Hvad gør man, når ens hustru dør, og man efterlades i et mørkt bombekrater?

I juli måned 2012 døde min livsledsager igennem 26 år, forfatteren og feministen Suzanne Giese efter relativ kort tids kamp imod en livstruende lungekræft. Jeg var sønderslået.

Den vigtigste person i mit liv, min kammerat og elskede hustru, var væk og havde efterladt mig på bunden af et enormt, mørkt bombekrater. Min fremtid var destrueret, og jeg følte mig revet over på midten.
 
På trods af støtten fra venner og familie følte jeg mig håbløst alene. En ven anbefalede mig en psykolog, som var specialist i sorg, og jeg ringede til hende for at lave en aftale, men stødte ind i en telefonsvarer, som fortalte, at hun var på sommerferie og kom hjem om tre uger.

Det kunne jeg ikke vente på.

Jeg skaffede mig nogle tekster om sorg og sorgarbejde, som var skrevet af velmenende psykologer og andre eksperter inden for sorgfeltet. De virkede nærmest modsat deres gode intentioner.

Sproget var lidt stift, og den lidt tilstræbte indføling stødte mig væk i stedet for at invitere mig indenfor i en fælles oplevelse af sorg og ulykke. „Du har vist aldrig været her selv,“ tænkte jeg, da jeg lagde teksterne væk.

Så slog det mig, at der da for pokker må have været mænd, der havde skrevet om deres erfaringer med at miste konen og stå tilbage alene i verden.

Jeg kunne finde adskillige kvinder, der havde berettet om deres tab og deres sorg, men ingen mænd. Jeg kiggede altså efter en bog, som ikke var lavet. Derefter begyndte jeg at scanne mit netværk for mænd, der havde mistet deres kone eller kæreste.

Et par stykker kendte jeg direkte, andre havde jeg hørt om fra venner og bekendte. Så kontaktede jeg dem én efter én, bare for at spørge til deres erfaringer.

Det viste sig at være den bedst tænkelige sorgterapi for mig. Samtalerne var nogle af de mest ærlige, uforstilte og direkte menneskelige møder i mit liv. Anslaget i samtalen var blot:

"Jeg har lige mistet min kone til kræften. Jeg ved, det også er sket for dig. Jeg er meget interesseret i at høre om dine erfaringer.“
 
Alle samtaler skar direkte ind til benet i løbet af få sekunder, og jeg fornemmede fra det første møde, at her var en mand, der havde været i samme sorte hul, i dette ukendte, truende land, men som havde fundet en vej ud af mørket. Jeg havde ved et lykketræf fundet mennesker, som jeg kunne kommunikere helt indforstået med, og som jeg kunne spejle mig i, fordi de havde det, som jeg søgte efter: nøglerne til døren tilbage til livet.

Denne bog er ment som et forsøg på at skrive præcis den bog, som jeg selv havde brug for efter min kones død. Den handler om otte mænds erfaringer med deres koners død, livtagene med sorgen og savnet og så kampen for at finde frem til det liv, der ligger på den anden side af det traumatiske tab.
 
Bogen rummer først min egen historie og derefter syv andre mænds beretninger fra det, som alle nok betragter som deres livs værste krise. Alle er erhvervsaktive, alle har mistet deres ledsagere til kræftsygdomme. Beretningerne er skrevet på baggrund af ret langvarige interviews, som jeg genfortæller som personlige beretninger. Nogle af interviewbidragene er anonyme, og personernes navne og stillinger er fiktive af hensyn til familie og arbejdssammenhænge.

To andre interviewede optræder med deres eget navn, fotograferne Henrik Saxgren og Erik Bjørn. Alle bidrag er godkendt af de interviewede personer.

I et efterskrift prøver jeg at sammenfatte nogle fælles træk fra de otte historier, som måske kan give andre i samme eller lignende situationer et par ideer til, hvordan man baner en vej for sig selv, når man er fanget i sorgens sorte tunnel.
 
Det er historier om mænds sorg og deres håndtering af den. Jeg har fokuseret på mænd, fordi det var de historier, jeg selv havde brug for. Men sorg og håndteringen af den er selvfølgelig så alment menneskelig, at bogen også henvender sig til kvinder.

Opringningen
Mobiltelefonen ringede i min lomme ved 10-tiden. Jeg sad på mit arbejde og snakkede om løst og fast med en kollega og tog den med en rutinepræget hverdagsbevægelse.

"Vores læge siger, at det kan være kræft. Han har aktiveret den store kræftpakke ...“ Jeg hørte med det samme den dirrende ængstelse i hendes stemme.

