Prøv avisen
Boguddrag

Min mand skammede sig over at være blevet syg

"Så er Thomas væk" handler om, hvordan det er at miste et nært familiemedlem, når man står midt i det, og om tiden efter døden, da Thomas havde efterladt jorden, minderne og livet til Charlotte og sønnen Halfdan. Billede fra bogen.

Charlottes ungdomskæreste og mand, Thomas, fik konstateret kræft i 2011. Han døde blot to uger senere. I bogen "Så er Thomas væk" beskriver hun sine tanker og følelser undervejs i processen. Læs første kapitel af bogen her

Thomas fik konstateret kræft den 6. oktober 2011.

Forud var gået en periode, hvor han havde følt sig træt og uoplagt. Han havde ikke så meget energi, så sort på mange ting, havde svært ved at finde livsmodet og energien. Jeg så ham ligge på sofaen på tidspunkter af dagen, hvor han plejede at være aktiv. Han sov ikke, men kiggede nærmest opgivende ud i stuen.

Han kunne græde voldsomt, når han var alene. Vi talte om, at han måske havde en depression efter et forår med højt arbejdspres og en sommer med et psykisk belastende jobskifte.

Så mistede han appetitten; når vi sad ved middagsbordet om aftenen, tog han et par mundfulde, stak lidt til resten. Thomas havde ellers altid sat pris på mad, både at tilberede den og spise den. Aften efter aften, år efter år stod han i køkkenet og lavede mad til Halfdan og mig. Reolen i køkkenet var fuld af kogebøger, og han købte dvd-serier hjem fra England om det victorianske køkken og om middelalderens madtraditioner og selvforsyning. Nu lavede jeg maden, og når vi satte os til bords, sad han akavet ved spisebordet og så til, mens Halfdan og jeg spiste.

Så kom gulfarvningen. Først var det i øjnene. Jeg ser ham sidde i sofaen i stuen; han vender blikket mod lyset fra vinduet og spørger mig, mens han fastholder blikretningen: “Synes du også, jeg er gul i øjnene?” Jeg behøvede ikke at se efter, for netop den dag havde jeg bemærket den ændrede farve. Rundt om den blågrå iris lå den gullige krans, der skulle have været hvid, og snart slog farven igennem i huden også.

Gulfarvningen blev anledningen til, at Thomas gik til sin praktiserende læge. Han fortalte lægen om sine bekymringer; gulfarvningen, trætheden, appetitløsheden, og at han havde konstateret blod i afføringen. Det sidste oplevede han allerede om sommeren, men han havde prøvet det før – det plejede at være harmløst.

Nu blev der taget levertal, som så ildevarslende dårlige ud, og da lægen undersøgte tarmen, opstod en ubehagelig mistanke. “Lægen siger, at hun kan mærke ‘noget derinde’”, sagde Thomas til mig i telefonen efter lægebesøget. “Jeg får en hurtig tid i Herning.” Jeg stod på mit arbejde og modtog hans opkald.

Jeg var allerede i alarmberedskab. Det havde jeg været siden den gule farve viste sig. Der var en konstant uro i min krop. Jeg stod i undervisningslokalerne på mit arbejde og forsøgte at samle mig, mens jeg med ryggen til eleverne skrev på tavlen, hvad vi skulle lave. Alt, hvad min hjerne kunne beskæftige sig med, var Thomas og angsten. Den snigende angst for katastrofen. Angsten for beskeden. For visheden.
 
En af disse dage var jeg på vej hjem fra arbejde, da jeg i bakspejlet så en rustvogn lige bag mig på vejen. Dér, midt på den lige vestjyske landevej, hvor der er uendelige kilometer asfalt og masser af plads, havde en sort rustvogn lagt sig kofanger ved kofanger med mig. “Gå væk, gå dog væk for helvede.” Mit blik flakkede mellem vejen foran mig og rustvognen bag mig. Da jeg drejede ind ad en sidevej, kørte den heldigvis lige ud. Så kom gråden.

DEN FØRSTE UNDERSØGELSE

Den praktiserende læge havde sendt Thomas til akut undersøgelse på Herning Regionshospital. Den første undersøgelse
skulle foregå om morgenen den 6. oktober. Vi ville få besked samme dag. Var den praktiserende læges fornemmelse rigtig? Var det, hun mente at have mærket derinde, reelt? Og alvorligt? Havde Thomas kræft?

Vi kørte hjemmefra allerede lidt i syv. Det regnede kraftigt og vedvarende. Vinduesviskerne kørte uafbrudt og gav en klagende, pivende lyd fra sig. Frem og tilbage, frem og tilbage. Thomas sad stift ved siden af mig på passagersædet. Han lukkede øjnene, som om han koncentrerede sig og forsøgte at samle sig – eller bad. Regnen piskede mod forruden, og i mørket blev dråberne lyst op af de modkørende bilers lygter. De dannede kalejdoskopiske mønstre i mit synsfelt. “Skal vi høre radio?” spurgte jeg.
 
