Sommerens særlige relationer: Sæsonarbejdere i Legoland er hinandens faste makkere

Legoland i Billund beskæftiger mange hundrede sæsonarbejdere i sommerhalvåret. Blandt dem er Ingvard Houmøller og Boje Eskildsen, som med tiden er blevet et fast makkerpar, der altid ser frem til at gense hinanden

Det sker ikke så tit, at Boje Eskildsen og Ingvard Houmøller er på arbejde sammen en hel vagt. Til gengæld har de ofte et overlap midt på dagen, hvor der er plads til at skubbe lidt til hinanden med godmodige drillerier.
Det sker ikke så tit, at Boje Eskildsen og Ingvard Houmøller er på arbejde sammen en hel vagt. Til gengæld har de ofte et overlap midt på dagen, hvor der er plads til at skubbe lidt til hinanden med godmodige drillerier.

Det drypper lidt fra halvtaget over indgangen til Legoland i Billund. En sommerbyge har netop passeret, og flere turister er hoppet i gule regnslag med Legolands logo på ryggen.

Pensioneret handelsskolelærer Ingvard Houmøller står og småsludrer med en af kontrollørerne, mens lyden af begejstrede hvin og parkens temamusik summer i baggrunden. Ingvard Houmøller på 71 år bærer et blåt navneskilt med en lille legofigur, og han viser hjemmevant vejen ind ad en sort port, der udgør personaleindgangen til Legolands store familierestaurant. Her venter en gråskægget mand iført Legoland-uniform. Det er Boje Eskildsen, Ingvard Houmøllers 73-årige kollega, som netop er mødt ind til sin vagt. De er begge to pensionister, men arbejder i sommersæsonen i Legoland, og selvom Ingvard Houmøller ikke selv skal arbejde denne grå sommerdag, har han sagt ja til at komme forbi til en snak om sin relation til Boje Eskildsen.

De to kollegaer er blandt de danskere, som kender hinanden fra sommerhalvåret, og som hvert år kan glæde sig til at gense hinanden, når dagene bliver længere. Gennem sæsonerne har de opbygget et solidt makkerskab som hinandens faste kollegaer i parken.

Det var egentligt lidt tilfældigt, at lige de to endte med at blive makkere. Ingvard Houmøller havde arbejdet i Legoland i et par sæsoner, da der blev oprettet en frugtbod, som han bad om at komme til at passe.

”Det fik jeg lov til, og en dag dukkede der så sådan en mærkelig, skægget mand op. Men det var jo altså Boje, og fra da af blev det bare vores butik,” fortæller Ingvard Houmøller, der har arbejdet i Legoland Billund i snart otte sæsoner.

Siden sæsonen i frugtboden har Ingvard Houmøller og Boje Eskildsen stået mange andre steder i parken, men i årenes løb er de altid blevet flyttet rundt sammen. De seneste år har de været ansvarlige for grydeopvasken i familiebuffeten, hvor Boje Eskildsen netop er mødt ind.

”Det er vores opgave at passe den tunge opvask herude bagved, men vi laver også mange andre ting som at hjælpe med at rydde af og fylde op ude foran,” siger Boje Eskildsen, inden han hilser på en yngre kollega.

Legoland har i en årrække haft fokus på at ansætte seniorer side om side med de mange unge mennesker, som arbejder i parken, og det fungerer godt, synes Boje Eskildsen og Ingvard Houmøller.

”Vi er jo en form for rollemodeller for de unge, og det fungerer faktisk super godt, at vi arbejder både unge og gamle sammen. Herude bliver man kastet ud i nogle relationer, man ellers aldrig ville have fået,” forklarer Ingvard Houmøller.

De to seniorer er enige om, at det først og fremmest er relationerne til de andre kollegaer og hinanden, som gør det værd at komme på arbejde.

”Jeg er selvfølgeligt meget glad for jobbet, men man er jo også heldig, at man møder en som Ingvard, som man går så godt i spænd med,” understreger Boje Eskildsen.

Det sker ikke så tit, at Boje Eskildsen og Ingvard Houmøller er på arbejde sammen en hel vagt. Til gengæld har de ofte et overlap midt på dagen, hvor der er plads til at skubbe lidt til hinanden med godmodige drillerier.
Det sker ikke så tit, at Boje Eskildsen og Ingvard Houmøller er på arbejde sammen en hel vagt. Til gengæld har de ofte et overlap midt på dagen, hvor der er plads til at skubbe lidt til hinanden med godmodige drillerier.

De har egentligt lidt svært ved at sætte ord på deres relation, for det er bare stille og roligt blevet en selvfølge, at de er makkere.

”Det er faktisk lidt svært at definere vores relation. Jeg tror bare, der er en kemi. Vi kommer jo heller ikke sammen privat,” funderer Ingvard Houmøller.

”Og jeg tror faktisk, at det er noget af det, som jeg rigtig godt kan lide. Der er ikke så mange forpligtelser mellem os. Vi har det rigtig godt sammen på arbejdet, og vi ringes ved af og til, men vi ses ikke sådan privat,” siger Boje Eskildsen. De er dog begge bevidste om, at de to har et lidt tættere kollegaskab end med deres andre kollegaer.

”Jeg blev syg engang, og Boje gjorde simpelthen så meget ud af det,” fortæller Ingvard Houmøller, mens Boje Eskildsen sidder ved siden af og forsøger at nedtone sin indsats med en beskeden mumlen i skægget.

”Du fik lavet en stor kurv og fik medarbejderne til at skrive på et flot kort, du havde lavet. Det betød altså rigtig meget,” insisterer Ingvard Houmøller.

De to kender efterhånden også hinanden så godt, at de ved, at der er ting, som de ikke skal vende med hinanden.

”Vi skal ikke være sammen alt for længe ad gangen, for så kommer vi bare til at diskutere politik,” griner Boje Eskildsen og tilføjer, at det jo ikke betyder noget på arbejdet.

”Til gengæld er vi enige om vores syn på det at arbejde og det ansvar, vi tager på os, når vi er på arbejde,” påpeger han.

De to seniorer er også helt enige om, at det ikke er sidste sæson, hvor de to bruger sommerhalvåret sammen.

”Vi bliver ved, så længe vi kan,” lyder det samstemmende, inden Boje Eskildsen skynder sig tilbage for at passe dagens opvask.

”Vi bliver ved, så længe vi kan,” lyder det samstemmende, inden Boje Eskildsen skynder sig tilbage for at passe dagens opvask.