Min tro holdes i live

Kristendom.dk har talt med unge, der tager på kristen sommerlejr. Maren Andersen er kun 25, men det er tyvende gang, hun er på kristen sommerlejr.

"Jeg tager på sommerlejr netop for at være sammen med mine venner om Gud - og for at hygge og slappe af. Efter en uge på bibelcamping er man blevet genopladet og klar til at komme tilbage på jobbet," fortæller Maren Andersen.
"Jeg tager på sommerlejr netop for at være sammen med mine venner om Gud - og for at hygge og slappe af. Efter en uge på bibelcamping er man blevet genopladet og klar til at komme tilbage på jobbet," fortæller Maren Andersen. Foto: Candybox Images / Panthermedia / Ritzau Scanpix.

Hvor tit har du været på kristen sommerlejr?
Jeg startede med at komme på Fårevejle Bibelcamping, da jeg var seks år, og jeg har været dér hver sommer siden.
Nu er jeg 25, så i år bliver det mit tyvende år, hvor jeg skal på kristen sommerlejr, og jeg glæder mig så meget til at skulle afsted igen og være sammen med mine venner.

Maren Andersen er 25 år og arbejder som kontorassistent.
Maren Andersen er 25 år og arbejder som kontorassistent. Foto: Privat foto

Hvorfor tager du på sommerlejr?
Jeg tager på sommerlejr netop for at være sammen med mine venner om Gud - og for at hygge og slappe af. Efter en uge på bibelcamping er man blevet genopladet og klar til at komme tilbage på jobbet. Jeg arbejder som kontorassistent i et bilfirma.

Så det er en fin måde at koble fra hverdagen derhjemme. En anden grund er, at det er en tradition, som startede, da jeg var seks år gammel, hvor min far tog mine søskende og mig med til bibelcamping for første gang. Her kunne vi lege og have det sjovt sammen med de andre børn.
Senere er jeg også begyndt at sætte pris på afslapningen, og at man bare kan nyde en uge i naturen væk fra en hektisk hverdag.

Hvilke aktiviteter på sommerlejren giver dig mest?
Jeg elsker sang og musik, og det har betydet rigtig meget for mig, at det også er en del af campingen. Der bliver sunget rigtig mange gode sange, både gamle og nye, og jeg synes, at det er med til at give en fantastisk fællesskabsfølelse og en god stemning, når alle er med til at synge.


Det er også dejligt, at der er fokus på samtale, så man kan få snakket med nogen om de ting, der fylder, og som man går og roder med til daglig. Det kan måske være svært at åbne op for nogen, man ikke kender. Men alle de aktiviteter, spil og hygge, der foregår i løbet af dagen, er med til at binde folk tættere sammen.

Hvorfor bruge sin sommerferie på Gud?
Fordi det er en god måde at bruge sin ferie på. Det er dejligt at være i et forum, hvor man kan høre om og snakke om Gud, og hvor det er det, som det hele handler om. Og når man er sammen en hel uge, har man også mulighed for at have lidt dybere samtaler.

Ja, det bliver lidt ligesom at være sammen med sin anden familie. For man er virkelig meget sammen i løbet af sådan en uge, og mange af dem, der kommer, er de samme fra år til år, også når der kommer nye til. Så det er også fint at lære nye at kende, og de bliver hurtigt en del af fællesskabet.

Hvad betyder sommerlejren for din tro?
Jeg tror, at sommerlejren er med til at holde min tro i live. Jeg synes nogle gange, at det kan være svært altid at have Gud med i den travle hverdag, og derfor synes jeg, at det er skønt at have en uge, hvor det handler om Gud. På den måde kan man få noget fokus og være klar til endnu et år.

Jeg har også lært meget om Biblen, og om, hvad det vil sige at være kristen, mens jeg har været på sommerlejren. Der bliver fortalt meget om Biblen og historien omkring den af kloge teologer og præster. Men der bliver også fortalt om, hvad det betyder i helt almindelige hverdagssituationer af folk i samme situation som mig selv.