På sygehuset blev der taget forskellige prøver, som skulle vise, om Thomas ville kunne klare bedøvelsen. Det gik op for os, at undersøgelsen var større og mere gennemgribende, end vi havde regnet med. Jeg fulgte Thomas ind i undersøgelsesrummet, to sygeplejersker viste vej. Jeg så rummet med alt dets udstyr og sygeplejerskernes grønne kitler. Monitorerne stod parat til at vise billeder fra Thomas’ indre.

Jeg satte mig i venteværelset. Det var fyldt til bristepunktet af andre ventende. Mennesker kom og gik gennem en stor dør, der åbnedes med en snor fra loftet. Ved en skranke blev der hele tiden afgivet navne og cpr-numre, aftalt tider og lokaler, som folk skulle finde andre steder på sygehuset. Dørene til de to toiletter gik op og i, afbrudt af lyden af låsen, der lukkedes og åbnedes.

På et bord stod rillede plastickrus og kander med isvand. Terningerne klirrede, når nogen forsøgte at hælde op, mens en telefon vedblev at ringe i skranken. Aviser og blade lå i rodede stakke på bordene med krøllede hjørner, hvor fingre havde bladret. Det eneste, jeg vidste, var, at når sygeplejersken kaldte mit navn, ville undersøgelsen være færdig, Thomas vågen og beskeden klar.

Thomas lå endnu på en briks med hævet hovedgærde, da jeg blev budt ind. Han blev tilbudt isvand og rejst op, inden vi gik ind i et meget lille lokale for enden af opvågningsstuen. En skydedør blev trukket for ud til de andre vågnende. En læge gav beskeden, en sygeplejerske sad ved siden af. Tarmkræft. En stor knude.

Hun kiggede skiftevis på Thomas og mig, som om hun var sat til at overvåge vores reaktioner. Thomas svedte. “Vi har undersøgt dig, Thomas, og vi har fundet en knude i din tarm.” Lokalet var alt for lille, alt for indelukket, jeg sad akavet ved hjørnet af det lille bord, vi var samlet omkring.

Fra den første sætning var jeg besvimelsen nær. Jeg stak hovedet mellem knæene i håb om at bevare bevidstheden. Lægen og sygeplejersken hældte isvand op til os hele tiden. De fortalte om knuden, de videre undersøgelser, kontaktpersonen, som vi nu ville blive tilknyttet, datoer, hjemmesider, vi kunne konsultere. Bare hele tiden besvimelsen. Thomas, der stillede spørgsmål. Lægens bekymrede blik. Rummet skiftede hele tiden farve – fra gultonet til hvidt. Jeg holdt en hånd på Thomas’ lår, hørte ham stille praktiske spørgsmål om behandlingsforløbet.

Lægen spurgte, om der var fortilfælde i familien, Thomas fortalte om sin far, jeg drak mere vand. “Sveder du meget?” spurgte lægen Thomas. Alle de tilsyneladende åbne og uskyldige spørgsmål, som blot var påmindelser om alle de symptomer, vi havde overset eller negligeret. Trætheden og modløsheden, kløen og smerterne i ryggen. Dér var alle tegnene. Så indlysende for lægens blik og nu pludselig også for vores. Alt det, der var kommet hastigt og pludseligt for mig, men som for det trænede øje havde været undervejs længe.

“Vi skal også have talt om arvelighedsaspektet,” sagde den kvindelige læge pludselig og så insisterende på mig, som om Thomas var ude af det spil, og at ansvaret for arveligheden og fremtiden var min …

Samtalen var ved at være færdig. Før et behandlingsforløb kunne sættes i gang, skulle der flere undersøgelser til. Der blev fastsat en dato for scanninger. Den 12. oktober – seks dage senere. Der blev skrevet i skemaer, kontaktpersoner nævnt og registreret, og jeg vedblev at stille de samme spørgsmål, fordi ingen informationer ville blive hængende. I en blanding af desperation og nøgtern nysgerrighed blev mit sidste spørgsmål den dag, hvordan vi skulle komme hjem.

Lægen så undrende på mig. “Jo, altså, hvad plejer folk at gøre, når de kommer hjem fra sådan en samtale her?” Lægen og sygeplejersken smilede bedrøvede smil, men havde ingen svar.

Vi sad i en trekant. Halfdan i den amerikanske fletstol, Thomas i sofaen, jeg på tæppet på gulvet. Tre spidser i en trekant. Eller som en treenighed. Det var et døgn siden, Thomas havde fået diagnosen. Han ville gerne selv føre ordet og forklare Halfdan om sygdommen. Halfdan stivnede. Og skrumpede i den dybe fletstol.

Det var ubegribelige minutter, der gik, mens Halfdan prøvede at forstå. “Kan man dø af kræft?” spurgte han og rejste sig resolut fra stolen og lagde sig på sofaen hos Thomas, så snart han havde hørt svaret. “Hvad tænker du på?” spurgte Thomas efter en lang tavshed. “Hvor synd det er for dig.”

