når jeg blev overmandet af denne følelse af trods, der ikke altid var rettet mod noget konkret. Snarere voksede den frem som en knude af vrangvillighed i forhold til livet selv.

Det føltes på én gang både ynkeligt og underligt magtfuldt. Jeg var ikke klar over, om disse negative strømme var særegne for mig eller eksisterede som noget mere alment, men jeg studsede over, at der var så stor afstand mellem den smukke beskrivelse af verden, som jeg så ofte blev præsenteret for, og alt det modstridende, som jeg selv erfarede ved at leve i den.

ANNONCE: Køb bogen her

Derfor gjorde H.C. Andersens "Skyggen"et dybt indtryk på mig. I fortællingen om den lærde og velmenende mand, hvis skygge løsriver sig og gradvist helt tager magten over ham, bliver det sagt, at det negative i det indre er på spil. Da min mor læste eventyret højt, følte jeg mig øjeblikkeligt tættere på skyggen end på dens ejermand. Den er det andet jeg og udgør en anmassende indre stemme, der repræsenterer en gådefuld trang til ikke blot at se livet lykkes. Vi er alle vokset op i et samfund, hvor der ikke findes ret mange ord for denne skygge.

Det er umoderne at tale om ondskabens kræfter i en tid, hvor mennesket som udgangspunkt anses for at være et temmelig godt væsen, der først og fremmest udvikler dystre træk i personligheden, fordi det af omgivelserne bliver præget til det. Det er umoderne at forestille sig, at vi er sat i en verden, hvor der måske findes en kamp mellem ondt og godt, der rækker langt ud over vores rationelle forståelse.

Nok tales der om ondskab, når selvmordsbombere trækker sagesløse med sig i døden, og naturligvis gør man sig af og til tanker om den kynisme, der på forskellig vis udfoldes i verden og får os til at forbløffes over menneskelig hårdhed. Men som oftest bliver vi inden for rammerne af de psykologiske og sociale forklaringer og forholder os kun sjældent til tanken om en større magt i verden, der bare ikke vil det gode. End ikke når vi ikke ved, hvad vi ellers skal sige, for vi har mistet det sprog, der i sig kan rumme en egentlig erkendelse af det onde.

Derfor har vi brug for at lytte til Martin Luther og på ny forsøge at forstå hans ærinde som reformator, præst og stridsmand, for dette havde i høj grad at gøre med troen på det onde. Martin Luthers livsforløb er dramatisk, og hans kamp rummer både de mange tanker om Gud og menneske og det enorme mandshjerte, der skal til for at stå fast, når hele det etablerede system gør alt for at få den besværlige til at tie.

Martin Luther nærede ikke fra begyndelsen et ønske om at revolutionere hverken kirken eller samfundet, og da han i 1517 præsenterede sine 95 teser, hvori han opremsede de ting ved den katolske kirkes lære, som han fandt problematiske, var intentionen at skabe en akademisk diskussion. Martin Luther var en særpræget personlighed. Nok står han i dag som én af historiens mest berømte samfundsreformatorer, men Luthers centrale kamp havde sit udgangspunkt i hans eget indre. Det er først og fremmest dén strid, han følte lidenskabeligt for, og det er ikke mindst dén, vi hver især kan tage ved lære af.

Den handler om de ødelæggende kræfter, der modsiger det gode, og som kan gøre det så svært at få livet til at være til gavn og glæde. Martin Luther troede på det onde, som han med et samlende ord kaldte for Djævelen, og han var ikke i tvivl om, at den onde kraft i verden berører os alle. Dog er det i hans øjne et grundlæggende problem, at mange risikerer aldrig at nå til en erkendelse af omfanget af ondskaben.

Vi kan kalde det alt muligt – egoisme, svaghed, forfængelighed eller grådighed – og vor tids psykologiske og sociale teorier om de negative kræfter rummer en vis klarhed. Men de dækker ikke hele sandheden om menneskets natur, og de mange rationelle forklaringer kan i værste fald hindre os i at tænke dybt nok angående vores sindstilstand og position i verden.

Vi diskuterer i dag uophørligt, hvordan vi dog skal finde den rette balance mellem frihed, lykke og præstation. Så småt begynder vi at forstå, at selvbestemmelse i uanede mængder ikke nødvendigvis får et menneske til at føle glæde og meningsfuldhed. Nede i mulden under vores mange anelser om det pressede menneskesind ligger Martin Luthers tanker som en grobund af indsigt, for han stræbte netop efter at få den enkelte bragt derhen, hvor man kan leve i frihed og samtidig bevare retning og pligtfølelse i livet. Derhen, hvor vi kan være bevidste om vores skrøbelighed og stadig leve i tillid til, at vi har stor betydning.

Et helt basalt vilkår står stadig ved magt, og muligvis nærmer vi os punktet, hvor den enkeltes længsel efter selvværd og mening og hele den bekymrede selviagttagelse, der følger med, begynder at sætte sig spor af udmattelse. Vi trænger til en ny befrielse. Vi trænger til med Martin Luther igen at få forklaret, at vi ikke blot skal kæmpe kampen inden i os selv, men også i forhold til den verden, vi er sat i. Og en helt afgørende forudsætning for at forstå dybden og betydningen af den kamp er, at vi på ny giver os til at tale om det onde.

Video: Sørine Gotfredsen om ondskab

Andre læser lige nu