Man kunne muligvis i denne epoke få den tanke, at de fleste negative ord retter sig mod minoriteter. Det er i hvert fald repræsentanter for disse, der mest højlydt klager over ikke at blive tilstrækkeligt respekteret.
Men nu viser det sig, at den største kategori inden for nedsættende vendinger går efter eliten, ikke mindst akademikere og intellektuelle.
Udtryk som ”professortype” og ”klogeåge” er ikke venligt ment, og seniorredaktør ved Den Danske Ordbog Sanni Nimb forklarede i DR 2’s Deadline i torsdags, hvordan modviljen kan beskrives ved skældsordet ”elitær”. En god finte, når man skal etablere en hurtig tv-debat, er at indtage en enfoldig udgangsposition og se forbløffet ud angående noget, der reelt ikke er særligt forbløffende. Således også her.
Det kan næppe komme bag på mange, at eliten bliver udskældt, det er en gammel disciplin, og forfatter Knud Romer og kultursociolog Emilia van Hauen var hidkaldt for at diskutere det. Sidstnævnte fik fornuftigt sagt, at det er ret forventeligt.
Vi lever i jantelovens land, sagde hun, hvilket – kunne man tilføje – også afspejles ved, at vi lever i Danmarks Radios land.
Få steder har man som i DR set mistænksomt efter dem med høj uddannelse og vilje til at rendyrke et talent, anderledes kan man vel ikke tolke begejstringen for middelmådige sangkonkurrencer og en årelang frygt for at producere programmer om kunst og litteratur på et ordentligt niveau. Om nogen må redaktionen bag et DR-program kende den dybt forankrede tendens til at ringeagte det elitære og mistænke dem, der stikker ud, som knyttet til en finere væren.
Dog skal man huske, at dette ikke kun gælder det danske folk. Det gælder mennesket som sådan. Der er variationer, selvfølgelig, eksempelvis har man i Tyskland en større respekt for færdigheder og dannelse end her, men mistro til eliten er et alment fænomen. Læs blot Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov”, hvor brødrenes gamle far i irritation kalder en bedrevidende bekendt for ”parisersnob og progressivist”!
Mange steder finder man den instinktive trang til at latterliggøre den, der fremstår mentalt overlegen, hvilket af Emilia van Hauen blev udlagt som et problem, idet vi jo har brug for dygtighed i samfundet.
Det er rigtigt, at lighedstanken kan kamme over i insisterende nivellering og unødig bøvethed, men jeg vil fastholde, at janteloven ikke er et særligt problem i Danmark.
For det første er den sikkert mere universel, end vi ofte tror. For det andet elsker danskerne jo visse elitære helte, tænk blot på fodboldlandsholdets seneste succes, og for det tredje kan janteloven i en passende dosering tjene som et indre beredskab over for den, der elsker at tale i det offentlige rum uden for alvor at sige noget væsentligt.
Den ægte klogeåge møder sjældent dybtfølt skepsis. Det gælder nok snarere ham, der sidder i Deadline-studiet og snakker og snakker, hvorpå man slukker for fjernsynet og undres over, hvad det hele egentlig handlede om.