"Jeg kommer med det samme!“
 
Bilturen hjem var uendelig. Kollegaen kørte mig, for vores egen bil var på værksted. Jeg svingede fra benægtelse til rædsel. På den ene side havde hun skrantet i flere måneder – ja faktisk flere år. Maveproblemer, madlede, kvalme, træthed, stakåndethed, utilpashed og uroligt hjerte.

På den anden side var hun blevet undersøgt flere gange, og der var jo ingenting i vejen. Intet på hjertet, men de havde kun fundet en harmløs mavekatar, som let kunne behandles. De forskellige piller havde godt nok ikke hjulpet, men det var nok bare et spørgsmål om medicintype eller dosering.
 
Suzanne var angst og chokeret. Ordet „kræft“ var blevet brugt for første gang, og det havde en klang af tung skæbne og åbnede døren på klem til det værst tænkelige.

Hospitalet reagerede med overraskende hurtighed. Allerede inden for få dage kom indkaldelsen til scanningsundersøgelsen. Det var en stor lettelse, for ventetiden var ulidelig. Vi vendte og drejede situationen.

Der var jo ikke grund til den store panik, for kræftundersøgelser var jo en foranstaltning for at sikre sig, at der ikke var tale om kræft. Men ængstelsen og uroen var ikke til at fortrænge. Jeg kunne læse ud af hendes altid åbne ansigt, at der var noget galt.

Der var skruet ned for hendes ukuelige livsmod og hendes engagement i alt, hvad der omgav hende. Øjnene havde ikke samme glans, og huden i hendes ansigt var blevet underligt bleg.

Hun var bange for, at CT-scanningen var en indespærring i et snævert rør, som ville udløse hendes klaustrofobi. Faktisk overvejede hun seriøst, om ikke hun skulle sige nej til undersøgelsen, for den forekom værre end den usikre udsigt til en mulig sygdom.

Hun overvandt sig selv, efter at vi havde endevendt det i timevis. CT-scanningen viste sig ikke at være så forfærdelig, som frygtet. Røret var rummeligt, og den blå pille havde haft sin angstdæmpende virkning.

Det var en lettelse for hende, og hun følte, at når en så truende undersøgelse ikke var værre, så kunne der ikke være noget helt galt.

Mødet
Allerede dagen efter ringede de fra Bispebjerg Hospital for at høre, om hun kunne komme til et møde på afdelingen den følgende dag. Det tændte lyset i advarselslampen. Når hospitalssystemet ellers kunne tage sig uger og måneder til at reagere på stærkt generende symptomer, så var det et uhyggeligt signal, at de kun skulle bruge en dag på et reagere på en scanning.

Vi kom til mødet med en klump i maven, men ellers båret oppe af en vis optimisme om, at det nok var falsk alarm, for Suzanne var ikke syg i den forstand: Hun fungerede næsten helt normalt, selvom hun følte sig svækket og lidt hæmmet af sin kvalme og utilpashed.
 
Overlægen var skaldet, høj og kølig med et fast håndtryk. Han var udtryksløs, men jeg spottede, at sygeplejersken havde et glimt af indføling og medlidende forudanelser.

"Har I hørt noget om det her før?“ spurgte overlægen afsøgende. „Om kræft …?“ svarede Suzanne for at foregribe det værste.
 
"Ja, desværre, undersøgelsen har vist, at der er kræft i den ene lunge, og at det har bredt sig. Ja, jeg er ked af at skulle give den slags besked, men det er faktisk, hvad vi har fundet. I øvrigt kommer det fra brystet, det gør det altid hos kvinder i din alder,“ sagde overlægen, som om hans faglige selvsikkerhed kunne være en trøst.
 
Vi sad som forstenede og hørte knap nok resten. Jeg husker ikke mere fra samtalen, for der er ikke mere at huske. Budskabet var totalt lammende, og det var, som hele verden pludselig skiftede farve. Det var oktober, så farverne var i forvejen skruet ned på efterår.

Ordene „kræft, der havde bredt sig“ gjorde alting omkring os gråsort. Vi gik langsomt og ordløst ud til bilen, satte os ind og kørte ud ad den snævre port i den røde bygning. Jeg drejede til højre og kørte 100 meter ned ad vejen. Ind til siden for at prøve at få så meget samling på ordene, til at de kunne give en slags mening. Vi så på hinanden og faldt hulkende ind i hinandens arme. Vi græd som børn, for vi følte, at verden flækkede under vores fødder.

