AT VÆRE EN KLIMA-ATEIST

Uroen er ankommet, og sammen med den nye samtale vil den efter alt at dømme tage til i styrke. Den er forbundet med en vis skamfølelse, og jeg forestiller mig ofte det middagsselskab, hvor jeg fortæller min bordherre, at jeg netop har været en tur i Frankrig for at besøge min veninde, der flyttede dertil, allerede da vi var børn. Jeg kommer der ret ofte. Måske vil han se på mig og interesseret spørge: "Nå, og hvordan kom du derned?" Og jeg tror, at tiden er forbi, da jeg sorgløst kunne svare, at jeg naturligvis fløj derned, og at det er utroligt, at man i dag kan bevæge sig så billigt og hurtigt rundt i verden. Det svar er ikke længere så uskyldigt, som det var engang, for der er en anden pris at betale for at blive transporteret gennem luften. Det sviner og belaster klodens tilstand, og en moralsk dimension er i færd med at vokse frem omkring flyvemaskinen som et af de mest bombastiske vidnesbyrd om, at vi hver dag sætter vort mærke på det skabte. Selv kommer jeg næppe nogensinde igen til at nærme mig en lufthavn uden at være bevidst om det. En del af letheden ved at være et menneske i en fremskre­den tidsalder er forsvundet.

Skønt man ikke skal tillægge en enkelt sommer alt for stor betydning, kan sommeren 2018 vise sig at få en vis blivende betydning. Den var præget af knastørre græsplæner, et brændende Sverige, landmænd, der måtte slagte deres køer på grund af mangel på foder, og følelsen af at vågne om morgenen og fortsat være spær­ret inde i så megen varm stillestående luft, at det for en gråvejrselskende nordbo havde karakter af et mareridt. Men det var samtidig lærerigt at blive mindet om, hvor prisgivet man er i forhold til de omgivende kræfter og i øjeblikke frygte et fremtidsscenarie, hvor en del af vores måde at leve på virkelig kan forandres.

Vi har før i historien oplevet hede somre, hvorpå verden igen blev sig selv, og i de kommende år vil den måske igen stå på regn og vidunderlig kølighed i flere måneder, men det ændrer ikke ved, at kloden samlet set bliver varmere. Og der sker noget i en, når man rykkes ud af den selvfølgelighed, hvormed man normalt opfat­ter alt det omgivende. Hvad nu, hvis verden en dag ikke længere vil, som vi vil? Hvor meget kan vilkårene ændre sig i dette ellers så frodige og tempererede lille land, og endelig stiller man naturligvis også sig selv det uundgåelige spørgsmål: i hvor høj grad er det vores egen skyld? Hvor meget grund har vi til at bebrejde os selv og måske endda føle skam?

Nu nærmer vi os punktet, hvor man skal passe på. Samtalen om klimaet og naturen rummer store muligheder for hul moraliseren, og de religiøse reflekser rører på sig, når en sag begynder at blive definerende for vores selvopfattelse og forestilling om et større kosmisk regnskab. Jeg er også bange for, at jeg selv her kan komme til at balancere på grænsen. Normalt er jeg varsom med at blande kristen tænkning og talen om konkret livsstil for meget sammen, da det kan skabe mulighed for uheldig selvfremstilling. Men midt i 2018-hedebølgen og viden­skabens relativt samstemmende budskab om vores egen andel i de stigende temperaturer slog det mig, at frygten for at moralisere ikke må få os til at undlade at forholde os til vore vaner. Man kan også moralisere for lidt, og hvis blot man husker at medregne sig selv blandt synderne, er der ikke noget galt ved at være den, der minder om, at vi har et ansvar at bære.

Det afgørende er nemlig ikke kun, om vi mennesker seriøst har indflydelse på forandringerne. Det handler også om midt i besindelsen på vores ubestrideligt til tider noget hårdhændede brug af den klode, vi er blevet givet, at gribe anledningen til at genopdage begrebet mådehold. Det er på tide at spekulere dybere over menneskets opførsel midt i alt det smukke, der omgiver os, og lad os for en stund vende tilbage til flyvemaskinen.

