Tre efterladte: Sådan var det for mig at miste min elskede

Ingen kan gå igennem livet uden at miste én, de holder af. Alligevel kan det være svært at forestille sig, hvor ondt det gør, når sorgen tager fat. Tre efterladte fortæller her deres personlige historie om at miste en kær

Sorg kommer til alle i forbindelse med dødsfald. Ifølge rådgivnings- og forskningscentret Børn, Unge og Sorg rammes cirka 220.000 hvert år af ny sorg. Her kan du møde tre danskere, der alle har oplevet den dybe sorg.
Sorg kommer til alle i forbindelse med dødsfald. Ifølge rådgivnings- og forskningscentret Børn, Unge og Sorg rammes cirka 220.000 hvert år af ny sorg. Her kan du møde tre danskere, der alle har oplevet den dybe sorg. . Foto: Leif Tuxen.

Sorg rammer alle i forbindelse med dødsfald.

Ifølge rådgivnings- og forskningscentret Børn, Unge og Sorg rammes cirka 220.000 hvert år af ny sorg.

Mens de fleste kommer videre i livet på en god måde, bliver sorgen for 10-15 procent til en tilstand af kompliceret sorg, som kan vare resten af livet.

Af samme grund arbejder Verdenssundhedsorganisationen WHO nu på at gøre langvarig sorg til en diagnose, som man kan få behandling for.

Langvarig sorg betyder, at man seks måneder efter, man har mistet, stadig ikke mærker nogen bedring. Sorgen cementerer sig i stedet for at lette. 

MIN SORG: Facebook og Twitter kan du sætte ord på din sorg og give din erfaring videre. Brug hashtagget #min_sorg

”Man kan beklage, at vi med en forlænget sorg som diagnose sygeliggør flere aspekter af vores liv, men det er den bedste måde til at hjælpe de mennesker, som reelt lider og i dag typisk ikke får den hjælp, de har brug for," siger Atle Dyregrov, faglig leder af Center for Krisepsykologi i Bergen i Norge og internationalt anerkendt for sit virke som krisepsykolog.

Det er svært at sige noget generelt om, hvordan sorg rammer den enkelte. Og hvordan man kommer til at håndtere tabet.

Jane Pedersen fra Lolland var kun 26 år, da hun mistede sin forlovede, Thomas. Hun blev alene med deres fælles datter på blot 10 måneder og skjulte sin sorg ved at kaste sig over alle de praktiske ting, der skulle ordnes i kølvandet på hans død. Hun siger: 

"Min sorg har jeg nok meget selv bearbejdet, fordi jeg havde så meget at ordne. Jeg kæmper stadig med ar på sjælen. Der er mange minder, der ligger gemt i kroppen, som nu og da kommer op til overfladen."

For 80-årige Ove Thams fra Esbjerg ramte sorgen hårdere, end han havde forventet. Han var forberedt på, at hans demenssyge hustru ville dø, men den efterfølgende sorg var ved at slå ham omkuld. 

"For en tid følte jeg, at jeg mistede kontrollen over mine følelser. Jeg hulkede som et barn, og angsten for livet dominerede," fortæller Ove Thams. 

Sorg kan føles som en fysisk smerte, siger 69-årige Marie-Luise Rye Nielsen, der blev enke som 54-årig.

"Det gjorde ondt helt ind i sjælen, omkring hjertet og i brystet. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Jeg opsøgte min præst Marianne i tide og utide. Det, hun sagde, hjalp," husker hun.

De tre efterladte har fortalt til Kristeligt Dagblad, hvordan de oplevede at miste deres elskede.

Her kan du læse deres historie om at miste ...

Enke: Svend er død, men han forsvinder ikke fra mig

16 dage gik der fra Svend blev syg, og til han døde. Han blev indlagt på Næstved Sygehus. Det var bugspytkirtlen, det var galt med. De lukkede ham op, men lukkede ham igen. Det nyttede ikke at operere.

