Berthe ligger med åbne øjne rettet mod de mørke rullegardiner. Lydene af bilmotoren i tomgang og lidt efter af den smækkende bildør er ganske svage gennem de sikrede ruder. Alligevel har de på ingen tid bragt hende fra let søvn til vågen tilstand.
Hun blinker et par gange og holder så øjnene lukkede for at få den sviende, udtørrede fornemmelse til at forsvinde. Hun ligger halvt vendt på siden og mærker trods den gode madras jagene i højre hofte. Glider langsomt om på ryggen og strækker benet ud, mens ansigtet fortrækker sig i smerten.
Bevægelsen får en af elektroderne i tindingen til at trække en smule, og rutineret rykker hendes hånd let i den, så trækket i huden forsvinder.
Om lidt er klokken kvart over seks, og assistenten vil banke på døren og glide stille ind. Hun sukker. Revnen langs stukken synes dybere og længere, og trætheden fylder hele hendes krop og hjerne.
Dagen ligger blank og meget lang foran hende, og hun ved ikke, hvordan hun skal kunne få kroppen til at rejse sig. Stirrer fortsat på revnen i loftet, da et glimt farer gennem hendes hjerne. Synet af varmeflimmer over uendeligt ørkensand og følelsen af udmattelse og ekstrem tørst.
Et lille stød af glæde sitrer gennem hende; skulle hun have sovet dybt nok til at drømme? Ved igen at lukke øjnene fast aner hun – eller snarere fornemmer hun – ørkenen. Hun forsøger at fastholde billedet ved at forestille sig, hvordan den hede luft rammer hendes ansigt, mens hun langsomt bevæger sig gennem sandet. Varmen og den dirrende horisont giver en følelse af at falde langsomt bagover, og hun registrerer, hvordan kroppen bliver tung og blød under dynen, og hvordan letheden stiger bag pandebenet. Og så opløses det hele i ingenting.
Bank på døren og den sugende lyd, da den skubbes op, flår hende tilbage med et ryk, og hun retter de vidtåbne øjne mod den smilende, kvindelige assistent med morgenbakken.
I rummet ved siden af træder den mandlige assistent samtidig ind med en lignende morgenanretning, bortset fra at tekanden er erstattet af en lille kande med ekstra stærk kaffe. Claus sidder allerede med benene ude over sengekanten og tjekker sin iPhone.
”Godmorgen, Claus – du er allerede i sving. Lad mig snuppe elektroderne.” Assistenten sætter bakken på det lille natbord.
”Tak – det ville være rart.” Claus sænker hånden med iPhonen og retter sig op. Rutineret fjerner assistenten elektroderne en for en, og Claus rejser sig og skænker kaffe op, mens han tjekker beskeder og aftaler, og assistenten forsvinder med et ”god dag”, som han først registrerer, da døren er lukket.
Den sidste sekretariatsbesked er efterfulgt af ”Ses i aften. Kys. D”. Han rynker brynene. Han må huske at pointere, at hun ikke skal skrive private beskeder. Et lille stik af dårlig samvittighed får ham til at åbne beskeden fra Lene.
”Godmorgen Skat. Husk at hente laksen inden 17.30. Gæsterne er her 18.30.” Gæster. Han har glemt alt om gæster. Nu bliver han nødt til at aflyse Dot. Det er tredje gang på en måned, og hun bliver ikke glad. Han burde være klogere end endnu en gang at involvere sig med en kollega. Men alene tanken om hendes bryster og hendes læber, der lukker sig om ham, får hans pik til at vågne i små ryk. Han sætter sig og tvinger sig til roligt at spise sin yoghurt og fokusere på formiddagens forretningsmøde. Han smører en skive brød og hælder den sidste kaffe op.
Han har overhovedet ikke tid til at være her og bruge dagens første time på en gruppe af fremmede med søvnproblemer. Men professoren har den højeste helbredelsesprocent, og betingelsen for behandling her og nu var at mødes med gruppen de to gange om ugen, han skal sove her. Og for en gangs skyld bestemmer han ikke selv.
Han er prisgivet søvnforstyrrelsen og oplever i stigende grad pinlige episoder, hvor han falder i søvn midt i møder, forhandlinger eller elskov. Én gang mistede de en større kunde, fordi han snorkede, da projektet blev præsenteret. Og senest måtte han spendere en virkelig dyr middag på Dot for at gøre hende god igen, efter at han var faldet brat i søvn med hovedet mellem hendes ben.
