I "Stå fast" siges der de mest elementære ting om menneskets begrænsning og behov for at forlade sig på noget andet end egne følelser, som var det en meddelelse, der ikke i århundreder har været en del af vores kultur. Svend Brinkmann udfolder store dele af det kristne og ikke mindst lutherske livssyn, men han sætter hverken navn på Gud eller Martin Luther, hvilket måske har at gøre med, at han gerne vil undgå, at nogen føler sig provokeret af et religiøst islæt midt i den store moderne samtale. Ligesom det utvivlsomt også har at gøre med, at Svend Brinkmann ifølge eget udsagn ikke er en troende mand.
Ikke desto mindre øser han af en kristen tradition, og "Stå fast" fremstår som et interessant vidnesbyrd om, hvor meget berøring vi har mistet med en grundlæggende visdom angående det menneskelige, og hvor stor tørsten er efter i lettilgængelig form at blive præsenteret for det igen.
Martin Luther lever altså på sært uudtalt vis mellem linjerne i "Stå fast", men psykologiprofessorens meddelelse til danskerne foregår i tankevækkende grad på overfladen. Han kredser om den varme grød. På den ene side ønsker han at tale om menneskets eksistens og dets syn på sig selv, og på den anden side forbliver han med sin frygt for at nævne det religiøse omhyggeligt inden for rammerne af en tankegang, som ikke for alvor udfordrer nogen. Svend Brinkmann vil ikke sætte ord på det, som mennesket virkelig ikke har lyst til at høre, for han vil ikke seriøst forholde sig til det onde, og dermed når han aldrig ned til menneskets allerdybeste problem og mest gennemgribende fangenskab.
Martin Luther og Svend Brinkmann er i udgangspunktet enige om flere ting. Mennesket skal hjælpes til bedre at kunne stå fast i verden, og vi skal befries fra de kræfter, der trækker os rundt i manegen og placerer os under et evigt pres. Vi skal opfyldes af mere forvisning om værdien af at stå netop her, hvor vi er blevet sat. For Luther var det den katolske kirkes evige trussel om straf af den, der ikke anstrengte sig nok, der var anledning til oprør. For Brinkmann er det vor tids selvrealiserende præstationskultur, der kalder på modsigelse, fordi den bebyrder den enkelte med konstant bekymring angående egen udvikling.
Parallellen mellem Martin Luthers fangenskab i klostercellen og vores moderne fangenskab i selvrealiseringens tidsalder er umulig ikke at bemærke. I begge tilfælde handler det om at leve i en tilstand, hvor man uophørligt er opmærksom på, hvordan det føles indeni, og på tværs af tider og slægter underlægger mennesket sig tyranniet i den form, det har lige nu. Martin Luther beskriver følelsen af at sidde håbløst fast og oven i købet vide sig iagttaget af andre imens.
Hver tid har sit ”munkeri”, fordi mennesket længes efter anerkendelse, og som vi ved, reagerede Luther ved helt at bryde med klostertilværelsen. Samtidig formulerede han en teologi og en livsfilosofi, der normalt benævnes som hans ”kald og stand”-teologi. Den skarpe Brinkmann-læser vil hurtigt opdage, at denne kald og stand-tanke løber som en tyk rød tråd gennem "Stå fast", og at Luthers dyrt erfarede livsvisdom er svær at komme udenom, når vi overvejer, hvordan mennesket i dag skal blive befriet fra sig selv. Brinkmann glemmer at kreditere Luther.
Den lutherske tanke om kald og stand udfoldes især i "Om de gode gerninge" fra 1520. Heri forsøger Martin Luther at gøre det klart, hvilken stor værdi der må forbindes med et menneskes simple gøren og laden i livet. Helt afgørende er det, at den enkelte ikke ser sig selv som én, der skal udrette det store og spektakulære for at opnå værdighed og anseelse. Gerningerne skal ikke ses som noget særligt fromt eller særskilt fra det daglige liv, men tværtimod som særdeles håndgribelige og jordnære. Man er forpligtet, dér hvor man er sat inden for den funktion, der nu engang er blevet ens lod i livet. Hvis man i overensstemmelse med sin samvittighed gør sit bedste, er man et menneske, der udfylder sin plads, hvormed man også adlyder Gud ved at tjene sine medmennesker på den lille plet i verden, der er blevet netop ens konkrete virkelighed.
Det er denne livsindstilling, Svend Brinkmann kredser om i "Stå fast". Han forsøger at beskrive et menneskeliv, der kan gøres mere overkommeligt, idet det er knyttet til det helt håndgribelige frem for de store strålende visioner om, hvem man kunne være.
Martin Luther ville indtil videre nikke anerkendende, men dog snart opdage, at hans og Svend Brinkmanns veje må skilles. Der er simpelthen dybde i tænkningen til forskel, for der mangler som sagt en erkendelse af ondskab hos Brinkmann. Mens de to er enige om, at mennesket skal sættes fri af sit fangenskab, er de ikke enige om, hvad den enkelte i sidste ende skal befries fra.
Brinkmann kredser forsigtigt om skylden og døden og ”det negative” i livet. Hermed tænker han ikke på de inderste og mest dystre menneskelige karaktertræk, men mere på omstændigheder som kritisable forhold på arbejdspladsen eller irriterende høje benzinpriser. Altså alt det, der på et mere overkommeligt niveau modarbejdermenneskets daglige tilfredshed. Svend Brinkmann vil som tidligere nævnt gerne strække sig så langt som til også at sætte ord på dødens realitet, og han er især påvirket af de tanker om døden, som blev dyrket i stoicismen.
Så langt, så godt. Men Brinkmann forholder sig ikke i seriøs forstand til, at der findes nogle uomgængelige kræfter i os selv, som er problemet. Her skilles han og Martin Luther. Det sker ved syndsbevidstheden, som er afgørende, hvis man for alvor vil forstå essensen af frihed.