DEN TERMINALE BESKED 

Om morgenen d. 12. oktober, fem dage senere, parkerede jeg bilen ved sygehuset, hvor vi havde holdt sidst. “Jeg tror ikke, jeg kan gå derover,” sagde Thomas og kiggede i retning mod indgangen, som for mit blik lå ret tæt på. Vi kørte rundt om bygningen, fandt en plads tættere på, og jeg tilbød Thomas min arm, da vi krydsede parkeringspladsen.

Vi blev sendt ned i sygehusets kælder, hvor scanningerne skulle foregå. Vi forcerede trapperne nedad og nedad, hele tiden nedad mod kælderen, og vi satte os til at vente i venteværelset, varmt og beklumret. Døren til scanningsrummene var af jern som i en elevator. Overalt sad der gule advarselstrekanter, der fortalte om farer og sikkerhedsforanstaltninger. En sygeplejerske dukkede op bag jerndøren og sagde Thomas’ navn. Han rejste sig, og hun forklarede ham, at han skulle gå gennem jerndøren og ned ad gangen – for enden ville han finde indgangen til scanningsrummet. Jeg måtte ikke gå med ind, så jeg blev stående ved den åbne dør og fulgte Thomas med blikket, mens han vandrede væk fra mig.

Der gik han, i sin mosgrønne t-shirt og de grønlige bukser med snørelukningen ved anklerne. Alene. Lille og forsvindende i den gigantiske kælder, der slugte ham langsomt, ligesom sygdommen allerede var i gang med. Han kiggede til siden, som han altid gjorde, når han var utryg og fremmed i en situation, men han vendte sig ikke om. Måske orkede han det ikke, måske magtede han ikke at møde mit blik. I ethvert billede, hvor jeg ser Thomas fra ryggen og i bevægelse væk fra mig, er der en afsked. Også allerede her.

Og afskeden var i gang, uden at jeg vidste det. For to dage efter scanningerne, den 14. oktober, havde vi fået den besked, at Thomas var uhelbredeligt syg. Kræften fra tarmen havde bredt sig voldsomt til især leveren, muligvis også til lungerne, og enhver behandling var umulig. Thomas var simpelthen for afkræftet. Det var den samme læge, som havde stået for den første undersøgelse og kræftdiagnosen, der stod for samtalen denne dag. Alene synet af hende gjorde mig bange.

Vi samledes i et kontor med et stort skrivebord med stole omkring. Der var også en sort læderbriks, undersøgelsesudstyr, en vask, et aflukke, hvor man kunne lægge sit tøj. Lægen satte sig lige over for os, sygeplejersken for bordenden. “Jeg skal overbringe jer en meget trist besked,” indledte lægen med at sige. Vi var kun lige startet, og løbet var allerede kørt. Det var slut, der var ikke mere at gøre. Lige der – i den besked – og længe før hun var kommet til de konkrete informationer – standsede alting. Det var ubegribeligt. Her var intet fremtidsperspektiv. Ingen plan. Ingen metoder. Der var kun en intethed.

Thomas sagde til lægen, at det måtte være forfærdeligt for hende at skulle give sådanne beskeder. Hun bekræftede. “Men det er ingenting i forhold til at skulle modtage dem,” sagde hun med armene over kors ind over skrivebordet, krummet sammen om sig selv, som om hun ville værge for sig. Thomas var rolig. Han ville vide, hvor længe han kunne regne med at have igen, og da lægen tøvede, blev han konkret: “Et år, et halvt, nogle måneder?” Han fik intet svar. Realiteten blev dage.

Vi gik ud af mødelokalet, jeg med armen under Thomas’ arm. Han gik langsomt og usikkert. Jeg græd højt. “Kan du ikke vente, til vi kommer ud?” bad Thomas. I et langsomt sugende syn så jeg os udefra. To mennesker, knyttet fysisk sammen i albuernes knude, med to tomme ansigter; det ene gulfarvet, afkræftet og dømt.

Det andet stivnet i chok, forvirring, kaos. Havde jeg mødt os på hospitalsgangen, ville jeg have tænkt, at de to mennesker havde været udsat for det værste, og jeg ville have forestillet mig, hvad det mon var – og så ville jeg have rystet tankerne af mig og bagerst i min bevidsthed have trøstet mig med, at jeg ikke var dem. Men det var jeg nu. Nu var jeg os – jeg var Thomas og mig, der gik med hinanden under armen i et kaotisk illede af kommende død, afmagt og smerte. Da vi kom ind i bilen, sad Thomas som forstenet på passagersædet. 

Jeg græd og råbte ind mod hans hals, og han sagde: “Lad os nu bare køre.” Inden vi var nået ud af Herning, var Thomas begyndt at organisere de næste praktiske skridt. Vi skulle have solgt den ene bil, have tjekket Thomas’ pensionsordning, orienteret familien. “Flytter I til Fyn?” spurgte Thomas mig midt i et venstresving på vej op til motorvejen. “Det ved jeg ikke, Thomas, det ved jeg ikke.” 