Der er nemlig noget ganske overrumplende ved denne maskine, og uanset hvor mange gange jeg har beste­get den lille trappe og sat mig ind i det mystiske flyven­de legeme, tager det stadig vejret fra mig. For mens det virkelig er praktisk, at flyvemaskinen så overlegent kan transportere os rundt i verden, udgør tempoet, hvormed det sker, også et anslag mod den bundethed til jorden, der er og bliver den tilstand, der ligger fornuften nærmest. Flyvemaskinen udgør et symbol på både impo­nerende formåen og menneskeligt hovmod, for den har efterhånden skabt en forestilling om, at det er naturligt at bevæge sig ganske uhæmmet rundt på kloden. Det er blevet et indlysende vilkår, at vi kan løsrive os fra tid og sted og opløse afstande, og det virker som en slags be­rusende sejr over de love, der ellers holder os fast. Men måske er det ikke kun befriende. Der kan også være no­get skæbnesvangert ved det, og tiden kan være kommet, hvor det flyvende moderne menneske må spørge sig selv, om vi bør forblive lidt mere trofast på jorden. Både for naturens skyld og for vores egen.

Flyvemaskinen er en gave, der skal omgås med varsomhed. Den kan redde liv, den kan med kort varsel brin­ge statsledere sammen til vigtige møder, og den kan gøre det muligt at bevare relationer, der måske ellers ville dø. Men den sætter sig spor. Den har gjort verden til en gigantisk tumleplads for menneskene med deres udlængsel og oplevelsestrang, og den har været med til at gøre turismens kraft til en sand massebevægelse. Tiden er kommet, hvor enhver må overveje, om jeg har krav på at flyve lige så ofte, jeg vil. Ja, tiden er kommet, hvor vi er nødt til at holde fast i et bestemt spørgsmål: med hvilken ret opfører vi os, som vi gør? Og hvor meget kan vi bebrejdes?

Ifølge Jesus kan en slægt i hvert fald bebrejdes noget. I et oprørt øjeblik beskriver han den menneskeslægt, som han oplever som krævende, barnlig og uforstandig, hvilket ikke mindst kommer til udtryk ved en udsøgt forvirring blandt folk angående, hvem han - Jesus selv - er. Det ligger fra begyndelsen fast, at menneskene tænker uklart, når det gælder. Først og fremmest forstår de ikke konsekvenserne af deres egne handlinger, og det bliver understreget, at vi kan blive straffet for vores uforstand og gå fortabt. Der er ingen tvivl. Ifølge Jesu ord kan en slægt både bebrejdes for sin krævende livsindstilling og straffes for sin mangel på tro, og når Jesus henvender sig til menneskene, taler han om det, der er på spil i vort indre, og kun sjældent om det, der omgiver os. Derfor taler han heller ikke om naturen og dyrene og det store skaberværk. Men kristendommens tradition er som helhed fyldt med ord og tanker om netop det, og vi står konfronteret med et ufravigeligt vilkår. Vi er forbundet med alt levende, og vi har et ansvar for det.

Hver søndag i kirken fremsiges trosbekendelsen, som er den samlede formulering af, hvad kristendommen handler om. Vi indleder med at love at forsage alt ondt, hvorefter vi bekender troen på "Gud Fader, den Almæg­tige, himlens og jordens skaber." Her bliver det klart, at livet er Gud underlagt, og det vilkår skal man prøve at forstå som et vigtigt udgangspunkt for at kunne føle sig forpligtet. Synet på livet og den teologiske tænkning har altid hørt sammen, og lad os hente inspiration hos den schweiziske teolog Karl Barth, der op gennem 1900-tallet havde stor indflydelse på de kirkelige diskussioner også i dette land.

I sin gennemgang af trosbekendelsen understreger Karl Barth den ret pudsige omstændighed, at mennesket sket ikke er nævnt i den. Heller ikke i de indledende formuleringer. Forklaringen er, at mennesket jo ikke skal erklære en tro på sig selv, men derimod sætte hele sin lid til noget andet. Vi skal som udgangspunkt tro på, at himlen og jorden- altså, hele rammen om vores eksistens - er skabt med en intention, der er større end os, og i denne absolutte ramme besidder Gud førstepladsen. Vi er som vandrere mellem himlen og jorden, og Karl Barth sondrer mellem Gud som den almægtige Herre over liv og død og mennesket som den omflakkende skabning for at holde os fast på, at vi er noget helt andet end Gud. Vores væren er så afhængig af og indesluttet i Guds væ­ren, at vi slet ikke behøver nævnes i trosbekendelsen. Vi er, som Barth udtrykker det:

"Støv, en Draabe ved Spanden, Ler i Pottemagerens Haand - lutter Billeder, som ikke siger for meget, men afgjort alt for lidt. Himmel og Jord er, hvad de er, ved Gud og det ved Gud alene. Dermed har vi naaet den egentlige Skabelsestanke."

