Pårørende til MH370-passagerer har brug for vished

En vragrest, som kan stamme fra forsvundet Malaysia Airlines-fly, er skyllet i land på en ø i Det Indiske Ocean. Afklaring vil hjælpe de pårørende, mener sognepræst

Et maleri til støtte for passagerne og personalet om bord på MH370 hænger i lufthavnen i Kuala Lumpur. De malaysiske myndigheder er "næsten sikre" på at den vragrest, der er fundet på øen Réunion, stammer fra det forsvundne fly.
Et maleri til støtte for passagerne og personalet om bord på MH370 hænger i lufthavnen i Kuala Lumpur. De malaysiske myndigheder er "næsten sikre" på at den vragrest, der er fundet på øen Réunion, stammer fra det forsvundne fly. .

Den lille franske ø Réunion i Det Indiske Ocean ud for Afrikas østkyst kom i går for alvor på verdenskortet, efter at der blev fundet et stykke stort, hvidt metal på en af øens strande.

Det omkring to meter lange metalstykke er ifølge flere eksperter en såkaldt flap fra en flyvinge, og denne vragrest kan muligvis stamme fra det berømte passagerfly MH370 fra Malaysia Airlines, der på mystisk vis forsvandt sporløst i marts sidste år på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.

Viser vingeflappen sig faktisk at stamme fra det forsvundne fly, vil det være godt for de pårørende, vurderer Lise Trap, der er sognepræst ved Soderup Kirke på Midtsjælland og forfatter til bogen ”Sorg – den dybeste ære glæden kan få”:

”Når man finder ud af, hvad der er sket med flyet, så vil virkeligheden gå op for de pårørende. Og det er altid godt. Så kan de få ro og kan lettere forholde sig til den sorg, de har lidt. Det er fra virkeligheden, at det nye kan begynde,” siger hun.

I knap halvandet år er al teknologi og menneskelig ekspertise mislykkedes i forsøget på at opklare, hvad der blev af flyet. Men selvom de pårørende til de 239 mennesker, der var om bord på flyet, er desperate efter vished, så tør de endnu ikke stole på oplysningerne fra Réunion.

”Nu starter det hele forfra igen, jeg tjekker min telefon konstant for nyheder. Vi har blandede følelser. Hvis det er sandt, så ved jeg i det mindste, at jeg kan få fred og give min mand en ordentlig afsked,” siger Jacquita Gonzales, hvis mand stod i spidsen for kabinepersonalet på MH370, til nyhedsbureauet AFP og fortsætter:

 ”Men en del af os håber stadig på, at de er i live derude et sted.”

Og det er en helt normal følelse, siger Lise Trap:

”Der er stor erfaring for, at mennesker, der ikke har set deres døde, bevarer et helt irrationelt håb om, at personen alligevel ikke rigtig er død og vil komme gående ind ad døren en dag. I dette tilfælde kommer de pårørende ikke til at se deres døde under nogen omstændinger, men når flyet bare er forsvundet, så nærer det helt sikkert forestillingen om, at de måske alligevel ikke er døde,” forklarer hun.

Og derfor kan det slukke ”et desperat, irrationelt håb,” hvis det viser sig, at vragresten stammer fra MH370, mener Lise Trap:

”Det vil for nogle gøre ondt.”

Malaysias vicetransportminister sagde i går, at det er ”næsten sikkert,” at vingeflappen stammer fra flytypen Boeing 777, som også var MH370’s model. Ifølge myndighederne på Réunion har vingeflappen serienummeret 657BB, og det skulle ifølge den britiske avis The Guardian matche det nummer, som står i manualen for en Boeing 777.

Hvis vingeflappen rent faktisk er fra denne flytype, så kan den kun stamme fra MH370. Malaysia Airlines-flyet er nemlig den eneste Boeing 777’er, der nogensinde er styrtet ned på Jordens sydlige halvkugle.