Håb er, når man kan sætte sig i bevægelse frem mod noget, der er større end forventningen. For Thomas var der intet håb, da vi kørte hjem fra Herning den dag i oktober. Det håb, vi var taget af sted med, handlede om behandling og gode udsigter, om muligheder og helbredelse. Håbet handlede om en plan, der rettede sig mod fremtiden. Det håb var slukket. Nu var der kun én bevægelse – ikke frem mod et lyst punkt i horisonten, men frem mod døden og afslutningen. Håbet er en bevægelse frem mod noget. Beskeden denne dag udstak i en vis forstand også en bevægelse, men vejen ville ende blindt. Det vidste vi nu. 

INDLÆGGELSEN 

Thomas blev i dagene efter den terminale besked hurtigt dårligere. Han spiste ingenting, hvilede og sov det meste af tiden. Halfdan og jeg prøvede at lave nogle af de ting, vi plejede: byggede Lego, tog i svømmehallen, spillede spil. Thomas tilbragte meget af sin tid i vores stue på 1. sal. Her kunne han få ro. Han havde en madras, tæpper, et smukt ovenlys fra store skråvinduer, et musikanlæg. Opholdene på førstesalen blev kun afbrudt af små ture ned i køkkenet eller stuen, hvor han satte sig og kiggede i en bog eller småblundede. Andre gange kom vi op til ham og så lidt tv eller lå sammen med ham på gulvet.

Thomas opholdt sig også en del på badeværelset. Han tog lange bade flere gange om dagen, som om han kunne vaske sygdommen af. Den fik ham til at føle sig uhygiejnisk og usoigneret, og han fortalte mig, hvordan han i spejlet med en blanding af rædsel og nysgerrighed iagttog kroppens forfald.

Den var på en gang frygtindgydende og fascinerende, sagde han. Jeg ser ham for mig, stående med et håndklæde om sig efter badet, lænet ind over håndvasken for at komme tættere på spejlet, mens han iagttager ansigtets forandring, hudens gulfarvning, musklernes langsomme svækkelse. Blodet i toiletkummen mindede ham hele tiden om sygdommens alvor og fremskredne stadium, og jeg kunne lugte det, når jeg trådte der ud. Jeg tog lugten med mig, når jeg stod på det lokale apotek og købte tykke pakker med indlæg til hans underbukser. 

Om aftenen, når Halfdan skulle i seng, gik Thomas med op på Halfdans værelse for at sige godnat, og inden da lagde vi os et kvarters tid i Thomas’ og min seng alle tre med Halfdan i midten. Vi snakkede og puttede.

“Jeg tegner turen fra Ryde til Sydfyn,” sagde Halfdan en af aftenerne og kørte med en følsom finger rundt i Thomas’ ansigt. Halfdans barndom har rummet mange ture i bil til Sydfyn, hvor vores familie bor, så ruten var både en gengivelse af konkrete oplevelser for os alle tre og en stærk fortælling om hjemstavn og tilhørsforhold, om fortid og barndom, om tilknytning og historie. Jeg græd bag Halfdans ryg, mens han tegnede.

Over hans skulder kunne jeg se Thomas’ trætte ansigt, der forandrede sig dag for dag. Når håbet forsvinder, er der kun nuet tilbage. 

De sidste aftener sov Thomas og jeg ikke sammen. Thomas sagde, at det var bedst sådan, fordi han ville forstyrre min søvn, når han vendte og drejede sig og ikke kunne finde ro. Måske hang det også sammen med den skam, der fulgte med sygdommen. Thomas skammede sig over kroppen, der for ham fremstod ulækker. Den forfaldt og svækkedes og svandt ind mellem hans og mine hænder. Når han sad ned, og jeg tog om hans skuldre bagfra, mærkede jeg fra dag til dag, hvordan musklerne forsvandt, så jeg de sidste dage kun mærkede hud og knogler.

Han skammede sig også over at være blevet syg og over at skulle forlade os. Han kunne ikke holde ud, at han ikke ville komme til at følge Halfdan i hans videre færd, og at han skulle forlade mig midt i livet. Han følte sig forkert. Han skammede sig over sin svaghed og over at skulle give op. Al denne skam ville blive mere synlig og mærkbar, hvis vores kroppe mødtes i sengen og søvnen, og derfor sov vi de sidste nætter hver for sig i hvert vores rum. Og sådan forsvandt også den sidste rest af det, der havde været vores daglige rytmer og vaner i over tyve år. Nu sov vi ikke engang sammen mere. 

Tirsdag den 18. – fire dage efter den terminale besked – kom Thomas’ mor og lillebror på besøg. De var de første gæster efter beskeden om Thomas’ sygdom. Hans tilstand var stærkt forværret. Han spiste ikke, han ville helst hvile sig alene, kunne ikke føre en samtale. Han havde kæmpet sig op i en sofa, da familien kom, men kun for at lægge sig igen, så snart vi gik ud af rummet. “Vi er allerede ved at miste ham,” græd jeg den eftermiddag, siddende på køkkenbordet. Thomas’ mor og bror så magtesløse til. 