Der er noget meget skrøbeligt og ydmygt ved at være et menneske i det store skaberværk. Det er netop erfaringen af den skrøbelighed, man kan blive overmandet af i løbet af en lang hed sommer, hvor man ser op i de udtørrede trætoppe og pludselig får den tanke, at der ingen garanti er for, at det hele vil vare ved, som vi kender det. Regelmæssigheden er ikke for evigt givet, vi kan blive mødt af ukendte kræfter, og midt i denne indsigt i egen udsathed findes samtidig noget storslået. Nemlig opfordringen til at turde tro på, at vi i sidste ende er overladt til Guds vilje til at bevare os og opretholde alt, hvad der findes. Det er en ny form for tryghed og accept af det uforudsigelige, der kan vokse frem med påmindelsen om rollefordelingen mellem skaber og skabning. Og vi modtager en besked om, at det ikke blot kan ses som en rettighed, at vi behandler kloden nogenlunde, som vi vil, for det har aldrig været meningen. Vi er end ikke nævnt i den trosbekendelse, der i århundreder har forsøgt at minde slægten om, hvem og hvad den står i forhold til.

Nogen vil imidlertid hævde, at den kristne tradition jo selv bærer en del af ansvaret for, at vi har mistet så meget ærefrygt og beskedenhed i synet på det skabte. For hvis man går helt tilbage til skabelsesberetningen i Første Mosebog, bliver mennesket placeret i en slags overordnet position i forhold til alt andet levende. Efter at Gud har skabt himmelhvælvingen, månen, stjernerne, havene, planterne og alle dyrene, sætter han mennesket til at herske over det hele. Det kan føre til den konklusi­on, at vi er blevet tildelt en grænseløs råderet over natu­ren, men man skal så sandelig huske, at det også ligger i beskeden fra Gud til os, at vi skal værne om det skab­te. Adam sættes udtrykkeligt til at "vogte" Edens Have, hvormed mennesket overdrages et ansvar for alt det skønne på jorden, der kalder på skarp bevidsthed om, at mens vi må bruge af det skabte, må vi kun bruge af det inden for rammerne af, hvad der er godt. Når Gud efter endt arbejde på hver enkelt skabelsesdag så, at det, han havde frembragt, var "godt", synes det oplagt at antage, at mennesket som den udvalgte skabning har til opgave at værne om dette gode. Det ligger mellem linjerne i ska­belsesmytologien, at menneskene ikke forventes at ville ødelægge alt det vidunderlige, som Gud har skabt, og de mennesker, der i sin tid nedfældede ordene, har næp­pe på nogen måde forestillet sig, med hvilken styrke og opfindertrang menneskeheden faktisk med tiden skulle blive i stand til det.

Teolog Ole Jensen udgav i 2011 bogen På kant med klo­dens klima. Hans ærinde var at få os til at genoverveje vores forhold til naturen og huske, at vi rummer evnen til virkelig at føle agtelse for det smukke og levende. Ole Jensen vil gerne opfordre til en vis skamfølelse, når vi behandler det hele for brutalt. Dette at skamme sig har længe været anset for unødvendigt og negativt for et menneske, og følelsen kan bestemt blive ødelæggende, hvis man helt basalt skammer sig over at være den, man er. Men man kan jo godt af og til skamme sig over det, man gør. Der kan være god grund til at skamme sig over visse af sine handlinger, og som en hjælp til at holde fast i skamfølelsen og bevidstheden om konsekvenserne af de mange valg, man træffer, minder Ole Jensen om, at der findes en "før kulturel" tilstand. Altså, en virkelig­hed, der er os givet, som er helt uafhængig af vores ind­sigt og kunnen og civilisationens stade, og som noget formummet er blevet båret med ind i den nuværende tidsalder, uden at vi længere ænser det. Vi har mistet kontakt til et nedre lag i vort sjæleliv, og Ole Jensen forklarer det ved:

''At vi i de moderne samfund er helt forheksede af benovelse over dette for os særlige, som adskiller os fra dyrene. Vi er blændet af vores kulturskabende evner og deres resultater - vor forskning, vor teknologi, vore produkter, vor velstand. Den formidable udvikling, vor civilisationsform har opnået på disse felter, forleder os til næsten helt at overse, at før alle vore kulturfrembrin­gelser, hen over hovedet på os, er der en tilværelse og en naturverden, som vi ikke har lavet, og at hele kulturak­tiviteten udgår fra og forudsætter den og er betinget af den. Denne 'før-kulturelle' før-tilværelse ogfør-verden har ikke ret megen selvstændig bevågenhed." Og Ole Jensen sætter trumf på ved at citere sin store læremester K.E. Løgstrup for disse ord: "Vi lever i en helt fantastisk forglemmelse af, hvad der er givet os."