Jeg sad ved ham klokken 4 om natten, da hans puls pludselig steg til 240, og nyrerne stod af. De måtte lægge ham i kunstigt koma, og vi nåede aldrig at tale sammen. Det var det værste.

Jeg sagde til Svend, at han gerne måtte giv slip, for hans krop kunne ikke blive ved med at holde til det. Da jeg havde sagt det til ham, gik det hurtigt ned ad bakke. Selvom man ligger i koma, har man stadig sin hørelse, og hjernen kan opfange, hvad der bliver sagt. Jeg tror, at Svend hørte mig.

Han døde som 67-årig den 18. februar 2000. Vi fik 30 år og en søn sammen. Selv var jeg 54, da han døde. 

Læs hele artiklen om Marie-Luise Rye Nielsens sorg her 

Sorgen ramte mig med en styrke, jeg ikke forventede

Min kone Ruth fik på sin 79 års fødselsdag i 2010 en blødning i hjernen og blev i august året efter udret som dement. Som ægtefælle gennem 50 år oplevedes det svært belastende at vandre med Ruth af hendes Via Dolorosa (lidelsens vej), som en anden Simon af Kyrene, der blev tvunget til at bære korset for Jesus.

Samfølelsen, empatien, sugede mig ind som med-lidende i processen. Diagnosen lød på en vaskulær demens. Det er en kredsløbsbetinget demens. Den kan ikke behandles. Ind imellem var Ruth sig fortvivlende bevidst, at hun var kaptajn på et synkende skib, og at ingen kunne forhindre forliset.

Det lå i sygdommen, at hun havde nedsat hukommelse, problemløsning og sygdomsindsigt. Hjælp fra ældreplejen, ophold på aflastningshjem og endelig indflytning i plejebolig blev oplevet som et overgreb eller et indgreb i hendes integritet. Især da hun følte sig presset til at indgå et lejemål, der medførte egen folkeregisteradresse og status som enlig. Vi var altså adskilte uden at være fraskilte.

Det oplevede Ruth, som var hendes hjem taget fra hende. Vores fælles hjem var jo fortsat hendes. ”Hvorfor må jeg så ikke bo hjemme hos dig?” At hendes plejebehov ikke kunne tilgodeses ved fortsat at bo hjemme, var meget svært at leve med for os begge. Vi har ikke børn og var i vort samliv blevet en enhed.

Læs hele Ove Thams beretning om at miste sin hustru her

Jeg tænker på Thomas hver dag

Det var Skærtorsdag i 2002. Jeg var 26 år og forlovet med Thomas på 30 år. Vores datter Milla var 10 måneder. Sammen med min lillesøster bestemte jeg, at det kunne være hyggeligt at tage færgen fra Helsingør til Helsingborg for at kigge lidt på byen derovre.

Thomas var på besøg hos nogle venner, men besluttede sig for, at han gerne ville med os til Sverige.

Han kom kørende på sin motorcykel og mødte os i Helsingør. Men da han var i fuld beskyttelsesdragt, syntes han alligevel, at det blev for besværligt med al udstyret. Han ville køre hjem og slå græsset i stedet for.

Det var mine forældre, der fortalte mig, at Thomas var død. Efter at vi var kommet tilbage fra Sverige, kørte jeg hjem til dem for at sætte min lillesøster af, som stadig boede hjemme. Mine forældre kom os grædende i møde og fortalte, at Thomas havde været i en ulykke, og at han var død i ambulancen på vej til sygehuset. Han havde brækket nakken.

Læs hele Jane Pedersens beretning om at miste sin forlovede her

MIN SORG: Her kan du følge debatten på Facebook. Ønsker du selv at kommentere på historien, skal du blot trykke på knappen "kommenter"

Ingen kan gå igennem livet uden at miste én, de holder af. Alligevel er sorgen svær at tale om for mange af os. Her fort...

Posted by Kristeligt Dagblad on Friday, September 4, 2015