Om aftenen lagde jeg Halfdan i seng alene. Thomas havde ikke kræfter til at gå med op. Da Halfdan sov, gik jeg op til Thomas på første sal. Der sad han i skrædderstilling på sin madras på gulvet. “Jeg tror ikke, jeg kan komme nedenunder,” sagde han pludseligt og abrupt. Han virkede overrasket og forvirret, som om han ikke forstod, hvad der skete. Jeg hjalp ham op fra gulvet og hen i den nærmeste stol. Her tog han et hvil, inden han med støtte fra mig gik de fem skridt hen til trappeafsatsen.

Her fik jeg ham ned at sidde, og så tog han trappen på rumpen, langsomt og med tre lange pauser undervejs for at få pusten. For enden af trappen blev han siddende på et af de nederste trin, pustede, havde koldsved, var ved at besvime. Jeg bad ham overveje at kravle ind i køkkenet og videre til stuen, som var målet. “Jeg kan godt gå,” sagde han, kom op at stå og gik stift fremad, usikkert tilbagelænet – som kunne han vælte bagover, hvad øjeblik det skulle være. 

Gid, jeg havde tænkt anderledes. Gid, jeg havde kommunikeret klarere i den samtale med vagtlægen. Gid, jeg havde foreslået alternativer, eller at hun havde set dem og tilbudt dem. Havde hun for eksempel tilbudt, at en sygeplejerske tilså Thomas i løbet af natten, havde jeg følt en større tryghed og ville ikke have argumenteret for en indlæggelse. Gid, jeg havde set det for mig og spurgt efter det. Men det gjorde jeg ikke. I stedet sagde jeg, at Thomas lige der i samtalen med vagtlægen syntes friskere, end han havde været på noget tidspunkt hele den dag. En indirekte bøn om at få hjælp fra mennesker, der måske kunne forhindre døden.

Hvad ønsker du? spurgte vagtlægen mig efter at have spurgt Thomas om det samme. Hvad vil du gerne have, at der skal ske? Jeg sagde, at jeg ønskede en indlæggelse, så nogen kunne holde øje med Thomas. Jeg sagde, at jeg var bange for at tage ansvaret for ham alene, bange for at være den, der skulle overvåge og vurdere hans tilstand. Men hvad var det, jeg bildte mig ind, at et sygehus kunne gøre? Troede jeg, at nærheden til en læge kunne forhindre døden? Forestillede jeg mig ordløst og uigennemtænkt, at en hospitalsseng, en sygeplejerske og en alarmknap kunne afværge det uafvendelige? Vagtlægen bad Thomas gå med ud i køkkenet, så hun kunne få lidt bedre lys til at se ham i øjnene. “Det tror jeg ikke, jeg kan,” svarede Thomas. “Det tror jeg ikke.”

Vagtlægen kiggede på mig. Et fast blik. “Vi indlægger dig, Thomas,” sagde hun højt og bestemt og kiggede på mig i en slags indgåelse af en aftale. Eller en pludselig forståelse. Vagtlægen forklarede, at Thomas’ tilstand måske kunne forbedres ved, at de på sygehuset tilførte ham blod, så hans blodtryk kunne stige. Det passede godt ind i det forløb, jeg de seneste døgn havde set for mig. Thomas skulle bare lige forbi sygehuset en nats tid, så ville han komme hjem med mere energi, og så kunne vi lægge planer videre derfra. Plejeorlov, hospitalsseng i stuen, Thomas’ sidste tid. Jeg havde dagen før talt med kommunen, jeg var så småt i gang med at planlægge fremtiden. Selvom den måske blev kort, var der en fremtid.

Den hed Thomas’ sidste tid. Jeg fattede ikke, at den for længst var gået i gang, og at han var døende. Jeg fattede ikke, at en indlæggelse denne aften kunne betyde, at Thomas aldrig kom hjem igen, og at Halfdan aldrig skulle se ham her i de vante omgivelser mere, men på en enestue på Herning Regionshospital. Jeg fattede ingenting.

Thomas havde en såkaldt åben indlæggelse på Herning Regionshospital – der stod en seng klar til ham døgnet rundt. Der skulle kun et telefonopkald til, så kunne han indlægges. Nu var det i mine øjne tid til at benytte sig af den mulighed. Jeg ringede til afdelingen i Herning, og de bad mig tilkalde en vagtlæge, som kunne vurdere Thomas’ tilstand. Vagtlægens bil ankom. Jeg så fra mit vindue, hvordan lægen sad i et svagt lys på bagsædet og tog noter på sin computer, mens chaufføren foran stirrede lige frem. Så slog lægen bilens skydedør til side og trådte ud i min mørke indkørsel, hvor hun snublende prøvede at finde vej. Jeg tog imod hende og tilbød hende min arm. I vores stue undersøgte hun Thomas.