Udredningen
Den næste fase var indkaldelse til undersøgelser, ventetid og besked ved en lægesamtale. Udredning kalder de det, men i virkeligheden er det kø og ventetid ved et monstrøst, højteknologisk apparat styret af velmenende, professionelle personer i hvide kitler.

Man skal ikke have været der mange gange, før man tilpasser sig den højteknologiske dominans: Gigantiske apparater, som registrerer sygdommens uafvendelige, ondskabsfulde bevægelser i kroppen.

Suzanne har altid haft en sund, antiautoritær side; hun har altid insisteret på at være ligemand/-kvinde med magthavere og standspersoner, men her kom hun til kort. Hun oplevede, at i konfrontationen med det overvældende og uigennemskuelige medicinske teknologikompleks er man lille og ydmyg, for det dyrebareste, man har, er på spil: ens eget liv. 

Udredningen startede vistnok med endnu en scanning: PET-CT, hvor der sprøjtes radioaktivt materiale ind i kroppen, som rummer noget sukkerstof, der viser kræftens spredning i kroppen.

Næste station var brystundersøgelsen, som var negativ: nej, kræften stammede ikke fra brystet. Vi blev glade, men jeg kunne se på lægens ansigt, at det var der ikke grund til.

Suzannes enæggede tvillingesøster havde fem år tidligere haft en lungekræft, som hun var blevet opereret og helbredt for. Lægen, der havde udredt hendes sygdom, arbejdede stadig på Bispebjerg, og vi havde et positivt møde med ham.

Endelig et menneskeligt ansigt i den hospitalsteknologiske stenørken.

"Ahrr, det er nok ikke noget slemt,“ sagde han optimistisk, "og hvem har overhovedet snakket om kræft?“

Vi nævnte navnet på den høje, skaldede overlæge med den udtryksløse katastrofebesked. „Hvem er han?“ sagde vores beskytter-læge som for at skubbe en falsk autoritet til side.

Han gav os håb, og vi aftalte at mødes med netop ham for at få den endelige besked om diagnosen. Han var ikke på arbejde alle dage, så vi udskød mødet alene for at høre diagnosen fra hans mund, formentlig, fordi han havde skabt en formodning om, at fra hans mund kom der ingen besked om uhelbredelig sygdom.
 
Vi tilbragte de sidste dages utålelige ventetid i et totalt tomrum. Vi svingede fra fortvivlelse til optimisme. Vi græd og grinede og holdt om hinanden i timevis. Verden omkring os krympede og blev ligegyldig.

Det var kun ventetiden til afklaringen, der talte.

Dommen
Vi stillede på afdelingen på Bispebjerg Hospital den aftalte dag i starten af november klokken 8.30. Der var ikke en sjæl at se. Alle kontorer var tomme, kun os på venteværelset. Endelig kom der en sekretær, og vi spurgte som børn efter vores lægeven.
 
Efter noget ventetid blev vi vist ind på et lille kontor, hvor der sad en yngre mand i hvid kittel. Vores ven var forhindret, så han var blevet bedt om at give os beskeden. Til stede var også en sygeplejerske, som så på os med professionel distance.
 
Diagnosen faldt som en lægtehammer på vores hoved: Det var lungekræft, som havde bredt sig til det meste af kroppen, dvs. at sygdommen var i det sidste stadie – stadie fire. Han viste os farvelagte billeder af scanningen, som havde kortlagt spredningen … Der var kræft dér og dér og dér …

Han fik det til at lyde som et foredrag, hvor naturvidenskaben kan skydes ind mellem sygdommen og den menneskelige katastrofe, som vi ikke fattede i situationen.

"Er der et navn for denne diagnose?“ spurgte jeg som for at imødekomme hans distancering.

Ja, det hedder ADENOKARCINOM,“ sagde han, som man staver et svært ord for et barn. Jeg noterede det uhyggelige ord med fingre, der rystede, så jeg bagefter dårligt kunne genkende, hvad jeg havde skrevet.
 
"Vi kan ikke gøre mere her. Du bliver henvist til Rigshospitalet, hvor de foretager selve behandlingen, så du vil modtage en indkaldelse i løbet af nogle uger ...“
 
Vi stoppede fuldstændig rystede op uden for den lave, hvide bygning.

"Nu fik vi da et navn på uhyret,“ sagde jeg fladt.

Suzanne var stille, så vendte hun sig imod mig.

"Jeg tror, jeg har fået min dødsdom,“ sagde hun med tilkæmpet ro.