”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,” sådan sagde Jesus engang, og fordi der var nogle, som igen og igen hørte den befaling og tog den alvorligt, har vi også kristendom i Danmark og sågar et kristeligt dagblad. Uden missionærer kommer kristendommen ikke rigtigt nogen vegne. Men i moderne tid er missionærerne ofte kommet i vanry, og hvis der er noget, man ikke må for den danske folkereligiøsitet, er det at missionere.
Missionærer er blevet fremstillet som salvelsesfulde og påtrængende sjælefiskere og som hykleriske og hovmodige kulturimperialister uden sans for skønheden og visdommen i andre religioner og traditioner. Og der har selvfølgelig været missionærer, som helt eller delvist har levet op til det billede, men det har altid forekommet mig en anelse paradoksalt at værdsætte kristendommen og dens kulturelle frugter og samtidig mene, at det burde vi holde for os selv, når vi selv har kristendommen, fordi der i sin tid var nogle, som ikke holdt kristendommen for sig selv.
Gud ske lov for dem, som ikke gjorde det, og Gud ske lov for en mand som Hans Egede, der i 1721 rejste til Grønland med det gode budskab efter at have rendt biskopper og kongen på dørene for opbakning og midler til sin dristige missionsrejse.
Netop Hans Egede spillede en central rolle i første afsnit af DR 1s nye dramadokumentar ”Historien om Grønland og Danmark” med skuespillerne Nukâka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen som værter. Konceptet er det samme som i den ganske vellykkede ”Historien om Danmark”, hvor værterne vader rundt i historien, som dramatiseres om ørene på dem. Alligevel nærede jeg den fordom, at i hine identitetspolitiske tider skulle vi nok høre en variant af den gamle sang om den hvide missionær, som kommer og forstyrrer de indfødtes idyl og harmoniske naturreligion.
Men sådan var det ikke. Hans Egede var selvfølgelig barn af sin tid med sine fejl og brister, og det blev der heller ikke lagt skjul på, men Hans Egedes offervilje, stædighed og kærlighed til det grønlandske folk stod også lysende klart. Og når flere og grønlændere konverterede til kristendommen, var det, som det blev sagt af Kirstine Eiby Møller, arkæolog ved Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. ”Fordi der er færre tabuer, og der er en Gud, der tilgiver dig,” Der var ikke meget nåde at hente i den gamle åndetro.
Hans Egede bragte ikke alene evangeliet, men også Grønland i fornyet forbindelse med Danmark, så Grønland ikke endte som britisk eller hollandsk koloni. Det var sikkert en stor lykke for det grønlandske folk. Historikeren Thorkild Kjærgaard har udtrykt det det på denne måde, at hvor de indfødte på resten af den amerikanske halvkugle blev jagtet og mejet ned som dyr, sad de i Grønland takket være Hans Egede på skolebænken og lærte at læse og skrive på deres grønlandske modersmål. Forholdet mellem Grønland og Danmark er ikke uden skyggesider, men det er ikke for meget at sige, at Hans Egede både åndeligt og kulturelt var Grønland en god mand.
Jesper Bacher er sognepræst.