Tog hans blodtryk, som var meget lavt. Lyste ham i øjnene. Talte med ham. Jeg sad ved siden af ham i sofaen og så, hvordan han prøvede at virke fattet og stærk, mens vagtlægen sad foroverbøjet, med albuerne på knæene og intenst registrerede Thomas’ tilstand. Det gjorde ondt at se hans kamp for værdighed og hans forsøg på at virke frisk, så vagtlægen ville undlade at indlægge ham. Thomas brød sig ikke om hospitaler, læger, hvide kitler, måleudstyr.

Alt, hvad der hørte de syges verden til, gjorde ham nervøs og utryg. “Han er altså lige nu friskere, end han har været på noget tidspunkt i dag,” hørte jeg mig selv sige til vagtlægen i et forsøg på at få hende til at forstå, hvor svag Thomas var. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg vidste jo, at Thomas ikke ønskede at blive indlagt. Alligevel sad jeg denne mørke oktoberaften i stuen med Thomas og vagtlægen og samlede argumenter for en indlæggelse. Hvorfor?

Fordi jeg var rædselsslagen. Bange. Rystet. Jeg frygtede, hvad der kunne ske. Jeg forestillede mig, at Thomas ville falde om, måske dø i armene på mig midt på køkkengulvet. Det var skrækscenariet for mig denne aften. Besvimelsen. Bevidstløsheden. Døden.

 Nu bagefter tænker jeg, at det ville have været den bedste død, Thomas kunne have fået. Tænk, om han kunne have fået lov at blive hjemme hos Halfdan og mig og dø i vante omgivelser mellem os, der elskede ham og der, hvor Thomas allerhelst ville være. Sådan kan jeg tænke nu, fordi døden jo indtraf alligevel.

Nu kan jeg sammenligne døden på sygehuset og den død, Thomas måske kunne have fået hjemme. Men den aften havde jeg intet sammenligningsgrundlag – jeg havde kun angsten for, at Thomas pludselig dejsede om. Jeg frygtede simpelthen at stå alene med døden. 

STUE 12

“Godaften den herre.” Falck-folkene havde store jakker på, hvis reflekser lyste skarpt i stuen. De havde parkeret ambulancen på markvejen langs vores grund, som hvis vi skulle modtage en pakke eller sende noget af sted. De havde tændt en projektør på bilen, som lyste ind i haven. De stod nu i stuen og fyldte alt for meget. Thomas sad forvirret på sofaen.

Kort forinden havde vi talt sammen om indlæggelsen, og det var gået op for ham, at indlæggelsen skulle ske samme aften. “Åh, nej, allerede nu?” sagde han fra sofaen og ville ligesom af refleks rejse sig og gøre klar. Jeg pakkede en taske til ham med lidt tøj, en tandbørste, en deodorant. Nu stod Falck-folkene her og spurgte, om de kunne gå ud af havedøren i stuen. “Så er der kortere at gå,” sagde den ene og pegede ud på ambulancen. Jeg løb ud i gangen og tog støvler på, mens de rejste Thomas fra sofaen.

Jeg så dem eskortere ham ud. Han nærmest hang mellem dem, gik på en svævende måde mellem deres stærke arme. Jeg fulgte efter. Ned ad trappen, hen ad græsgangen, gennem havelågen. Hele tiden projektørlyset, der stod i en kaskade ind over græsplænen. Ambulancen var lyst op indvendig og helt hvid. Thomas blev bragt gennem skydedøren i siden. “Du skal ligge her,” sagde den ene Falck-mand nænsomt, “med hovedet den vej.”

Thomas satte sig desorienteret på båren. “Hvad vej?” spurgte han, som om han slet ikke havde hørt efter. “Med hovedet her” gentog Falck-manden. Thomas lagde sig ned. Jeg stod i skydedøren, holdt hånden på Thomas’ skulder.

“Hvad vej er bedst herfra?” spurgte den ene.

“Ned over møllen. Altså til venstre, når I bakker ud.”

“Fint, derfra tager vi GPS’en.” 

Dagen efter, onsdag formiddag, skulle jeg have møde med en palliativ sygeplejerske fra kommunen. Hun skulle tale med mig om mulighed for plejeorlov og den hjælp, kommunen kunne tilbyde mig i sygdomsforløbet. Trods indlæggelsen holdt jeg fast i denne plan. Jeg havde bedt mine forældre komme, så de kunne tage sig af Halfdan, mens jeg holdt møde.

Først på formiddagen ringede jeg til afdelingen, hvor Thomas var indlagt. En sygeplejerske fortalte mig, at de havde taget en række prøver hen over natten, som en læge skulle se og tage stilling til, og jeg ville få mere at vide, når der havde været stuegang. Jeg lagde på, gik rundt i huset, ryddede lidt op. Den palliative sygeplejerske skulle komme klokken 11.00, men hun blev ved med ikke at dukke op. Jeg spejdede ud i indkørslen, satte vand over til kaffe og tog imod mine forældre. Indkørslen var stadig tom, da jeg hældte vand på kaffekanden og satte kopper frem.

