Prøv avisen
Klassiker

27-årige Gry: De færreste mennesker er gode til at tale om sorgen

Gry Sif Nymand har mistet sin mor og hjælper andre med at komme igennem deres sorg. Foto: Benjamin Krasnik

Gry Sif Nymand mistede sin mor til brystkræft og hjælper i dag andre unge med deres sorg igennem Børn, Unge & Sorg, der netop har modtaget Kronprinsparrets sociale pris. Læs eller genlæs hendes historie og se video med hendes bedste råd til andre her

Efter gymnasiet flyttede jeg på kollegieværelse i København, og to måneder senere opdagede min mor en stor kræftknude i brystet.

Jeg gik på pædagogseminaret og fortalte ikke nogen om hendes sygdom.

Det var ikke en del af virkeligheden, og det var svært at tale om i familien. Vi tog hensyn til hinanden hele tiden, mens der var den her store elefant i lokalet, ingen talte om. Det gik heller ikke godt at tale om det i min omgangskreds, og ingen spurgte ind til det.

Min mor foreslog, at jeg kom i en pårørendegruppe, og det hjalp meget. Jeg fik sat ord på ting, jeg ikke vidste, jeg tumlede med.

Min mor var syg i halvandet år og blev terminalpatient. Vi vidste, hun skulle dø. Men det blev stadig ikke italesat. Vi lod som om, at det ikke ville ske. Gruppen hjalp mig med at se det i øjnene, og det gjorde at jeg kunne tænker over, hvordan jeg ville bruge den sidste tid med hende.

TV: Her fortæller Gry om det bedste, man kan gøre over for en, der er i sorg.
 

Jeg havde ingen voksne at gå til. Min far og brødre håndterede sorgen på deres egen måde.

Jeg havde meget kontakt til en psykolog fra Børn, Unge & Sorg, og jeg kom i en terapigruppe for unge med kompliceret sorg hver uge i halvandet år. Vi blev sat til at skrive breve til den afdøde, og jeg fik bearbejdet alt fra første sygdomsdag til dagen, hvor hun døde.

Jeg gik fra at have det elendigt og være hende med den døde mor til at være hende med den døde mor og et normalt liv. Hendes død var ikke længere altoverskyggende.

Jeg mistede mange veninder de første år. Det er nok ikke tilfældigt, for det er i min verden svært at rumme andres problemer med drenge eller en mor, der ringer hele tiden.

Det hører også til sjældenhederne, at nogen er gode til at tale om at være i sorg. Men sorg varer hele livet. Og det er svært at forstå for mange.

De tror, at man bliver okay igen. Og det gør man også, men jeg har stadig et stort behov for stadig at tale om det, og det kan være rart at blive spurgt ind til det.

Folk bliver måske bange for, at man begynder at græde og vil skåne dig. Men det værste er jo sket. Jeg har mistet min mor, jeg elsker allermest i hele verden. At blive konfronteret med det gør det ikke værre.

Det værste, man kan gøre, er at ignorere tabet og tage af afstand til det. 

Sorgen forandrer sig ikke, uanset hvad du siger.