De kloge teologer har fat i den lange ende, når det handler om forholdet mellem mennesket og alt det øv­rige, der er skabt. For de kredser om selve vores syndi­ge potentiale, der gør, at vi kan modtage så meget og alligevel finde det naturligt at kræve mere. Jeg tænker på netop den tilbøjelighed, når jeg hører om dem, der i weekenden lige flyver et smut til London for at gå i forretninger. For slet ikke at tale om når jeg selv flyver til Paris eller blot køber nye genstande uden tanke for, hvorfra de kommer, og hvordan de er blevet fragtet her­til. Eller når vi fylder hverdagen med plastik, og når jeg ser mennesker smide cigaretskod og affald fra sig bog­staveligt talt der, hvor de går og står. Er det ikke i den bevægelse, man før eller siden kan begynde at føle en smule skam? Og er det ikke i den bevægelse, man en dag indhentes af det spørgsmål, der lyder: Hvordan kan jeg nænne det? Ole Jensen stiller spørgsmålet og leverer straks et svar:

"Vi har glemt, at vi kan te os skamløst, ikke blot over for andre mennesker, men også over for klodens umæ­lende medbeboere og overfor det naturskabte overhove­det i dets gådefulde og fremmede skønhed og vælde. Vi lever i agtelsesglemsel - det er den egentlige grund."

Men evnen til at føle skam vil vende tilbage til vo­res bevidsthed, for skammen ligger som et slumrende væsen, der kan vækkes til live gennem samtale og ydre omstændigheder og en meget varm sommer. Jeg må nu med skam melde, at det kun er få år siden, bekym­ringen for kloden og dyrearterne for alvor begyndte at blive nærværende i mit liv. Tidligere var ærefrygten for det skabte hovedsageligt af teoretisk art, og mine kva­ler strakte sig sjældent længere end til tanken om, at vi mennesker nok ikke i sidste ende på seriøs vis kan be­skadige noget så overvældende stort som selve kloden.

Det ved jeg stadig ikke med sikkerhed, om vi kan, men det er heller ikke det mest afgørende. Det afgørende er derimod, at jeg trods alle mine tanker om tro og guds­forhold og ansvar, hvad naturen angår, nærmest har levet som en ateist. Jeg har ikke følt mig tilstrækkeligt forpligtet på gennem en guddommelig fordring at være forsynet med et særligt ansvar, der ikke kan siges imod. Det gælder sikkert flere, for vi er så gennemsyrede af vestlig livsstil, at de dybt integrerede vaner og behov og fornemmelser af ret til udfoldelse har lammet en del af selve evnen til at erkende på et plan, der rækker ud over en selv. At være en klimaateist er at leve uden tilstræk­kelig sans for det hellige og det skabte, og tilstanden kan vare længe, uden at man rigtigt opdager det. Desto mere chokerende kan det føles, når man omsider begynder at få øjnene op for, hvordan det står til.

Den amerikanske forfatter Herman Melville skrev i 1851 den forunderlige roman Moby-Dick. Det er fortællingen om den frygtindgydende kaptajn Akab, der stævner ud med hvalfangerskibet Pequod for at finde og dræbe den store hvide hval Moby-Dick. Det mægtige dyr har ved et tidligere sammenstød bidt det ene ben af Akab, og kap­tajnen er besat af tanken om hævn. Han vil en gang for alle besejre Moby-Dick, der svømmer magtfuldt rundt i verdenshavet som billedet på den urkraft, der først og fremmest er uudgrundelig og mystisk i sit dyb. Natu­ren er hævet over vores følelsesliv og moral, for den er noget fremmed i forhold til os, samtidig med at vi er forbundet med den. Og jo mere kaptajn Akab stræber hvalen efter livet, desto mere uværdig fremstår hans in­debrændte gang på jorden. Han gør alt, hvad han kan for at presse dyret ind i sit eget egocentriske univers fyldt med forurettethed og drøm om triumf, men dyret selv er helt hævet over den slags, og Melville beskriver et menneske, der på en og samme tid er sølle og livsfar­ligt for sine omgivelser.