Åbenbart har han ikke den genvariant, der kan betyde udvikling af narkolepsi. Og de neuroner i hjernen, der skal producere det søvnregulerende stof hypocretin, fungerer tilsyneladende, som de skal. Hvorfor han så alligevel reagerer, som han gør, skal der bare styr på. Han tømmer koppen og skynder sig ud under bruseren.
I rummet overfor står David foran det åbne vindue og svajer let frem og tilbage med sin lange krop. Det foresvæver ham, at han i nat gik rundt ude på plænen, og at han forsøgte at nå rundt om den tykke egestamme dér længst borte. At gå gennem natten på bare fødder i det fugtige græs og mærke den ru bark mod hænder og arme ligger ham slet ikke fjernt. Kan det tænkes, at man som søvngænger ubevidst går efter noget? Eller går man bare sovende uden tanke om mål og med? Måske går han om natten, fordi han er så fastlåst foran bøger og computer hele dagen.
Han trækker den kolde og fugtige morgenluft helt ned i lungerne, inden han lukker vinduet for regnen. Natten igennem er vinduet låst, men som det første aktiverer morgenassistenten åbnemekanismen og skubber vinduet op på klem. Det er vigtigt, at han ikke føler sig spærret inde.
Han har ikke vandret ude på plænen i nat. Med de ekstra lange elektroder har han højst vandret hen til den lukkede dør, hvor hans greb i håndtaget er blevet registreret og en vagt hidkaldt, inden han er nået tre skridt ned ad gangen. Han lader sig åbenbart altid lede roligt tilbage til sengen og har aldrig nogen erindring om, at det er sket. Hvordan kan han så synes, at han gik på det fugtige græs og mærkede barken mod sin hud?
Han vender sig fra vinduet og rækker ud efter tasken med den bærbare og papirerne til dagens to forelæsninger. Den første af dem er med en gæsteprofessor i erhvervsjura, som hans far kender fra sin egen studietid. Gæsteprofessoren er en kapacitet, og David ved, at hans far vil forvente både et fyldigt, fagligt referat og en bekræftelse på, at hans søn har præsenteret sig for den kendte jurist.
På vejen hen over gulvet kaster han et blik mod spejlet gennem den åbne dør ud til badet. Hans halvlange hår bevæger sig om ansigtet, der er stift og morgenblegt. Blikket er tomt og øjnene blegt brune som knudret bark. Han drejer i halsen med et ryk, retter sig op og tager beslutsomt de sidste par skridt hen mod døren.
Da Eva træder ud af sit soverum og trækker døren til efter sig, ser hun den lange Davids skikkelse længere nede ad gangen. Selvom det ikke er så længe siden, hun selv gik på universitetet, føler hun sig så uendeligt voksen i forhold til ham. Før børnene havde hun sig selv, sit liv og sin søvn. Efter børnene har hun trætheden, udmattelsen, desperationen. Og alle glæderne ved tvillingedrenge på to og et halvt år? De er der naturligvis også. Må være der. Men hun er hele tiden så uendeligt træt.
Hun bevæger sig meget langsomt ned ad gangen, hvor David nu er forsvundet ind i mødelokalet længst nede. Som ville hun trække tiden så lang som mulig; forlænge natten, hvor hun trods de mange opvågninger alligevel har sovet så meget bedre end derhjemme. Nætterne her skal afklare, om hendes tilsyneladende manglende REM-søvn udelukkende skyldes forstyrrelserne fra tvillingerne. Eller om hun simpelthen har problemer med et signalstof i hjernen. Hun har altid sovet ekstremt let. Drømte hun før børnene? Det gjorde hun vel, men hun husker det ikke.
Hun ville ønske, at hun havde en drøm at fortælle. Så hun havde noget at bidrage med, når hun nu om lidt sidder sammen med de andre i søvngruppen. En drøm om lys, luft og tid. Måske med blå himmel og en brise fra havet, mens hun slentrer langsomt i vandkanten og mærker sandet trænge vådt op mellem tæerne. En drøm, hvor hun roligt løfter ansigtet op mod solen.
Hvis bare hun kunne nå drømmene om natten, så havde hun da dem at se frem til. Hun er standset foran vinduet lige før mødelokalet. Himlen er fortsat grå og våd. Hun skærer en lille grimasse. Hun drømmer om at kunne drømme. Hvad havde de ikke kunnet få ud af dét på filosofi! Hun retter sig op og kaster det lange hår tilbage med et hårdt ryk, inden hun bevæger sig de sidste meter hen til mødelokalet.