Så ringede telefonen. Det var sygeplejersken fra Thomas’ afdeling. Hun fortalte, at Thomas’ tal var meget dårlige, og hun syntes, at jeg skulle komme med det samme. “Kan han gå i koma?” spurgte jeg nøgternt.

Jeg lagde på og græd hos min mor. Hun holdt fast om mig, og jeg havde lyst til at blive stående sådan, men vi var allerede i gang med at spilde dyrebar tid. Vi pakkede hurtigt nogle få ting. Halfdan var i gang med at se en film. “Du er nødt til at slukke nu,” sagde jeg ind ad døren til hans værelse. “Vi skal køre med det samme.”

Min mor kaldte på min far med en skinger stemme. Og så sad vi alle pludselig i min bil på vej mod Herning. 

Sygeplejersken havde sagt til mig, at Thomas var så svækket, at der var en risiko for, at han ville miste bevidstheden. Hun havde sagt, at tallene var dårlige. Jeg havde fået meldingerne, men nok ikke forstået dem. Jeg havde selv spurgt sygeplejersken, om Thomas kunne gå i koma, og alligevel forstod jeg ikke, at han var ved at dø. Verden og jeg var ikke i sync. Jeg vidste, at vi havde travlt og kunne komme for sent til Herning, og alligevel forstod jeg ikke implikationerne.

Jeg havde denne formiddag gået og ventet på et møde med den palliative sygeplejerske. Vi skulle have talt om Thomas’ sidste tid, men vi var allerede langt inde i den, og for den palliative sygeplejerske var mødet helt rutinemæssigt aflyst, fordi Thomas var indlagt. Det var bare mig, der ikke forstod. Havde jeg forstået, var jeg måske brudt sammen. Måske var det nødvendigt, at jeg ikke forstod, fordi min uvidenhed gjorde mig i stand til stadig at handle.
 
Vi var kun nået halvt gennem Holstebro på vej mod Herning, da min telefon ringede. Det var Thomas. Vi havde ikke været i kontakt siden aftenen før, da han blev eskorteret ud af huset af de to Falck-folk. Nu ringede han mig op. “Du skal skynde dig. Det går stærkt nu,” sagde han. Jeg var midt i et venstresving og forsøgte at dreje med én hånd, mens jeg holdt telefonen i den anden. “Det går rigtig stærkt.” Der var lastbiler på vejen og regnbyger og hele tiden tanken om, at Thomas kunne miste bevidstheden, og at vi kunne komme for sent.

Jeg fortalte Thomas, at vi var på vej. Jeg lagde på og satte farten op ud ad hovedvejen. Vi var inde i Thomas’ sidste døgn. Det var onsdag den 19. oktober 2011. “Du skal skynde dig.” Onsdag formiddag. Sidste døgn. 

Thomas lå i sengen, da vi ankom. Slanger var koblet til ham, sygeplejerskerne forklarede kort hvilke og hvorfor. Jeg iagttog sengen og maskinerne. Gennem en mathvid slange kunne urinen løbe. Jeg registrerede en mørk skygge af væske, der bevægede sig igennem den helt uden Thomas’ deltagelse. Jeg opfattede på en træg og modvillig måde, hvad slangerne betød. Thomas kunne ikke komme op af sengen. Selv toiletbesøg var udelukket.

Thomas’ mor og bror ankom også til Herning, og vi samledes på gangen uden for stue 12. Vores ønsker som pårørende var meget forskellige. Mine forældre havde ikke behov for at komme ind til Thomas, og hans reaktion var tør og kontant: Endelig nogle fornuftige mennesker.” Nu forekommer det mærkeligt, nærmest absurd, at Thomas’ svigerforældre, der havde kendt ham, siden han var en stor teenager, stod ude på hospitalsgangen uden at komme ind og tage afsked. Endnu mere mærkeligt er det at tænke på, at de aldrig kom til det. De så ham først, da han var død. Men den onsdag virkede det naturligt. Han orkede virkelig ikke.

Thomas’ mor havde behov for bare at sidde hos ham. “Han behøver ikke snakke med mig,” sagde hun desperat uden for stuen. “Jeg vil bare gerne sidde derinde.” Hun var kort inde hos ham den onsdag eftermiddag, det samme var Thomas’ bror. Thomas indsnævrede kredsen af mennesker, han orkede at være sammen med. Jeg var den sidste, der fik adgang. Halfdan var inde en enkelt gang den eftermiddag. Jeg så i en døs fra hospitalssengens fodende, hvordan de tog afsked. “Jeg elsker dig.” “Jeg elsker også dig.”

Jeg havde givet Thomas et fotografi med på sygehuset aftenen før, da han blev indlagt. Billedet er taget på terrassen ved et sommerhus ved Vestkysten en augustaften i det faldende lys. Halfdan og jeg sidder ved siden af hinanden og griner med ansigterne ind mod hinanden.