Moby-Dick bliver jaget døgnet rundt af den vedhol­dende hvalfanger og hans besætning, men hvalen får sat en dramatisk og definitiv grænse for menneskets bru­tale fremfærd. For efter at Herman Melville udførligt har beskrevet den blodige rovdrift på både Moby-Dick og de øvrige hvaler, afsluttes det hele med det endelige opgør mellem den etbenede kaptajn og den tavse hval. Konfrontationen strækker sig over flere dage, og for hver gang dyret og menneskene støder sammen, vok­ser Moby-Dick i betydning som det kolossale væsen, der med sin overlevervilje og voldsomme slag med halen åbenbarer, hvordan menneskene kan komme til kort i manglende respekt for det omgivende skaberværk.

"Næsten alle sømænd stod nu passive i skibets for­stavn; hamre, plankestumper, lanser og harpuner hav­de de helt mekanisk beholdt i hænderne, da de kom styrtende til fra deres bestilling; med troldbundne øjne stirrede de på hvalen, hvis skæbnebestemmende pande sælsomt gyngede fra side til side og sendte et bredt bælte af sprøjtende skum foran sig i sit fremløb. Gengældelse, omgående hævn, evig ondskab og had til alt, hvad men­nesker kan udrette, lyste ud af hele hans fremtoning, da hans pandes solide hvide murbrækker knuste skibets styrbords bov, og både mænd og spanter vaklede."

Kaptajn Akab går til bunds, hvorpå havet atter bliver roligt, og man fornemmer næsten den stumme tilstand af intet, der ifølge skabelsesberetningen eksisterede, før Gud lod livet opstå. Alt, hvad menneskene har bygget op, kan fjernes så let som ingenting, vandet stiger, og vi er tilbage, hvor det hele begyndte som en dråbe ved spanden og som ler i pottemagerens hånd. Mennesket kan ikke håndtere at være herre over naturen, som den franske filosof Rene Descartes i 1637 skrev, at vi i kraft af mere og mere viden ville komme til. For i benovelsen over vore mange erobringer glemte han - som så mange andre - at vi er dem, der uden Gud intet er. Lad denne indsigt være styrende for vores indstilling til kloden og synet på dyrene og naturen.

Til denne klode, hvor Gud selv kom til os i menneske­skikkelse for at vise os, at mens vi virkelig er de udvalg­te i skaberværket, der står i et særligt ophøjet forhold til Gud, er vi også dem, der skal leve som de beskedne. Det skal vi gennem troen på Guds søn, men vi har så svært ved at fastholde en forståelse af hans egentlige betydning. Slægten glemmer hans ord og gerninger og fejlfortolker hans væsen og budskab om, at vi er blevet overdraget opgaven at tage vare på alt levende. Derfor kan den bebrejdes. Det gælder også nu. Vi kan bebrejdes for at leve så tankeløst, at vi sikkert bidrager til at gøre kloden varmere og negligerer, at skaberværket også er en del af den enkeltes ansvar. Vi kan bebrejdes, at vi hele tiden glemmer, at vi står i forhold til Gud, for jo mere man er sig det vilkår bevidst, desto oftere tænker man sig om en ekstra gang, inden man igen flyver til Paris for at sidde på en cafe og iagttage menneskelivet og drikke sin kaffe. Det er vidunderligt at sidde der, men det er ikke gratis, og vi nærmer os dagen, hvor vi måske kan mærke et strejf af skam ved tanken om alle de gange, man blot sorgløst har boltret sig i alt det skabte.

For konsekvenserne kan blive store. Slægten kan både ophøjes til himlen og styrtes ned i fortabelse, for verden tilhører Gud. Derfor kan man blive opfyldt af denne mærkelige uro ved tanken om, at intet her i verden som en selvfølge blot vil bestå. Vil der altid være noget, der hedder i dag? Jeg ved det ikke, men på enhver skrøbelig dag er vi blevet givet håbet om, at Gud elsker og tilgiver mere, end han fordømmer. For der er ingen tvivl. Ifølge Jesu ord kan en slægt både bebrejdes og straffes og blive styrtet ned i fortabelse. Men der er mere at sige, for den største gerning står ved magt, og heller ikke her er der nogen tvivl. Ifølge Kristi opstandelse kan en slægt også blive frelst.

Jesus sagde: "Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!" Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.

Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: "Ve dig. Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapemaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodoma langt tåleligere på dommens dag end dig." (Matthæus 11,16-24)