Lige inden for døren står Frede og skænker kaffe op. Han ser op, da Eva kommer ind. Hun ser træt ud, konstaterer han og nikker til hende: ”Godmorgen,” siger de i kor og sender hinanden et lille smil. Så er hun forbi, og han koncentrerer sig om at komme sukker i koppen. Hånden ryster, og der drysser en smule på bordet, da han kommer den tredje skefuld i. Han ser sig hurtigt om, men ingen ser i hans retning henne fra halvkredsen af stole. Han rører langsomt og omhyggeligt i koppen og løfter den så op. Står et øjeblik og overvejer, mens han ser hen mod sin plads, men vælger så at blive stående og nippe til kaffen. Mærker en stille glæde over, at der er en stol i kredsen, der er hans.
Mens den søde kaffe glider rundt i munden og ned i svælget, mærker han også en uvant klarhed stige op med et svirp over næseryggen. Som i gamle dage, når søvnen forlod ham helt, og vågenheden tog over. Han gnider sig over næsen, hvor masken har efterladt et let aftryk.
En maske, en slange og en lille luftpumpemaskine – et CPAP-system, som det hedder her på stedet – har natten igennem forhindret hans luftveje i at klappe sammen. Continuous Positive Airway Pressure. Systemet er den eneste kendte behandlingsmetode for obstruktiv søvnapnø syndrom.
Til gengæld er det tilsyneladende effektivt. Han mindes ikke at være vågnet ved sin egen høje snorken eller med følelsen af at blive kvalt, mens hjertet galoperer af sted. Og han registrerer endnu engang undrende, at hovedpinen stort set er fraværende. Så står han helt stille med koppen i hånden og mærker efter. Det er som om, en permanent spænding slipper sit tag, og alle muskler i krop og ansigt langsomt løsnes.
Han løfter koppen og drikker i små, nydende mundfulde. Han kunne have fået apparatet med hjem, fordi en anden med samme lidelse kunne deltage i søvngruppen, hvis han gerne ville slippe. Men han kan lide at komme her og være en del af noget, der er vigtigt for videnskaben. Og han kan lide, at han har en plads i kredsen, der nu kun mangler ham i at være fuldtallig. Han stiller den tømte kop og går hen for at sætte sig mellem den udmattede Eva og den mærkeligt skræmte Gaia.
Gaia rykker sin stol en smule til venstre, så der bliver mere luft mellem hende og den korpulente Frede, der nu sætter sig ned. Heldigvis har hun ingen på den anden side af sig. Tættest dér er professoren, der om lidt vil sætte sig skråt ved siden af hende, så hun oftest ser ham i halv profil. Bortset fra når han drejer ansigtet helt og ser længe på hende med de på én gang observerende og venlige øjne. Måske de er grå. Formentlig udstråler de øjne samme interesse for alle i gruppen. Alligevel er det, som om der er en særlig venlighed i dem, når han ser på hende. Eller også trænger hun blot til at tro, at der findes venlighed. Her i det virkelige, grå morgenlys.
Hun lukker øjnene og sidder mærkeligt tryg i lydene fra de andre; én rømmer sig, én hvisker, og en tredje sukker dybt. Tryg og fri af nattens billedløse rædsel.
Hun vågner flere gange til lyden af sine egne skrig. Hivende panisk efter vejret og drivende våd af sved mærker hun hjertet slå vanvittigt hurtigt, mens angsten maser og flår i hende. Men angsten har intet navn, intet ansigt. Hvad der sker i hendes søvn, er uden for normale mareridts rækkevidde, og hun husker intet konkret, men har blot følelsen af skræk og angst.
Nu ved hun, at hun ikke lider af almindelige mareridt, men af sleep terror disorder. Hendes elendige søvn er diagnosticeret. Og formålet nu med at overvåge hendes søvn er at lokke angsten frem; under kontrollerede forhold forsøge at finde ud af, hvad den består af, og måske derved gøre den mindre rædselsvækkende.
Hun var ikke meget for også at deltage i søvngruppen. Fremmede mennesker så tæt på og hun selv så blank og blottet uden den mindste staffage. Men argumenterne for, hvor godt det vil være at dele ens søvnforstyrrelser og eventuelt fremlokkede rædselsdrømme med andre, overbeviste hende.
De lægevidenskabelige argumenter og så de venlige øjne, der måske er grå. Hun hører hans skridt og ser op.