Vi var lige kommet hjem fra en badetur og havde spist aftensmad. Halfdan er i nattøj, parat til at blive puttet. Thomas holdt meget af det billede, så jeg lagde det i tasken til ham, da han blev hentet af Falck-folkene. Da jeg kom ned til ham onsdag ved middagstid, bad han mig fjerne billedet.

“Jeg kan ikke have alt det omkring mig.”

En sygeplejerske forklarede mig senere, at det muligvis var for smertefuldt for Thomas at se på billedet. Det repræsenterede alt det, han skulle tage afsked med. Jeg husker min tvivl og skepsis. Kunne det passe?

Nu forstår jeg, at sygeplejersken havde ret.

“Er du bange?” spurgte jeg ham om eftermiddagen under en af vores samtaler.

“Nej, jeg vil bare gerne derhen.” 

For Thomas var døden en slags vandring. Han lukkede ned og gik, og i den proces var et billede af Halfdan og mig fra en sommerhusferie ved Vesterhavet forstyrrende, ligesom besøg og vågende mennesker på stuen var det. Vi tilhørte alle den gamle verden, som han var ved at forlade. Vi blev belastende i den proces, han var i gang med. Thomas samlede al energi indad og koncentrerede opmærksomheden om den krop, der var ved at dø. Han slap og gik. Der på billedet forsøgte vi at holde på ham.

Som vågende på stuen forsøgte vi stædigt at vandre med. At jeg var begyndt at forstå det, fremgår af den første sætning, jeg skrev i min dagbog om morgenen den 20. oktober et par timer efter hans død.

“Så er Thomas væk,” står der.

Så er Thomas væk. Han havde vendt sig for at gå, og vi lod ham gå. Vi blev stående og så efter ham, til vi ikke kunne se ham mere. Han krydsede bakketoppen og forsvandt ud af vores synsfelt. “Så er Thomas væk.”

Trods Thomas’ svækkede tilstand og ønske om at være alene det sidste døgn havde han og jeg to længere samtaler onsdag eftermiddag på sygehuset, stue 12. Ved 15-tiden og ved 17-tiden. Vi talte om den hospiceplads, Thomas i samråd med personalet på sygehuset havde besluttet at søge.

Han fik i løbet af få timer en plads i Skive. Jeg tænkte, at det var godt, fordi der var omsorg og tid. Men at det betød, at Thomas sikkert ikke kom hjem igen, faldt mig ikke ind. Alt det praktiske blev gjort klar, papirer underskrevet, læger orienteret. Jeg sad på hospitalsgangen uden for Thomas’ stue og satte krydser i felter. “Du skal ikke underdrive, når du udfylder skemaet,” sagde sygeplejersken. “Sæt kryds efter, hvordan Thomas har det, og lad være med at underdrive.” Thomas skulle overflyttes næste dag ved frokosttid. Vi aftalte, at jeg skulle følges med ham i ambulancen.
 
Vi talte også om hans ønsker til en gravplads og praktiske ting, jeg skulle gøre, når han var død. Han gennemgik for mig, hvordan jeg kunne komme ind på hans computer og finde hans private ting, inden jeg afleverede computeren til hans arbejdsplads. Med lukkede øjne gennemgik han vejen ind gennem netværk, koder, mapper og dokumenter. Jeg skrev ned, så godt jeg kunne.

“Må Halfdan få din tårnfalk?” spurgte jeg ham. Tårnfalken var Thomas’ yndlingsfugl; dens elegante flugt og rødlige fjerdragt tiltalte ham. Når jeg ser den over markerne omkring mit hus nu, tænker jeg, at der flyver Thomas’ fugl, og at han er med i dens hurtige styrt, når den spotter en mus på marken. Der på sygehuset skrev jeg “tårnfalk” på min blok. “Brug pengene,” tilføjede Thomas, mens jeg skrev ned. Det var pensionen, han tænkte på. “Brug den. Gør noget med den.” “Vi tager ud at rejse,” sagde jeg. 

Mens jeg skrev ned på blokken, stod alle Thomas’ ting hjemme i huset i Ryde. Snart var de alle uden deres oprindelige ejer. Snart ville de overgå til mig.

Alligevel spurgte jeg om lov til at lade tårnfalken blive Halfdans, for mellem de levende findes der rettigheder, besiddelser og ejerskab. Tårnfalken var Thomas’ og indtil videre skulle der en tilladelse til for at lade den gå videre til Halfdan. 

Da Thomas var død, gik jeg rundt i huset i Ryde og kiggede på tingene. Langt ind i døden var de endnu hans. Men tårnfalken var en undtagelse. Må Halfdan få din tårnfalk? Så mange andre ting kunne blive Halfdans nu, men det ville udspringe af tilfældige aftaler indgået mellem os, der endnu levede. Tårnfalken blev givet af et menneske, der døde kort efter.

Derfor er jeg glad for, at jeg stillede spørgsmålet.

Det skabte en ærbødighed for netop denne ene efterladte ting, og tårnfalken skrev sig ind i historien om en far, der døde.